søndag den 28. december 2008

200 minutters sublime toner





Årets 50 bedste tracks

Så skal der gøres status en gang for alle i 2008. Denne liste er lavet ud fra sange, som jeg enten har nydt at spille i Public Søndag på P3 eller som jeg hørt rigtig meget i løbet af året, der er ved at være gået.

Listen er ikke i nogen bestemt rækkefølge og indeholder naturligvis de obligatoriske mangler - men dette er hvordan toppen af toppen har taget sig ud, lyttet med mine øren. Det giver sammenlagt lidt over 200 minutters sublime toner - og der er lidt for alle mand og kvinde.

The Hold Steady – “Sequestered In Memphis
Catfish Haven – ”Are You Ready?”

Lykke Li – “Dance Dance Dance”
Giana Factory – “Go Bananas”
Spleen United – “Dominator”
Tussle (billedet) – ”Night of the Hunter”
Menomena – “Wet And Rusting”
Death Vessel – “Bruno’s Torso”
Emiliana Torrini – “Me And Armini”
Kings of
Leon – “Sex On Fire”
Crystal Castles – “Vanished”
The Black Angels – “You On The Run”
The
Bronx – “Knifeman”
Adele – “Chasing Pavements”
Neon Neon – ”I Told Her on Alderaan”
Barra head – “Undermine”

Peter Sommer – “Hvad sker der I dit hoved?”
Tim Christensen – “Love Rears It’s Ugly Head”
AC/DC – ”Rock N Roll Train”

Gang Gang Dance – “House Jam”
Hot Chip – “Ready For The Floor”
Throw Me The Statue – ”Your Girlfriend’s Car”
The Kooks – “Always Where I Need To Be”
Hellraiser Ten – “HG MG”
Wild Beats – “Devils Crayon”
Late of the Pier – “Heartbeat”

Nick Cave & The Bad Seeds – “Dig, Lazarus Dig”
Choir of Young Believers – “Hollow Talk”
The Blue Van – “Silly Boy”
The Late Parade – “The Red Song" (Kyte remix)
MGMT – “Kids”
Yoav – “Club Thing”
Lily Electric – “You’re In the Painting You Saw”
Ladyhawk – “S.T.H.D.”
As In RebekkaMaria – “Army of Foxy”
Santogold – “L.E.S. Artistes”
The
Black Mountain – “Stormy High”
Lack – ”Hund”
Troels Abrahamsen – “End Scene”
M83 – “Kim & Jessie”
The Ting Tings – “Great DJ”
Shearwater – “Leviathan, Bound”
Veto – “Unite” (James Braun Crushing Digits Appendix)
The Black Marquee – “Pulses”
Jakob Dylan – “War Is Kind”
Foals – “Balloons”
Grand National – “Animal Sound”
The Black Kids – “I’m not gonna teach your boyfriend how to dance with You”
Larsen & Furious Jane – “Fine”
Wilderness – “Chinese Whisperers”

tirsdag den 16. december 2008

Kongen er død - længe leve...




Årets danske: LACK

Kigger man på historien, så er kendte og ukendte musikere, kunstnere og forfattere blevet verdensstjerner og bestsellere i flere år efter at de er afgået ved døde. I musikkens verden er folk som Jimi Henrix, Freddie Mercury og Jeff Buckley blevet tilskrevet en nærmest religiøs status efter deres død, har fået et storslået eftermægle og er blevet legendariske inspirationskilder.

Nu hvor vi er ved at pakke 2008 sammen, så lad og kaste et blik på årets danske plade, der kommer fra et band, hvor alle medlemmer stadig lever, men ikke længere sammen. Københavner-baserede Lack udsendte i vinter deres album ”Saturate Every Atom”, som virkelig tog fuglen på mig og mange andre anmeldere, og spillede i efteråret deres sidste koncert på spillestedet Stengade 30 på Nørrebro.

”Saturate Every Atom” er i min optik årets bedste danske album – og måske årets bedste plade i det hele taget. Ikke pga. det faktum, at Lack ikke er længere – selvom det kan være ganske påfaldende, da vi syntes at ville fremdyrke det ukendte, glemte eller bortgåede. Men slet og ret fordi ”Saturate Every Atom” indeholder 13 kontrollerede rock perler, som hver i sær har en lyd, et riff eller et omkvæd, der karrakteriserer sangens varetegn.

”O.R.A.L.” er indfølende og skæve vokalharmonier og guitar-tema, ”Hund” er topmålet af groove og har et af DK’s historiens sejeste riffs, i stærk konkurrence med det vanvittige afbræk som riffet efter 1 minut og 11 sekunder i ”Cocky” disker op med. ”Happiest Thing Alive” er det poppede tiltag, som egentlig irriterer, når man får sangen på nethinden – men når den spreder sine vinger i stuen med tonerne fra albummet, så er man hooket igen.

Et enkelt nummer er på albummet overskrider 3-minutsgrænsen på 8 sekunder, ellers er alle andre tracks barberet ned og kogt ind til kernen. Der bliver ikke tid til at pynte på noget, eller distrahere lytteren med lange tematiske kompositioner, for at fortælle deres yndige musikalske historier.

Lack har vidst altid været set som en bastard på den danske scene, en ubestemmelig størrelse, som har haft hjemsted mellem punk og rock, uden det store tilhørsforhold nogle af stederne. Med ”Saturate Evey Atom” pustede de nyt liv i den klassiske danske rock, med meget konkrete midler, særlige melodier og energi. Albummet indeholder kunsten af at kunne være stramme og præcise i riffs og sange, og samtidig åbne op så horizonten er uendlig.

Men alting har en ende, og Lack’s kom i efteråret. I stedet for at begræde det, skal deres sidste krumspring hyldes – fordi det er god musik og i den grad fordi Lack ikke lyder som noget eller nogen. Lack var Lack. Tak!


Bombing the moon - Lack

torsdag den 11. december 2008

Impulser pulserer pulsende



Måske har jeg lige hørt det nye gamle Radiohead...

Når nu psych-bølgen ruller, med de to 80’er-hippie knægte fra MGMT i forgrunden, så kan man jo ligeså godt hoppe på.
Det gør engelske bands også – de gør det så bare på deres måde, som fx. The Black Marquee, der ligner en krydsning af The Faces, Rolling Stones og Oasis (øhhh... nej, jeg mener ikke at det er The Blue Van) – og lyder som et uomtvisteligt mix af Free, Stone Roses og Radiohead – blandt mange flere.

De er eftersigende blevet dannet i legendariske Manchester i maj 08, og taget i betragtning, at det er et så ungt band, så er deres musik rimelig sej. Det er på ingen måde raket-videnskab, men i halen af psych og bare i halen af britisk rock generelt, så swinger det ret fedt, hvor især et nummer som ”Pulses” minder mig om lidt tidlig og COOL Radiohead, med en smuk melankolsk melodi og en inderlig fed vokal fra Steven Young. ”Allusion” er også en god tone, mere i psych-genren.

De plastrer deres myspace til, med audio og visuelle detaljer, så brugeren virkelig får en god fornemmelse af, hvad det her er for et band, og de har engageret en fangruppe (måske er det i virkeligheden dem selv), som på rekordfart har skabt sig en vennekreds på 3929013984192843 – eller ca. deromkring. Jeg fik en request fra dem, ellers var jeg måske aldrig stødt på dem – ”Pulses” er på min liste over fedeste tracks lige netop nu.

Tjek dem ud – for hvadenten de opnår stjernestatus eller ej, så er det et bekendskab værd.

tirsdag den 9. december 2008

Dans i satans svin!!!



Det bliver i familien!

Svenske Far Och Sön er samarbejdet mellem Frej Larsson og Simon Gärdenfors, der lige om snart bliver en Skadinaviensplage med ”Panik”. En sur omgang humor med alt hvad den kan trække af hip hoppens undertoner og sub genrer - det ender op i et elektroclash, som nærmest er mere underholdende end deres svenske land(s)mand og svensk-skrålende Familjen.
Måske er beat og stemning ikke lige så happy som Familjen, men det virker som om at Far Och Sön har så meget at komme med, så det kan være det samme, og tjek også gerne
Phatzoo’s remix af Pani-i-i-i-i-i-i-i-i-i-i-k” ud... Dans i satans svin (ja ja... citat fra den skide sang!)

Far Och Sön gæster Lille Vega, Köpenhamn, 12/12-08....

tirsdag den 2. december 2008

The Smashing Sleeplings




Nye danske: THE SLEEPLINGS

Indie-politiet burde afgrænse området omkring The Sleeplings øvelokale og kalde det crime-scene. Stedet hvor tyvekoster holdes gemt, er nu fundet og stilles frem i lys lue for folket - for kvartetten i Sleeplings forstår kunsten at have stjålet med arme og ben, fra 90’er og millenium-rockens skattekister.

Alle argumenter for ikke at kunne lide The Sleeplings uoriginale musik er linet op og advarselslysene blinker om kap. Riffs, melodilinier og stemninger er som snydt ud af næsen på klassiske album som ”Mellon Collie and the Infinite Sadness”, ”Adore” og ” MACHINA/The Machines of God” - Smashing Pumpkins 3 bedste album.

Men jeg sidder nu og lytter på EP’en "...for dare and farewell" for jeg ved ikke hvilken gang - fordi det er godt lavet, spillet og tænkt. Jesper, Karina, Cecilie og Steen er gode til at give sangene god tid. 6 numre fordelt på 26 minutter vidner om lidt mere end skarpskårede radiobaskere - blandt andet finder du flere instrumentale passager i musikken, understøttet af lidt guitartemaer eller kor, som slet og ret virker behagelige og drømmende, som deres cover med en lille blikflyver, holdt oppe af balloner under tyfoners uregerligheder.

Jeg mangler noget gennemslagskraft i Jespers vokal, og han lægger sig lige vel meget op ad Billy Corgans stemme. Der er heller ingen vers eller sætninger, som endnu har sat sig. Til gengæld er kompositionerne så tro mod Smashing Pumpkins, at det kunne være Corgans egne kompositioner - og jeg tror sgu han ville være stolt af dem! "Away", "A Murder of Cows" og "Vehicle" er sange, kunne jeg godt have brugt på SP’s seneste tynde album!

Og hvorfor burde du så lytte til The Sleeplings (tidligere Oziris), hvis du har de 3 førnævnte SP album? Fordi du rent faktisk vil kunne lide The Sleeplings - og ikke blot som SP’s aftagere, men som et lille missing link i den Corgan-ske univers. Og hey... blev Muse ikke verdensberømte fordi de kopierede Radiohead?

fredag den 28. november 2008

Toner fra skævpoppens fabrik




Nye danske: GIANA FACTORY

I foråret 2008 stødte jeg på Giana Factory for første gang med sangen "Go Bananas", som med sin simple tilgang til groove går rent ind. De spiller ikke talenterne på at pøse effekter og akkorder på "Go Bananas" - tvært i mod skærer de det hele ind til benet - et stramt beat, gode vokaler og et fængende omkvæd - mere har du ikke brug for, så længe det er lavet ordentligt. Og "Go Bananas" har mere hitpotentiale end så meget andet, som får prime-time-tid lige nu.

Giana Factory består af Loui Foo (Sharin Foo's (The Raveonettes) søster) og Lisbet Fritze - der begge har spillet med The Ravenettes alt imens Sharin Foo er på barsel. Så er der Sofie Rasmussen og Giana Factory's eneste herre - på trommer David Ciccia, der også har sidder bag trommerne i Guddommelig Galskab og Oberst.

På bandets myspace, har de pt både "Go Bananas" liggende - samt den mørke dansevenlige "Trippin'". Tjek også de mere melankolske "Mexican" og "Rainbow Girl" i demo demo demo demo demo version. Sange, som de også fremførte midt i november, da de varmede op for Glasvegas i Lille Vega. En koncert, som ærlig talt lader meget tilbage at ønske, men publikum kunne ikke undgå at fornemme, hvor Giana Factory er på vej hen.

Endelig er det ikke fordi, at der har været overflod af rockbands med en overvægt af kvinder - så det klæder den danske musikscene på alle mulige måder, at Giana Factory er ved at komme ud af starthullerne og ud på spillestederne.

fredag den 21. november 2008

THE BRONX ligger ikke længere i New York



På trods af, at dette er deres 3. album, er det nyt for mig!

The Bronx... det burde ligge i New York og at dømme ud fra navnet, så kunne det være hardcore ala Biohazard eller hipt alternativ indie som Vampire Weekend eller benhård techno.
Men The Bronx er tung rullende rock - fra Los Angeles! Så vidt jeg ved, er jeg aldrig stødt på dem før, så det er bedre sent end aldrig!

Nyt album "III" (deres 3.) er ude nu, og indeholder nogle glimrende kraftkarle i form af åbneren "Knifeman", "Past Life" og "Minutes In Midnight". I alt er det 11 numre for fuld skrald, hvor de fleste har en særegen charme, og der er en duft af både AC/DC, Danzig, Hives, Queens of the Stone Age, Kyuss og endda også en duft af parfumeret balsam - for enkelte Poison, Kiss og Mötley Crue inspirationer er her også.

Desværre er produktionen imod bandet og albummet. Trommerne står alt for uskarpe og svampede - hvilket gør bunden på albummet uheldig grynet, rund i kanterne og alt for gumpetungt. Det klæder ikke energien og de mange skarpe riff, så fra at være et album, som kunne være et af årets overraskelser, bliver det til en skive, hvor der er 3-4 topperler - for de tracks står i komposition så stærkt, at de kan skære sig igennem jern. Resten drukner producer-sølet.

Men The Bronx ryger trods alt direkte ind på "one to watch"isten.



Knifeman - The Bronx

GUNS N ROSES på kinesisk

Antikke pistoler og tørrede roser

Guns N Roses er på gaden - efter en millard år, med albummet "Chinese Democracy". Axl Rose er det eneste tilbageværende medlem fra debutep'en "Live Like A Sucide" og albummet "Appetite for Destruction".

Jeg var stor Guns N Roses fan i slutningen af 80'erne og et par år frem, og selvom jeg ikke har regnet GNR som en del af rockscenen de sidste 15 år, så er der alligevel en snert af spænding i kroppen når "Chinese Democracy" sættes over i hjemmet.

For et par år siden stod jeg, med måske endnu større forventninger, foran Orange Scene, og oplevede en lidt blandet affære med GNR på scenen. Selvfølgelig var det sejt at høre "Welcome To The Jungle", "Paradise City" og alle klassikerne - men det er jo ikke rigtigt et seriøst band længere. Axl Rose er røget fra klichepræget rockfigur, som man enten elsker eller hader, til bare at være indbegrebet af en farce. Han har behandlet fans, musikere og musikken rigtig skidt i de sidste mange år, og at "Chinese Democracy" stadig hedder "Chinese Democracy" er jo kedeligt i sig selv. Albummet har været en så hård fødsel for Axl Rose, at man ikke automatisk sidder med god karma, når man lytter albummet igennem.

Så ville det være federe, hvis GNR-lejren for nogle år siden, truttede ren røv og sagde: "Venner - albummet holder ikke, vi kan ikke få neglet det - vi skrodter det - vent et øjeblik, vi er straks tilbage" - eller noget i den dur.

Men nu er det altså her - og får kun så meget omtale som det gør, fordi GNR hedder GNR - ikke fordi det er revolutionerende, smart eller decideret godt.

Track for track:
De første par tracks "Chinese Democracy" og "Shackler's Revenge" forsøger at komme ind i "You Could Be Mine"-stemingen og galskaben - mislykket.
"Better" er er af de bedre nummer - mest afbalanceret og fokuseret, med en god melodi.
"Street of Dreams" er lige gyldig rock.
"If The World" er direkte pinlig, med lidt r&b/Ricky Martin akustisk guitar, lidt poppede beats og tunge guitarklodser.
"There Was A Time" er det første værk-lignende track på albummet - næsten 7 minutters trivielt og symfonisk understøttet rock-frenzy, der går over i
"Catcher in the Rye", som helt klart har sine momenter, når ikke Axl kaster sig over Beatles og Soundgarden referencer i kompositionen og produktionen.
Hvad der lige foregår på "Scrapped" får jeg aldrig at vide. Skrig, skrål og kor åbner nummeret, der går over i tunge rockriffs og det tætteste vi kommer på inferno. Her er GNR vel egentlig bedst.
"Raid N the Bedouins" er helt klart mere teknisk betonet, og vel nok her, hvor medlemmerne i bandet får lov til at rulle sig mest ud. "pludre, pludre, pludre" guitar ala Yngwie Malmsteen eller Joe Satriani - jeg er færdig med den periode af rocken!!!
"Sorry" - undskyld! Balladen, det store nummer. Det kan være lige meget.
Funky undertoner og simple produceret trommemaskine, bygger rundt om "IRS", der intet gør for hverken GNR eller rockmusikken. Temmelig sørgeligt, og på det her tidspunkt er det svært at skulle se de sidste 3 sange i ørene - men jeg gør det naturligvis:
"Madagascar" - downtempo soulbeat og en Axl Rose i det eftertænksomme hjørne, med dybere stemme, som han måske lyder om morgenen. Orkesteret stemmer ind i omkvædet.
"This I Love" - endnu et "værk" - ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke... sørgeligt at et ikon for mig og så mange andre drenge (og piger måske) skal falde så dybt.
"Prostitute" leder mine tanker hen på Queensrÿche og deres album "Promised Land". Lidt progressiv og poppet heavy rock, og så er albummet slut.

På det her album, er der så mange produktionsmæssige ting, som ville have være meget fede, frække eller bare naturlige og lige oppe i tiden, for 10-15 år siden. Hvor Guns N Roses tidligere fik rock n roll feelingen tilbage i befolkningen efter næsten et helt årti med pop, og var forgangsmænd for en kultur, miljø og holdningsændring blandt mange unge på verdensplan, er "Chinese Democracy" bare en prut som hverken har lyd eller lugt. På trods af, at den har været 15 år undervejs så virker det som om at den blev bare slået, og ubemærket forsvandt.

Al denne tekst, som egentlig kunne have været kogt ned til "Det er satme ringe".