Solens hænder

Intet nyt under solen - men hvilket intet nyt: Local Natives

Dette vestkyst band fra Staterne har bestemt ikke opfundet den dybe tallerken og kommer måske aldrig til at opfinde noget som helst. Bandets stil er en halv forlænget arm af US-indie, som hverken skræmmer eller giver aha-oplevelser. En skønsom blanding af Arcade Fire, Wild Beasts, Midlake, TV On The Radio, Fleet Foxes og sæt selv flere navne på - listen er temmelig uendelig.

Deres debutalbum blev udgivet tidligere på måneden, og selvom det har fået denne mindre flatterende intro, så dukker der nogle ret gode kvaliteter frem på albummet - så hvis man har forliget sig med, at der nok ikke titter noget ekstra ordinært frem på albummet, så finder man en række gode sange - og de bliver bedre og bedre for hvert lyt.

Local Natives’ ’Gorilla Manor’ vokser sig større mod albummets afslutning, med den kontrollerede og soulede ’Who Knows, Who Cares’ med storladne orkestrale armbevægelser og den udviklende ’Shape Shifter’, som næsten har armløftende religiøse omkvæds toner.

Paradoksalt nok er der kun to af de mere spændende tracks fra albummet ’Gorilla Manor’, som ligger på bandets Myspace - nemlig ’Sun Hands’, som er en lille danse-indie-darling og et covernummer af Talking Heads - ’Warning Sign’. Et nummer, som også fungerer rigtig godt i Local Natives indpakning.

Local Natives gæster København d. 29. januar i Vega.

Jul i Nineveh

Jul: Hymns from Nineveh

Hvad Nineveh er, kan du tjekke på Wiki. Hymns of Nineveh er noget helt andet, og bliver kreeret af en af DK's mest talentfulde sangskrivere, Jonas Petersen. For et par år siden stod han i spidsen for bandet Attrap, der fik lavet albummet 'Happitalism'.

Umiddelbart efter indspilningerne gik bandet i opløsning og medlemmerne flakkede hvert til sit. Ikke desto mindre udkom 'Happitalism' i 2009 og er en af årets bedste danske udgivelser -ukomliceret indiepop, uden traditionel rytmegruppe men med sublime sange og idéer.

Jonas Petersen er dukket op som solist. Popmelodierne har han skiftet ud med folkede hymner, som han har pudslet med i et par år, og de sange der indtil videre har været publiceret på Myspace er umiddelbart pakket ind i en skrøbelig uniform.

Men knægten har tidligere på året været i julehumør, og komponeret sangen 'Christmas is here' eller 'Uncomplicated Christmassong', som i sin sidste halvdel får mere rytmisk tyngde og form. God dynamisk udvikling i et iøvrigt rigtig fedt nummer, som gør højtiden, der for mange mennesker er lig med ulidelige dage med pålagt hygge, lidt mere uhøjtidelig.

Lyt til julesangen på Hymns from Nineveh's myspace, glæd dig til EP'en med julesange som er lige på trapperne - og tjek en lille dokumentar om Jonas og Hymns..., hvor der bliver spist kebab, snakket og spillet guitar her:

Glædelig jul - sådan lidt tidligt...

Non + flirter med US

Nye danske: Non+

Non+ er en del af Karrierekanonen 2009 og består blandt andet af medlemmer fra Boom Clap Bachelors og Quadron. Deres album 'Sound of Chance' blev udsendt i Danmark, efter at de blev indlemmet i Karrierekanonen og det ultimative hit fra albummet 'Wake' kom i rotation på P3.



Men 'Wake' er også havnet på den anden side af Atlanten, hvor en ung 17-årig rapper/souldude har taget sporene fra 'Wake' op, og lagt sig selv og sin rap ovenpå. Det fungerer temmelig fedt og giver en helt ny dimension til et i forvejen dejligt funky track.

Den 17-årige hedder Kris Mars og skulle i følge gode kilder, være på vej til at komme i lære blandt nogle af de store rapkanoner i US of A. Hvis Non+ samtidig kunne få en lillefinger ind på den bane, vil det da kun være for fedt.

Let me hear you say YEA

Fænomenalt: Yeasayer

Brooklyn bandet Yeasayer er klar med nye toner på albummet 'Odd Blood' er der noget at kaste sig over. Let indiepoppede 'Love Me Girl', 'Ambling Alp' (singlen) og 'Madder Red' den meget dansable 'O.N.E.' med et touch af Afrika og den tungere 'Rome'. Samtidig er 'Grizelda' og åbneren 'The Children' nogle bassede små bastarder, som står for de mere kunstfærdige krumspring.

Tjek singlen 'Ambling Alp' ud her:


og download singlen gratis her!

Inden vi falder

Svensk: Jonathan Johansson

Falder du, så nå lige at lyt til 'Innan vi Falder' med Jonathan Johansson - så lander du lidt blødere. En melankolsk svenskklingende pop-perle, som blandt andet har det særkende at den varer 6 minutter. Uhørt for et popnummer - omvendt er det ikke ukendt, hvis man ønsker en stemning, som man kan forsvinde ind i - så er 6 minutter mininum!

Det var oprindelig min gode medblogger M fra Sundialing, der i sin tid gjorde mig opmærksom på nummeret og jeg er glad for at det nu er med på albummet 'En Hand i Himlen', som også netop er blevet udsendt i DK. Der er flere gode sange som 'Säg Vad Ni Vill', 'En Hand i Himlen' og 'Högsta taket, högsta våningen' og albummet er imponerende hyggeligt, trygt og varmt.

En gentlemans avantgarde

Skævt britisk: Wet Sans Brolly

Har igennem de sidste par uger jævnligt været forbi Wet Sans Brolly's myspace for at tjekke deres numre ud - mest af alt fordi jeg ikke har kunnet bestemme mig til om det var noget der var noget værd, eller hvord'n...

Og jeg er stadig ikke sikker - men nogle af plusserne er de småhysteriske kor-idéer i nummeret 'Mortal Flesh Bloodless Children' og nogle referencer til et af Tortoise's bedste album 'Millions now living will never die' i nummeret 'Fuzz Minor'.

For afvekslingens skyld er der fin vokal på 'Lullaby' og alt i alt findes der guldkorn i et mærkværdigt virvar, som jeg ikke kan finde ud af er kontrolleret - eller en blindt famlende musikers idéer.

Men det er det musikalske link til Tortoise her og der, der gør at jeg vil tjekke op på Wet Sans Brolly af og til - selvom musikken ligger et bizard sted mellem tjekket avantgarde og røvballe-højskole-syng-med-rundt-om-klaveret-sange...

Det er somom de britiske gentlemen ikke helt kan finde ud af, at slå sig løs - man kan jo håbe på, at det kommer - og ellers kan du hjælpe dem på vej, ved at remix deres skidt - flere numre ligger nemlig i bits og pieces - så kan du bare tage for dig og lege løs.

Nye kampe

Kampene fortsætter: Battles

Et af denne jordklodes mest inspirerende orkestre, kvartetten Battles, har i forbindelse med deres seneste koncertrække spillet nogle helt nye numre.
Det første af dem der er links til her ('Sanford & Son') er umiddelbart det sejeste af dem og som samtidig viser Battles når de er bedst; bygger deres sange godt op, ender i et groove og har deres signatur (de små legende anslag på guitaren i små figurer) over hele fladen.



Tjek også 'Sweetie & Shag'



og endelig 'SDICT'



Ved ikke hvornår Battles udkommer med deres næste - opfølgeren til et af årtiets bedste værker 'Mirrored' - men mon ikke vi er heldige, at det bliver næste forår.

Kryds fingre

Hvem slukkede lyset?

Frisk fra 'sundet': Pixie Carnation

Der er så mange fisk i havet... Små bitte band fisk, der vrimler ind i mellem hinanden - ganske ofte i stimer, og langt de fleste bliver spist af store glubske fisk som hedder 'Glemsomheden' og som er en af den type fisk de fleste flygter fra.

Men ind i mellem er der en lille fisk, der kommer på afveje og som begiver sig ud på eventyrer i den store verden og formår at sprælle sig væk fra vrimlen. Nogle niveau over dit gennemsnitlige øvelokaleband, finder du Pixie Carnation fra den anden side af Øresund.

Bandet forsøger måske at følge en anden stime - de lægger sig i hvertfald i halen af Band of Horses, The National, Editors, den pænere side af Alberta Cross (må snart blogge mere omkring AC, der har lavet en af årets bedste plader) og den mægtige Bruce Springsteen.

Men der er ambitioner der rækker længere end Malmö og Ørestads-regionen. Lyt til den storladne afslutning af 'Fresh Poems', eller 'Little Sister' der strejfer Springsteens E Street Band fra deres bedste tid i 70'erne.

Det bedste er og bliver dog 'When Did The Lights Go Out', som åbner den EP der havnede i mine hænder i foråret en gang - og som jeg netop har lyttet til igen. En orkestral indledning går over i et autentisk blues/rock drive og endelig videre til et gedigent "When Did The Lights Go Aaaauuut" kvæd, der kendetegner hele nummeret.

Alle 3 numre ligger på deres myspace, hvor der ellers ikke er meget aktivitet - så det kan være at Pixie Carnation er ved at finde tilbage til deres oprindelige stime - men for min skyld må de gerne være lidt længere tid ude på det dybe vand, hvor chancerne tages.

Slå på jungletrommerne

Hype fra NYC: The Drums

Oprindelig kommer drengene vidst fra under palmernes skygge og flamingoernes lyserøde skær i Florida. Det er flyttet til østkystens mørke og væsentlig mere pulserende NYC og trækker alle inspirationer fra den britiske scene - fra 60'erne til 80'erne og en lille bitte smule 00'er.

The Drums er aktuelle ved Airwaves Festivalen i Reykjavik og tager efterfølgende til England for at spille i London og Manchester - byer hvor deres inspirationskilder oprindelig kommer fra.
De tæller The Cure, The Smiths og Joy Division som de mest tydelige - og mon ikke britterne tager godt imod kvartetten?

I mine ører lyder sange som 'Let's Go Surfing' og 'I Felt Stupid' som meget konsekvente og effektive numre, med gode vers, omkvæd og stemning. 'Submarine' og 'Down By The Water' er mindre catchy, men går tilbage til den spæde rock i 60'erne eller slutningen af 50'erne - så historisk virker det interessant.

Kunne være spændende at tjekke The Drums ud en dag ved lejlighed i DK. De er iøvrigt også Barometer-aktuelle på dr.dk/barometer med 'I Felt Stupid' som har et rigtig fedt omkvæd med linierne 'I Wanna Hear Every Beat of Your Heart'. Helt klart et af månedens fedeste numre.

Weak/End premiere!

Nye danske: The Olympics

Weak/End premiere! (klik for video)

The Olympics har lavet en fin video til sangen 'Weak/End'. Videoen har masser af effekter og melankoli - og credit til Andreas Munksgaard, som står bag værket.

Hånden på hjertet, så er musikken dog bedre end videoen. Jeg mangler i den grad noget visuelt Olympics i de 5 minutter, og som sådan virker det som en fin lille film, med noget god musik som følger med - eller omvendt.

The Olympics er med i Karrierekanonen på P3 med sangen 'Another Height', som trækker på inspiration fra både Vampire Weekend og Paul Simon (der har haft samme udtryk, image og udseende i 500 år - godt gået). Det er fedt!

De øvrige navne i Karrierekanonen 2009 er Non+, The Politics (link følger snart) samt Leonora. Mere om det senere.

Køb mig en kærlighedssang

Nye danske: Among Relatives

Mere af det gode danske, som kommer til at cirkulere i hjernen i et stykke tid, når du først har hørt lininen "Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song", som kommer igen og igen i sangen 'Devils Work' med Københavner-bandet Among Relatives.

Simple guitarfigurer danser henover et stramt og tungt groove, som senere udvikler sig til et hårdtslående og håndfast rocknummer, stadig med samme melodi-linie der går igennem hele nummeret.

Det er ikke rocket-science på nogen måde. Her er ingen nye idéer eller banebrydende sangskrivning - tilgengæld virker det konsekvent og man har på fornemmelsen at hele bandet er nærværende i sangen, inspilningen og skriveprocessen.

"Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song" - linien, har en så delikat og karakteristisk klang, at det lyder som en klassiker i samme øjeblik du hører den første gang. Om bandet har så meget mere, ved jeg ikke endnu - der er kun 2 tracks på myspace - og det er 'Devils Work' der tager alle keglerne dér.

Før showet

Nøøøjhhhr...... der er vidst gået lidt, siden jeg fik skriblet et indlæg her - og uden at love noget, så vil jeg prøve at få banket lidt inspiration over linierne til dig, der er interesseret.

Stødte på et band i dag - en fyr der sidder et sted i København og laver glimrende musik. Så glimrende, at du også bør høre om det. Han hedder Laurids og har samlet et band som går under navnet Before The Show. Har set navnet tidligere, men er aldrig dykket ned i musikken.

Det har jeg gjort nu, og der er mange fine momenter på albummet, der er ude om snart på et udenlandsk label, hvis alt falder på plads. På Before The Shows myspace ligger den mest poppede sang 'Gabriel' sammen med det fede tunge groove i 'Sufficiency' og den stemningsfulde 'Roads'.

Jeg sidder og lytter på hele albummet, som gemmer på andre fede sange som åbningsnummeret 'Construktions', den dynamiske og 'Lessons' og hitpotentielle 'Stalking'.

Tilfælles for alle sange med Before The Show, er at de enten har en fed nerve, en god melodilinie, sejt groove og trækker på en masse indie-inspirationer, som hverken ligger langt fra The Kissaway Trail eller Coldplay. Indpakningen er en god tung varm klang.

Pladen har sine faldgrupper her og der - lidt anonymitet i visse perioder og versefødder, der falder over hinanden. Men det overskygges af de mange gode og opløftende momenter som jeg kan andet end af have dyb respekt overfor.

Nyt fra den slemme afro

Dansk/Norsk syv tommer...

Det lader til, at vi går et rigtigt godt år i møde med masser af cool musik - både fra DK og udlandet. Mange danske branche- og festival-folk er allerede ude med de lange øre og bedømmende blikke, når Eurosonic Festivalen traditionen tro sparkes i gang i den hollandske by Gronningen. Hvis jeg når det, smider jeg et par linier om mit besøg dér, på bloggen hér.

Men for nu vil rette blikket mod et af de mest vedholdende danske labels, som på forunderlig vis får smidt den ene perle på gaden, efter den anden. Bad Afro er navnet, kendt af de få - men lige så vedholdende rockelskere. Og vi snakker rock, som i garage, som i muld, som i jord, som i bund solidt guitar rock.

The Flaming Sideburns, Baby Woodrose og 22 Pistepirkko aka The Others har udgivet både lak og laser disks med mærket af en jointrygende afro i nakken - og samtidig været bannerfører for et selskab, som forlængst kan vifte rundt om sig med kultstatus.

19. januar 09, er datoen for næste udgivelse med Bad Afro - en 7" med et af de mest respekterede skandinaviske rock outfit igennem de seneste 4-5 år - Serena-Maneesh. Singlen har titlen "Montrose Cadaveric" og selve tittelnummeret siger mig ikke det helt store. Det virker som om nummeret er blevet produceret og skrevet uden fokus og det ender i en mærkværdig følelse af ligegyldighed.

Men åbenbaringen er på b-siden "Oxygen, Please", som kysser psych-skyen noget så fint. 4 minutter og 2 sekunders smuk uptempo stemning, med plads til både reverb og støjflader, gungrende trommer og breakdowns. På mange måder minder lige præcis disse 4 minutter og 2 sekunders toner, en pæn sjat om et af 2008's bedste bands, The Black Angels. Og når sneen daler udenfor vinduet lige omkring midnat, en helt almindelig hverdags aften, kan man nå "moment-of-zen" højder med "Oxygen, Please" i ørene. Jo...ilt skal der til!

Godt nytår!