.jpg)
...dansk musik har nærmest ikke vundet en skid!
D. 14. november er der Danish Music Awards, og det er der ikke noget galt i. Om man kan lide prisshow eller ej, så er der rent faktisk en masser af være stolt af i dansk musik – både når det gælder pop, rock, world, jazz og folk – og det er oplagt at lave en stor årlig fest, hvor der er tid til at prise den danske musikbranche – kald det rygklapperi eller hyldest.
Men prisshow er også ekskluderende – især når der er en formulering i pressemeddelelsen om at DMA2010 som noget nyt byder på en samlet branchefest – fordi man har inkluderet genrerne jazz, world og folk!!! Der må være en del fans, bands og branchefolk i de øvrige genre, der vil føle sig en smule forbigået, oversete eller udenfor det fine selskab.
Jeg er ikke på jagt efter at skulle lynche nogle bands eller genre, men det er svært at lave en samlet branchefest, når alle genrer og miljøer ikke er inviteret – og det vil også være svært – for der er meget, hvad enten det er godt eller dårligt – folkeligt eller nice-præget. Den danske elektroniske scene er stor, også i udlandet – det samme heavy metal scenen, hip hoppen – en sprudlende undergrund med punk, bit-musik, DIY-kunstnere, og der er så meget at tage af.
DMA2010 er ikke specielt repræsentativt for en samlet dansk branchefest – eller et samlet dansk musikudbud – bevares, de mange forskellige jazz, world og folk artister (også mange af de nye) pynter i den grad på listen over navne i Danmark – men den danske musikscene er så dyb, varieret og legesyg, at jeg ikke håber familien Danmark ser DMA2010 som ’det er så hvad dansk musik har at byde på’!
Samtidig hævder pressemeddelelsen, at "Danmark har stærke navne i alle hjørner af musikken – det viser listen over de nominerede ved DMA2010". Det er en sandhed der kan gradbøjes – fordi ”alle hjørner af musikken” er ikke repræsenteret under DMA2010. I flere år har selvstændige kræfter prøvet at stable deres egne award shows på benene – genre- og stil-bestemte – DeeJay Awards, Danish HipHop Awards og Danish Metal Awards (ja, jeg har selv haft emotionelle aktier i sidstnævnte, og har arbejdet med metal awards) er de, som umiddelbart står stærkest i min hukommelse – med mere eller mindre succes.
Det er award shows, der er blevet kreeret, fordi ildsjælene og kreative kræfter indenfor de respektive genrer ikke følte at DMA og deres skabere IFPI (organisation for pladeselskaber) tog deres musik seriøst – og ville vise Danmark en anden side af det danske musikliv, end det som blev pøset ud i meterbaner til de danske tv-kiggere.
IFPI har, så vidt jeg ved, kigget til siderne og holdt møder med de forskellige genre music awards, og har, så vidt jeg ved, også støttet en smule økonomisk – det er også OK. Men IFPI har stadigvæk aldrig taget de mest dominerende genrer udenfor pop/rock/jazz/world/folk seriøst og givet de music awards en officiel blåstempling. Det ville ellers klæde på det store verdenskort, IFPI også favner undergrundskulturerne, deres miljø og ikke mindst MUSIKKEN!!!
Så hvorfor kan det være, at scenariet er bygget sådan op, at der er nogle genrer der er inviteret med indenfor i klubben – mens andre ikke er?
Er det fordi der er overvejende flere danske jazz/world og folk musikere, der tjener godt på deres musik end eksempelvis DJ’s? Er der flere koncerter i world-musikken end i metal? Er der flere kunder i butikken, der efterspørger folkmusik end hip hop? Eller er det fordi den elektroniske scenen og metalmiljøet i bund og grund er for dårlige til at organisere sig – og dermed ikke kan stable en ordentlig ledet organisation på benene? Er det fordi man skal være tilknyttet et stort multi-internationalt pladeselskab for at være med – eller hvad fanden sker der? Hvorfor denne konstante ligegyldige opdeling af dem og os.
Folkemusikeren er ikke nødvendigvis en tør gammel mand der stinker af cigar, og metal-fyren er ikke nødvendigvis en fordrukken langhåret svedlugtende satanist. Der er ikke noget i vejen med nogle af de to skikkelser, og det er ikke fordi vi alle skal være venner eller optræde i samme award show – men derfor kan man vel godt være den samme klub sammen – for musikkens skyld.
Hvordan det skulle kunne løses, vil være en større opgave, det er klart – men det burde kunne lade sig gøre – for selvfølgelig vil genrer og undergrundsmiljøer til en vis grad gerne have et officielt stempel og måske også et fælles talerør – og det hele skal ikke løses på en stor aften med 17 genrer der skal høvles igennem samme mølle og lovprise hinanden med 20 statuetter hver. Men der burde kunne udvikles nogle idéer, som giver det danske publikum – ALLE der gider – nogle oplevelser som hylder deres helte, miljøer og kulturer.
Og lad os bare nævne dansktoppen også – ja, cheasy og meget andet – men hvor er der mange danskere der syntes at det er det fedeste.
Så at antyde at DMA2010 er fra alle hjørner af dansk musik og en samlet branchefest, er komisk. Dansk musik er meget mere – men dansk musik er bare ikke en del af DMA2010.
Læs mere om DMA2010 her.
