torsdag den 24. juni 2010

Darwin Deez Q&A



Fem hurtige til Deez

Darwin Deez er blevet en af mine favoritter, på mindre end et par dage. Debutalbummet fra ham er vellyd, sublime popmelodier og sjove tekster.

Han har været så flink at smide et par svar efter mig i en hurtig q&a - så kan du også lære ham bedre at kende – og hans baggrund for den sags skyld. Hans gamle band har haft gang i en god gammeldags fejde med Coldplay – kampen om melodilinier – ja…måske ikke skide originalt, men det var med til at skabe pr.

Ellers er der links til kunstnerkollektiv, sommerens techno-disco-jam og britisk radio her:

Tidligere bands: Creaky Boards (turne guitarist)

Favorit album fra min pladesamling: ROTFLOL – ’GO’! Det er skrevet og produceret af min ven Jacob Ciocci. En kæmpe inspiration for mig! Den er tilgængelig nu på Itunes – endelig – selvom den er temmelig gammel. Jacob er måske mere populær blandt nogle, for sin visuelle kunst, som en del af kunsterkollektivet ’Paper Rad’!





Mest spillede nye sang på min mp3-afspiller: Kele - ‘Tenderoni’. Hørte den på Zane Lowe’s fede radio show på BBC Radio 1. Jeg lyttede til programmet, fordi Zane havde spillet et par af mine sange, og så opdagede jeg Kele’s sang. Sommerens techno-disco-jam, hvis du spørger mig.






Bedste show jeg har spillet. Det må være ’London Calling’ på Paradiso i Amsterdam (Holland). Det var et stort skridt i den rigtige retning for os. Vi spillede ret godt og jeg nød det.


Største drøm: At spille til ’The Brits’!






tirsdag den 22. juni 2010

Pumpehuset #2



Flere kommentarer omkring Pumpehusets konkurs

En af de centrale skikkelser i dansk spillesteds-liv, Jesper Nordahl, fra Spillesteder.dk og Amager Bio, udtaler sig om Pumpehusets lukning - og har i øvrigt gjort det flere steder.

Til de af jer, der er interesserede i at læse mere, så er der en kort artikel her. Der er også en forklaring på de stigende billetpriser - ifølge Nordahl i hvert fald. (Det er jo en anden diskussion, som du kan være enig eller uening i :-)).

At dømme ud fra de kommentarer jeg har fået på bloggen og ellers, så er der stor opbakning om at bevare Pumpehuset, og jeg håber også at man finder en redningsplan til Pumpehuset.

Dejligt at se, at der er andre spillesteder, der har fundet plads til at huse nogle af arrangementerne fra Pumpehuset, der ikke blev til noget dér.

Min oprindelig kommentar omkring Pumpehuset finder du her

mandag den 21. juni 2010

En af årets favoritter


Darwin Deez!

Jeg er bare halvvejs igennem albummet fra den amerikanske musiker Darwin Deez - og bliver nødt til at dele dette med dig, der end måtte læse dette.

Albummets første 4 tracks er fyldt med feel-good toner - god karma af småfunky dansetoner, lavet helt nede på stuegulvet, så sangene ikke kan andet end at vokse sig store derfra... og hver sang ender med at være stor og sublim popkunst!

Det er en næsten uvirkelig god blanding af LCD Soundsystem, Whitest Boy Alive, Kashmir (!!!) og John Mayer... indtil videre... Ved ikke hvor resten af albummet tager mig hen - men jeg sidder og lytter mens jeg skriver dette - og sangene fortsætter med at give mig fede melodier.

Tjekkede lidt op omkring ham på sin egen side. Darwin's bio har jeg copy/pasted - den viser meget godt, hvilken stemning musikken er blevet lavet. Ingen store armbevægelser men sunde opnåedlige ambitioner... Og tjek så lige musikken! 'The City', 'Radar Detector' og 'Constellations' er pt mine favoritter!

Hav en dejlig mandag...

copy/paste fra Darwins hjemmeside.
i write and play all my songs on a 4 string electric guitar in my own tuning. my parents are baba lovers like pete townshend. lovers of meher baba. i’m one too i guess. i dance pretty good and i love to do it. i think it’s because i have a little black in me. i’m 25. my parents bought me my guitar when i was 11. they also bought me drums when i was 16, but i suck at those now. i wait tables at a vegan health food restaurant. i’m not vegan but i like health food. my bass player michelle dorrance, aka mash deez, is the one who named me “deez”. she is my best friend and confidant. we make each other laugh and she inspires me to make music. she’s never played bass before and neither has our drummer ever drummed. but i love them both as people and i want to be around them. i met greg (drums) and cole (guitar) at the vegan restaurant. i used to play guitar for my friend andrew’s band, creaky boards. during that time, i wrote and recorded these songs of mine on an old PC with a $200 mic, and now i’m just focusing on making more of my own music, videos, dance numbers, and mash-ups. we’re doing our first full US tour in november, with bishop allen and throw me the statue. i just bought a minivan this week. (2009)



onsdag den 16. juni 2010

I mellem røg og spejle



Download nyt dansk band: SHANGHAI

Så er der rumklang, synth-violiner og godmodigt drømmende tempo! Den danske duo Shanghai kaster sig ind i strømmen af Spandau Ballet, Human League og Pink Floyd med 4 virkelig solide tracks på demoen ’The Foresight of Maurice Weller’, som du kan hente gratis på deres hjemmeside.

De har deres referencer i orden, og melodierne følger med. Duoen har skabt et ret højt bundniveau, hvis dette er deres første numre. En god ven gjorde mig opmærksom på nummeret ’Smoke and Mirrors’ i vinter, og det har siden været en lille intern klassiker.

Nu er det fedt at kunne dele Shanghais sange med dig, der i forvejen dyrker 80’ernes hjerteskærende kompositioner, klang på lilletrommen og de lette hurtige løb henover synthesizerens tangenter – men som her lige får en tand mere i den melankolske retning.

De har netop spillet deres første koncert og givet et par vindue-shows på Fælledvej på Nørrebro, som du kan tjekke ud via deres youtube-kanal. Men sangene folder sig rigtigt ud, inde bag ruderne, igennem pulten og computeren - så tjek demoen ud!

tirsdag den 15. juni 2010

Pumpehuset


Var det det?

De dobbelte glasdøre er låste, skranken ved indgangen er tom og den store hal på 1. salen er rungende stille. Pumpehuset gik konkurs d. 15. juni 2010, og der kommer ikke til at foregå flere arrangementer i Københavns gamle vandværksbygning i et stykke tid.

Om det er blandingen af dårlig ledelse, lang tids skrantende besøgstal eller snak og beslutninger der er blevet taget i politiske korridorer er veje, som jeg slet ikke skal gå ned af. Der er andre, der har væsentlig større indsigt i det end jeg.

Til gengæld vil jeg gerne gå ned af den historiske vej og dels dele nogle af mine Pumpehus-oplevelser med dig, og samtidig også dele frustrationen over at endnu et dansk – og især Københavnsk – må lukke. Og til min store glæde ser jeg statusopdateringer over hele landet, der håber på hjælp til huset.

Med sin kapacitet på 650 mennesker, har Pumpehuset haft den perfekte størrelse til navne, der var for store til undergrundsscenerne men for lille til de større sale. Det betød, at når de største amerikanske undergrunds-agenter tilbød koncertpakker, så havnede de gerne i huset i Studiestræde.

I starten og midten af 90’erne, var der en årrække som jeg vel kan kalde de gyldne Pumpehus år – med navne som Morbid Angel, Deicide, Obituary, Death, Entombed, Biohazard, Athiest, Yngwie Malmsteen (og MANGE mange flere) – alle sværvægtere i den ene eller anden metal-form.

Der var fest HVER gang – næsten fyldte huse hver gang – og hver gang var metalfamilien samlet. Pumpehuset var det eneste sted i København, som kunne skabe de rigtige og perfekte rammer omkring de store metalbrag fra undergrunden. Helt specielt var det, hvis et dansk band i samme genre, som Invocator, kunne fylde rummet ud – og det skete faktisk også.

Og de danske navne har også altid haft et hjemsted i Pumpehuset. Alle de navne, som har været lige på spring til at vælte ud i de helt store klubber eller små haller, men som lige har skullet tjekke om deres popularitet nu også kunne holde til springet, har brugt Pumpehuset som springbræt.

Kashmir har givet en sveddryppende koncert i salen – den varmeste koncert jeg nogensinde har været til i hele mit liv, lige da de udsendte ’The Good Life’. Tina Dickow har spillet med sit band og gav dengang en mindeværdig version af Status Quo’s ’In The Army Now’ og Red Warszawa har, så vidt jeg husker, kastet sig selv over scenen et par aftener i træk – (udsolgt) – tror vidst nok at sangeren Lækre Jens brækkede armen på anden aften.

Indrømmet! Jeg skal ikke være den der begræder Pumpehusets lukning på baggrund af, at jeg har brugt Pumpehuset hver dag, uge eller måned igennem de seneste mange år. Min musikalske holdepunkter har rykket sig i forhold til det program som Pumpehuset har præsenteret – og selvom jeg løbende har været gæst og altid godt behandlet – så gik jeg mest op ad trappen, og igennem de åbne glasdøre for 15-18 år siden.

Men Pumpehuset er en af hjørnestenene i min musikalske opdragelse på scenerne i København. En vigtig scene, som havde mod og plads til at huse nogle af de navne og turneer, som ellers måske kun ville have ramt et alt for lille eller for stort sted i København – medmindre man valgte KUN at placere dem i Malmö.

Oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden, og som jeg og mine kammerater stadig taler om – Pumpehuset er ligeså naturligt i vores bevidsthed som kaffen om morgen, at musik er livsvigtigt og at det danske landshold ikke har noget angreb.

Derfor er det beskæmmende, at vi i et land, hvor der sker mere og mere op live scenerne – flere og flere koncerter og festivaler og opfostre bedre og bedre bands og artister, ikke er i stand til at holde et sted som Pumpehuset kørende.

Det tegnede ellers godt, da der kom ny bestyrelse sidste år og der blev lavet nogle tiltag – også overfor publikum – som står beskrevet i denne artikel. Samtidig blev der introduceret en lille biergarden (fordi Zum Biergarden der sidste år, lå lige i Pumpehuset’s baghave OGSÅ måtte lukke), og det gamle hus virkede til at have fået noget af livskraften tilbage.

Men d. 15. juli 2010 tydede det på, at Pumpehuset måtte gå samme vej som andre store tunge legender - på hver deres vis – Saltlageret, Saga og Barbue, der som profilerede og dedikerede københavner-scener også måtte lukke.

Mange håber på en redningsplan i stil med den, som Stengade 30 har fået succes med – og som gør at vi igen kan få undergrundsguld serveret på Nørrebro. For selvom Pumpehuset måske ikke har været det smukkeste og mest elegante hus i byen, så kan rummet indenfor de store mursten, huse nogle fester som ganske få andre steder i København – hvis nogen.

Har du haft fede oplevelser i Pumpehuset? Er det rigtigt at lukke huset? Er det forkert? Feltet er dit.

onsdag den 9. juni 2010

Fra det tredie øre

Third Ear gør det igen.

Hvis du endnu ikke har tjekket siden ud, så må du næsten gøre det!!!

De har lavet en masse gode sessions i en ubåd, optaget med et kamera og en mikrofon. Personligt har jeg aldrig oplevet en session live – men en god ven fortæller mig, at den kære mand med mikrofonen praktisk talt mixer lyden under den direkte optagelse, ved at bevæge mikrofonen med blide sirlige håndledsbevægelser, i den retning af instrumenter, hvor aktionen sker i nummeret (eksempelvis når der bliver sunget, hvis der er en guitarsolo eller hvis trommerne laver et fedt beat).

Og så skulle man tro, at det vil være ideelt til akustiske optagelser – med den obligatoriske mand eller kvinde med sin guitar – og det er det også. Men Third Ear og deres ’Submarine Session’ stopper ikke her. Det er ikke unormalt at hele grupper på 4-5 personer bliver klemt ned i metalhylsteret og spiller back to back med periskop, ekkolod og måleapparater.

På klippet her er Hellsinge-bandet The Psyke Projekt rykket ned i ubåden, med trommer, bas og guitarer – og naturligvis en vokal, som uden hjælp af mikrofon, bare bliver skreget ud af kroppen, lige ind i kameraet. Det er tungt, stemningsskabende og understreger den modighed The Psyke Projekt har, som METAL-band. Fx at afslutte nummeret med over 2 minutters stille guitarfigurer, og små lette slag med stikkerne på kanten af lilletrommen.

NYD!


tirsdag den 8. juni 2010

ROSK DIN RØV!




Rust Din Røv! tager til Roskilde Festival.

Crewet fra Rust Din Røv! tager til Roskilde Festival og giver et 2 timers set på Skaterscenen. Cecilie Brandel, Mia Stampe-Visti, Carsten Holm, JoJo DJTeam og Røde Henrik står for at sætte ordentlig gang i festen på festivalens første søndag – og vi er meget glade og stolte over at blive inviteret indenfor.

Vi tager det bedste med fra vores 1½ års levetid på Rust på Nørrebro, og sørger for at publikum ikke kommer til at kede sig – naturligvis tvært imod.
Du finder holdet under navnet ROSK Din Røv! søndag d. 27. juni kl. 22-24 – kan du ikke finde os, så gå bare efter larmen… det kommer til at blive så vildt.

Vi ses på Roskilde – det bliver en fed festival – vi glæder os til at ROSK Din Røv!

Så er der tegnefilm




Video fra dansk/norske HOST

Host udsendte sidste år en ekstrem flot bog, som jeg aldrig har nået at beskrive her på siden. En blanding af tung melankoli og flotte tegninger - indpakket i hardcopy bog - temmelig håndgribeligt! Vil prøve at komme med lidt uddybende på et senere tidspunkt.

Men har lige fået set deres officielle video til albummets bedste track - 'An Ode to the Patient'. Tjek det ud - 4.50 minutter ambitøst og suveræn godt skåret tegnefilm med forvanlingskunst, dyr, mennesker, monstre og musik. Fedt når musikere, kompinester og artister tør at tage kunstner-etiketten på sig og kaste sig ud i rum hvor der er højt til loftet. TAK!




søndag den 6. juni 2010

Hvilken by har opfostret den bedste musikscene?



Kom gerne med dine bud!

Forleden dumpede jeg ind i en bagelshop i Nice, og stødte dér på to plader, som personalet i biksen solgte – sådan lidt uautoriseret – men de er jo gode venner med dem i bandsne – så et klap på skuldrene til de to i shoppen, for at hjælpe med til at udbrede deres venners musik.

Det ene band virker til at have talent for at kunne bringe det videre – to mænd, der som duo bærer den feminine klang ’Hannah’, og som har et simpelt setup: trommer, guitar, vokal – og som trækker på ikke helt uefne inspirationskilder som Velvet Underground, Dylan, Talking Heads, Simon & Garfunkel og og og… du kender måske historien – ikke meget nyt under solen dér.





Men det er egentlig heller ikke så meget ‘Hannah’ jeg egentlig ville kredse omkring – men mere det faktum, at bandet kommer fra Nice – og at der altså findes andet på Cote d’Azur en sol, palmer og god rosé fra Bandol! Jeg kender intet til scenen i Nice – måske kommer jeg til det – men jeg kom til at tænke på, hvorfra i verden, de bedste scener egentlig kommer?

Er det London, New York, Stockholm, Berlin, Paris, Chicago, Detriot, Cairo, Manchester, Tokyo, Sao Paulo eller København, Århus, Aalborg?

Det kunne være hyggeligt at få nogle bud fra dig, der gider at bruge tid på at læse dette her – hvor stammer den bedste scene fra? Det kan være aktuelt eller med et historisk perspektiv. Det kan være elektronisk, metal eller hvad du tænker…

Kort tilbage til Hannah – de har tidligere spillet sammen med Fink og Ben Howard! Det er jo en god grund til at give Hannah videre – det er hermed gjort… og ’Boy in the Mirror’ og ’Hero Fisher’ er ikke helt dårlige sange. Tjek det ud – og kom med dine ’scene’ bud…

God start på sommeren...



...og næste weekend bliver endnu vildere!!!

Sommeren er da for alvor blevet sparket i gang med masser af musik i hele DK. Tusinder og atter tusinder af mennesker, har siden Spot festivalen i slutningen af maj måned, oplevet koncerter – der enten eftersigende har været storslåede – AC/DC i Horsens og Distortion gadefesten i København, eller mellem-meter-vare som Rammstein/Volbeat på 10øren ved Copenhagen Live og John Mayer i Forum (oplevede selv det sidste – en noget tung-i-røven Mayer – det mest tarvelige jeg har oplevet med ham til dato).

Der har også været de, der åbenbart er faldet helt igennem – Whitney Houston i Forum, og jeg vælger også at tolke fansnes vrede over John Mayers aflysning af sin oprindelige koncert i Forum, som en ren NITTE. Det var en kort opsumering af de store stadion-koncerter...
Jeg har endnu ikke hørt noget fra Skive-kanten og fra festivalen dér – men mon ikke det har været en fest også – godt vejr hjælper altid, dog sjældent på et dårligt band.

Men vi er jo først kun lige begyndt, kære venner. Der er Roskilde om mindre end en måned (og alle de andre havne/have/idrætsforenings-festivaller henover sommeren) og allerede i den uge vi kommer ind i, er der fede ting rundt omkring i København. Start (i folkemunde stadig ’Vesterbro’-festival) præsenterer sædvanen tro talentfuld dansk musik fra vækstlaget. Godt som noget-der-kunne-være-bedre. Tjek programmet her.


Personligt skal jeg præsentere navne på COPENHELL, som foregår på Refshaleøen fredag og lørdag. Min kære kollega fra Sort Søndag – Anders Bøtter (som på billedet straffer dj-pulten ved Copenhell’s indtog på Distortion Festivalen i weekenden) – står for den fornemme opgave at være konferenciers på scenerne dér – og det bliver to overdrevet seje dage i metallens og hornenes tegn. 13 navne, der spænder vidt – både i genre, omdømme og i legendestatus. Det bliver mit første møde med Behemoth, 3 Inches of Blood og Whitechapel på en scene.

Omvendt bliver det gensyn med navne som Suicidal Tendencies, Megadeth og Deftones – og altid gode gensyn med Hellsinge-knægtene fra The Psyke Project og de jydsk/franske menneskelige robotter fra Mnemic. Og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at selvom Napalm Death aldrig rigtig har været blandt mine favoritter, har jeg alligevel et par skiver med dem i samlingen – og jeg får min ilddåb med dem LIVE på Copenhell.

Når lørdag natten endnu er ung, så er jeg på cykelryg på vej til Nørrebro og byens bedste klub på RUST – med holdet fra Rust Din Røv – men det er en helt anden historie, som jeg også bringer lidt nyt om her på siden, inden så længe. Under alle omstændigheder, skal det nok blive en rigtig rigtig god weekend…! Og jo… jeg glæder mig mest af alt til Deftones!