mandag den 28. februar 2011

The Vaccines

https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi0aEqPDmnnZEshY42hdKeLBz5mDNtN9tt0TGfGAQlmkzz4_qpgx40To4RvMlVMtH-H6-4yr7SQ844Z2AReHAsGgTRtCvqZJ58AO3EAVKwV_l3EnN3BE_ZS2eKjwgjJYtoEVxgg8LxXKnve/s1600/The-Vaccines-006.jpg

Første LIVE show i Vega, København

33 min! Så kort og kontant gjorde britiske The Vaccines deres første indtog på dansk grund, mandag aften i Lille Vega, København. Lige fra startnummeret – den 1 minut og 24 sekunder ”lange” ’Wreckin’ Bar (ra ra ra)’ til slutnummeret, singlen og bandets bedste nummer ’If You Wanna’.

Ind imellem blev de 450-500 publikummer i et nærmest fyldt spillested, præsenteret for ’Post Break-up Sex’, ’Blow it up’ og en række andre sange fra bandets kommende debut ’What did you expect of the Vaccines’ der er ude senere i marts.

Og bandets spillede sig igennem koncerten i sikker stil, uden at være prangende og uden at fremstå som det band, der med et katalog af sange der blæser dig bagover, bliver det næste kæmpe rocknavn. Jeg manglende at medlemmerne slog sig løs i sangene, i deres performance og i deres kontakt med salen.

Sangeren Justin Young har karisma, hvis han vil bruge den – og har også fine melodilinier i sin sang, som endte i en del råberi i perioder. Bassist Arni Hjörvar og trommeslager Pete Robertson, holdt en god solid bund kørende, mens guitarist Freddie Cowan’s lyd og spil endte anonymt over de 33 minutter.

Så det endelige indtryk fra The Vaccines er, at de har nogle gode sange, som går lige til vers, omkvæd, hook, osv – alt er kort og præcist tegnet op, men blev leveret lidt slapt uden meget nærvær i deres sange og optræden.



torsdag den 17. februar 2011

En ny radiokanal



Lidt fakta om 'P6' - en soon-to-be-your-friend-radio!!!

OK… Sagen er den, at siden jeg stoppede med at lave radio på P3 i december 2010, har jeg fået mange spørgsmål fra høj og lav, nær og fjern, om hvad jeg så skal gribe i! Det vil jeg gerne prøve at fortælle lidt om, selvom jeg, og mine kollegaer, langt fra er klar til at ’vise’ dig det endelige resultat.

Men venner!!! Det bliver vanvittig fedt, tror jeg – håber jeg – satser jeg hele butikken på. Jeg og en række af de bedste kollegaer på DR, skal stå for at lave en ny radiokanal, der forhåbentlig kommer til at blive luftbåren indenfor et par måneder.

Kanalen kommer til at hedde P6, det har allerede været ude i omverdenen. Den kommer til at blive sendt på DAB (digital radio, ja – du skal have en speciel radio for at kunne tage imod os, de findes billige og dyre, flotte og grimme, men effektive og transistor-like) og på nettet (som resten af DR’s programmer).

Det vigtigste af det hele: P6 handler om MUSIK!!! Musik, der ikke havner i den store brede pølse af tidens mainstream, men søger grænser for hvad musik kan – i den ene og den anden form. Det kan blive ekstremt – både støjende og spinkelt - det kan blive mere moderne end noget andet og uendelig gammeldags som i de gode gamle dage, der var bedre end det du har indtil videre har fået at vide.

P6 vil udvide dine musikalske horisonter. Bringe dig den famøse lyd af i morgen, det som er det fedeste lige netop nu og tage dig med til dér hvor mælken kommer fra – al inspirationerne. Det bliver både signede og hypede bands - side om side med demoerne, der kommer frisk fra et soveværelse rundt om hjørnet eller den intime optagelse direkte fra P6’s radiostudie.

I løbet af foråret er vi klar, men er allerede nu i færd med at invitere artister på kaffe – eller omvendt – de inviterer os. Navne som The Streets, Maps & Atlases, Airship, Esben And The Witch (billedet ovenover), Delorean og Heathers har allerede afleveret små sange, givet interviews eller leget DJ’s for P6 – i morgen gælder det Peter, Bjørn & John og Joan As Policewoman… så vi roder med mange ting, og glæder os til at præsentere det hele for dig – meget snart – og når vi har ovenstående line-up inden vi overhovedet er startet, så bare vendt til vi kører live and extremely direct!!!!

Holdet er bl.a. Krede, Tue Track, Alicia Jordanova og Lucia Odoom fra Det Elektriske Barometer, Kristian Leth og Ralf Christensen, der kommer til at pryde æteren med nye toner, hip hop, urban, elektro, indie, chill, rock og en masse klassiske album der bliver gennemgået fra start til slut.

Yderligere vil du hver weekend også kunne stifte bekendtskab med DR’s fineste mand, Jan Sneum, som sikkert vil kigge sin kælder igennem for (hen)gemte 50’er skiver eller dansemusik fra 40’erne, estisk polka fra 2011 og debuterende livebands fra Nordjylland, der ikke endnu ikke anede at de selv eksisterede.

Anders Bøtters energiske metalmagasin, SORT SØNDAG, kommer til at pryde hver eneste søndag aften, fulgt godt på vej og til dørs af rockmusikken generelt mørkeste toner, både før og efter. Endelig sidder Camilla Jane Lee klar hver morgen, man-fre og giver dig dagens forkromede overblik i musikverden og på P6.

Undertegnede sidder selv i studiet, man-tors, og får bl.a. besøg af tidens bedste artister og bands – både danske og udenlandske – hvad enten de er aktuelle eller ej, hvad enten de har 2 fans eller 2 milliarder. Så længe de har hjertet lige præcist dér hvor det slår bedst for musikken, så er de velkomne – og det er du også! Jeg tvivler på, at du kommer til at kede dig, hvis du syntes at ny musik er bare liiiiidt spændende…

Så altså… alle disse ord om noget, der endnu ikke er – æterbåren! Men ordet begynder at sive hist og her – og sivende ord bliver til rygter, som ingen aner hvordan de skal forholde sig til. Dette kommer fra hestens egen mund – og du er velkommen til at spørge om hvad du vil mht P6. Men det lyder sgu da fedt, gør det ik´? Håber dine forventninger snart bliver indfriet...