Min side er sat på pause... Det er alt for længe siden at jeg har skrevet noget på bloggen - lidt ærgerligt at indlægget var om et mere eller mindre middelmådigt band anno 2011 - må håbe for Vaccines at 2012 bliver bedre og at bandet hænger lidt mere sammen.
Nå men... Al magt til P6 BEAT, hvor jeg får mine musiklyst styret i dagtimerne, programmet hedder Offbeat - er pænt stolt af det. Håber du lytter med en dag...
Og også magt til Frihedsklubben - nogle af de bedste venner og nogle af det bedste dj-slæng at hænge ud med. Jeg poster også lidt musik dér i ny og næ - og spiller nogle shows.
Håber du tjekker det ud - og tak fordi du kiggede med, på denne blog - alt sammen startede, fordi mit once upon a time fave-band Guns N Roses havde lavet en lorteplade!
Første LIVE show i Vega, København 33 min! Så kort og kontant gjorde britiske The Vaccines deres første indtog på dansk grund, mandag aften i Lille Vega, København. Lige fra startnummeret – den 1 minut og 24 sekunder ”lange” ’Wreckin’ Bar (ra ra ra)’ til slutnummeret, singlen og bandets bedste nummer ’If You Wanna’.
Ind imellem blev de 450-500 publikummer i et nærmest fyldt spillested, præsenteret for ’Post Break-up Sex’, ’Blow it up’ og en række andre sange fra bandets kommende debut ’What did you expect of the Vaccines’ der er ude senere i marts.
Og bandets spillede sig igennem koncerten i sikker stil, uden at være prangende og uden at fremstå som det band, der med et katalog af sange der blæser dig bagover, bliver det næste kæmpe rocknavn. Jeg manglende at medlemmerne slog sig løs i sangene, i deres performance og i deres kontakt med salen.
Sangeren Justin Young har karisma, hvis han vil bruge den – og har også fine melodilinier i sin sang, som endte i en del råberi i perioder. Bassist Arni Hjörvar og trommeslager Pete Robertson, holdt en god solid bund kørende, mens guitarist Freddie Cowan’s lyd og spil endte anonymt over de 33 minutter.
Så det endelige indtryk fra The Vaccines er, at de har nogle gode sange, som går lige til vers, omkvæd, hook, osv – alt er kort og præcist tegnet op, men blev leveret lidt slapt uden meget nærvær i deres sange og optræden.
Lidt fakta om 'P6' - en soon-to-be-your-friend-radio!!!
OK… Sagen er den, at siden jeg stoppede med at lave radio på P3 i december 2010, har jeg fået mange spørgsmål fra høj og lav, nær og fjern, om hvad jeg så skal gribe i! Det vil jeg gerne prøve at fortælle lidt om, selvom jeg, og mine kollegaer, langt fra er klar til at ’vise’ dig det endelige resultat.
Men venner!!! Det bliver vanvittig fedt, tror jeg – håber jeg – satser jeg hele butikken på. Jeg og en række af de bedste kollegaer på DR, skal stå for at lave en ny radiokanal, der forhåbentlig kommer til at blive luftbåren indenfor et par måneder.
Kanalen kommer til at hedde P6, det har allerede været ude i omverdenen. Den kommer til at blive sendt på DAB (digital radio, ja – du skal have en speciel radio for at kunne tage imod os, de findes billige og dyre, flotte og grimme, men effektive og transistor-like) og på nettet (som resten af DR’s programmer).
Det vigtigste af det hele: P6 handler om MUSIK!!! Musik, der ikke havner i den store brede pølse af tidens mainstream, men søger grænser for hvad musik kan – i den ene og den anden form. Det kan blive ekstremt – både støjende og spinkelt - det kan blive mere moderne end noget andet og uendelig gammeldags som i de gode gamle dage, der var bedre end det du har indtil videre har fået at vide.
P6 vil udvide dine musikalske horisonter. Bringe dig den famøse lyd af i morgen, det som er det fedeste lige netop nu og tage dig med til dér hvor mælken kommer fra – al inspirationerne. Det bliver både signede og hypede bands - side om side med demoerne, der kommer frisk fra et soveværelse rundt om hjørnet eller den intime optagelse direkte fra P6’s radiostudie.
I løbet af foråret er vi klar, men er allerede nu i færd med at invitere artister på kaffe – eller omvendt – de inviterer os. Navne som The Streets, Maps & Atlases, Airship, Esben And The Witch (billedet ovenover), Delorean og Heathers har allerede afleveret små sange, givet interviews eller leget DJ’s for P6 – i morgen gælder det Peter, Bjørn & John og Joan As Policewoman… så vi roder med mange ting, og glæder os til at præsentere det hele for dig – meget snart – og når vi har ovenstående line-up inden vi overhovedet er startet, så bare vendt til vi kører live and extremely direct!!!!
Holdet er bl.a. Krede, Tue Track, Alicia Jordanova og Lucia Odoom fra Det Elektriske Barometer, Kristian Leth og Ralf Christensen, der kommer til at pryde æteren med nye toner, hip hop, urban, elektro, indie, chill, rock og en masse klassiske album der bliver gennemgået fra start til slut.
Yderligere vil du hver weekend også kunne stifte bekendtskab med DR’s fineste mand, Jan Sneum, som sikkert vil kigge sin kælder igennem for (hen)gemte 50’er skiver eller dansemusik fra 40’erne, estisk polka fra 2011 og debuterende livebands fra Nordjylland, der ikke endnu ikke anede at de selv eksisterede.
Anders Bøtters energiske metalmagasin, SORT SØNDAG, kommer til at pryde hver eneste søndag aften, fulgt godt på vej og til dørs af rockmusikken generelt mørkeste toner, både før og efter. Endelig sidder Camilla Jane Lee klar hver morgen, man-fre og giver dig dagens forkromede overblik i musikverden og på P6.
Undertegnede sidder selv i studiet, man-tors, og får bl.a. besøg af tidens bedste artister og bands – både danske og udenlandske – hvad enten de er aktuelle eller ej, hvad enten de har 2 fans eller 2 milliarder. Så længe de har hjertet lige præcist dér hvor det slår bedst for musikken, så er de velkomne – og det er du også! Jeg tvivler på, at du kommer til at kede dig, hvis du syntes at ny musik er bare liiiiidt spændende…
Så altså… alle disse ord om noget, der endnu ikke er – æterbåren! Men ordet begynder at sive hist og her – og sivende ord bliver til rygter, som ingen aner hvordan de skal forholde sig til. Dette kommer fra hestens egen mund – og du er velkommen til at spørge om hvad du vil mht P6. Men det lyder sgu da fedt, gør det ik´? Håber dine forventninger snart bliver indfriet...
Britisk syre og downtempo tung bas satte svingninger i europæisk talentfestival.
For 25. gang, blev der i weekenden holdt den årlige Eurosonic Festival i den nord-hollandske universitetsby Groningen. I nærheden af 200 navne har spillet på byens klubber, barer, gadehjørner, pladeforretninger, haller, musikskoler, restauranter og stort set alle andre steder, som ville kunne huse et par musikere og deres håndvåben.
Hovedparten af navnene består af band eller artister, der er begyndt at rykke lidt frem i deres hjemlige musikliv, og er klar til at prøve kræfter med de udenlandske muskler i branchen. Så det vil sige, at der side om side med det altid meget nysgerrige og modtagelige lokale publikum fra Groningen, står musikbranchens købmænd – managements, pladeselskaber og for Eurosonic’s vedkommende, en hel del bookere fra de største europæiske festivaler.
Fra den danske delegation er blandt andet Roskilde Festival og Spot repræsenteret for at kigge navne ud til sommerens program, ligesom den belgiske Rock Werchter, tyske Melt!, slovenske Exit, det omrejsende Sonisphere-fænomen og mange andre festivaler af større eller mindre karakter fra Sverge, Polen, Portugal, England, Irland, Spanien, Frankrig, Ungarn, Holland, mfl.
Dette var min 6. Eurosonic – og min bedste til dato. Måske fordi musikniveauet var højere i år end tidligere – men måske også ligeså meget fordi jeg har været bedre forberedt, eller valgt rigtigt/taget de rigtige chancer. For når der er gang i 20-25 scener på én gang, fordelt rundt i og i udkanten af byens centrum, så giver det sig selv, at det er kamikaze at skulle opleve det hele – det er og bliver en umulighed.
James Blake Manden bag vinterens tema, den tunge gemmenbassede version af Feist’s ’Limit to your love’ indfriede de enorme forventninger som jeg og resten af de 500 publikummer havde. Manden hedder James Blake, en ung bleg britisk fyr, der sad ved sine keys og effekter, med en trommeslager og guitarist/alt mulig mand ved sin side. Klubben var alt for pakket til at jeg kunne bevæge mig og dermed se hele setup-et i et og samme billede – men musikken er visuelt stimulerende nok i sig selv – så det var bare om at lukke øjnene.
Blake lagde ud med lange toner, i en lyd der er et kirkeorgel værdigt – så var stilen ligesom lagt, og publikum knælede for hans fødder – hvis der altså havde været plads. Vi blev præsenteret for nogle melankolske seje sange, der går stik i mod alt hvad der sætter tempo i dag – sangene gik næsten i stå, der blev skabt suspence som en i helvede, og det var åndeløst fantastisk at høre James Blake synge endnu bedre end han gør på plade!
Han har ikke bare kontrol over sin stemme, men også over musikkens virkemidler – og satte allerede i første nummer, PA-anlæget’s bas på nogle alvorlige prøver. De store sorte højtalere på hver sin side af scenen, sprutte, prustede og stønnede hver gang Blake satte i de dybest, for det menneskelige øre, hør- og mærkbare bas-frekvenser. Der blev rettet op på det hen ad vejen, og efter de 40 minutter med Blake forstod man, at manden ikke bare er talentfuld, dygtig og med masser af gode idéer. Han er genial!
Mount Kimbie Men det var ikke fordi PA-anlægget ikke var blevet advaret, for før Blakes’ koncert, spillede hans arts-fæller og venner fra Mount Kimbie på selv samme anlæg, med næsten samme tungde og dybde i frekvenserne. Dog er Mount Kimbie’s avancerede dubstep mere til dansegulvet end Blake og de tager sig nogle eksperimenterende afstikkere.
De to fyre lavede langt det meste live – de små guitarfigurer, rytmer på drumpads og masser af vilde effekter, som sammen med James Blake må være lyden der kommer til at præge den Europæiske nattehimmel, når vi når til sommerens festivaler. D’herrer fra Mount Kimbie var måske ikke så nærværende overfor publikum – til gengæld var de dedikerede og dybt inde i det arbejde de præsterede på scenen, og når man fornemmer det som publikum, så smitter professionalismen.
Wolf People På Groningens førende rockklub, Vera, spillede det britiske psych-band Wolf People sent en nat – og gjorde det så eftertrykkeligt formidabelt, at jeg kan holde mig vågen på det trip resten af året. Wolf People havner historisk i den periode, hvor hippietiden er ved at være forbi og overgår til start 70’erne og dermed også til den mere direkte heavy metal-form.
Stille og stemningsfulde tematiske sange, der startede næsten ud af det rene ingenting – stille vokal og små klimpten på en guitar, kunne efter nogle alvorlige jamstykker havne i konsekvente bluesinspirerede riff, med lyden af lidt T-Rex og Zeppelin-guitarer. Fine soli, en god rytmesektion og en sanger, der rent faktisk gik op i at synge godt – og ikke bare godkendt, gjorde Wolf People koncerten til noget helt særligt, og fordi de også havde sangene med sig, adskiller de sig fra mange andre bands i samme dur.
Nils Frahm Den mest elegante oplevelse stod den tyske klassiske komponist Nils Frahm for. På bagscenen i byens finkulturelle teater, var der sat en lille tribune op betrukket med filt. 150 mennesker satte sig – også på gulvet, og fik dermed (ind)pakket salen med en lyddød kulisse. Midt på det sorte gulv, stod et opslået Steinway & Son’s flygel i ensom majestæt, men fik snart besøg af den skæggede og ydmyge Frahm, iklædt sorte jeans og sort t-shirt.
Frahm turde tage al energi ud af publikum, bearbejde den under koncerten og give den tifoldig tilbage da koncerten var færdig. Undervejs ville man kunne høre den berømte knappenål hamre selv mod den lydløs filt, for alt i dette rum var fokuseret på tangenterne og den klang der strømme ud af Steinway’ens smukt formede trækasse. Det er ikke lange værker, som Frahm laver – og det er vel derfor han tilhører et indiepublikum, frem for det klassiske.
Det er mindre og poppede kompositioner – temmelig filmisk i sin karakter og historiefortællende med bittersøde, uhyggelige og befriende stemninger. I et nummer sidder Frahm selv og nynner med, men ellers lader han sine fingre og sine sneakers tale – skoende kunne man høre puffe mod gulvet i takt med musikken – tit temmelig uhæmmet, men det spillede nærmest naturligt med musikken.
Brother At England har opfostret så mange store og indflydelsesrige navne igennem historier, gør også at visse ’nye’ bands har en tendens til at skulle råbe højest i koret for at blive hørt. London-bandet Brother bekendtgjorde overfor publikum i salen, at ”det er første gang for os, udenfor England. Derfor er vi lige så beæret som jer, for at overvære revolutionen”. Så satte de ellers i gang med ”This is a good one, it’s called ”New Year””. Sådan var retorikken og selvfedheden konstant under deres koncert.
Bandet der netop har været på forsiden af NME, angiveligt fordi de ikke gider mere pis, lyder som en ambitiøs og virkelig velspillende udgave af Oasis, med sange der også ville lyde godt med Gallagher-brødrene som afsenderen. Dog har Brother et hit, som virkelig er et godt nummer ”….of may” (mindre Oasis) og som bliver spændende at se, hvor langt det kan trække sekstetten rundt i manegen. Resten var OK, men umådelig uoriginalt.
Delorean og de blandede bolscher Halvt bastiskt, halvt katalansk er det spanske sukkersøde drømmepop med et dansetwist Delorean. De har så mange rigtig fede sange med god varm stemning. ’Stay Close’ er deres formidable trademark. Problemet var lidt, at det måske var lidt tidligt på dagen til en cool, sommerlig musikalsk omfavnelse ud af det blå, og at sangeren i Delorean, i hvert fald live, ikke magter at matche musikkens niveau.
Crystal Fighters er et band fra Baskerlandet, som med trommer, guitar, beats og vokaler kommer ret langt og forstår at lave en god fest. Men både deres ’I Love London’ ”hit” og de øvrige sange, kom lidt for løst ud over scenekanten. Bandet virker en smule uhomogent, medlemmerne i mellem og jeg havde forventet mig et større mix af klubstemning og in-your-face performance – derop nåede det aldrig.
Ben Howard, som jeg oplevede på Eurosonic sidste år, optrådte igen i 2011 – oven i købet med et par koncerter. Hans stemme er stadig vanvittig god – som en tidlig David Gray, og mange af sangene er også rigtig fine. Men fordelt over en hel koncert, er der perioder hvor det går lidt i stå – men stadig – en af de uslebne diamanter!
Ben L’oncle Soul havde jeg det lidt svært ved, ved en hel koncert. Det var lige på grænsen til at kamme over og blive lidt for gøglet – men nogle sange, der lyder som rene Motown-klassikere – på fransk (!) – er ikke til gå udenom. Derudover er Onkel Sjæle-Bent’s claim to fame, en svært hyggelig version af White Stripes ’Seven Nation Army’.
Tjek links, video’er. Dette var en god festival!!!
