Eurosonic 2011

Britisk syre og downtempo tung bas satte svingninger i europæisk talentfestival.

For 25. gang, blev der i weekenden holdt den årlige Eurosonic Festival i den nord-hollandske universitetsby Groningen. I nærheden af 200 navne har spillet på byens klubber, barer, gadehjørner, pladeforretninger, haller, musikskoler, restauranter og stort set alle andre steder, som ville kunne huse et par musikere og deres håndvåben.

Hovedparten af navnene består af band eller artister, der er begyndt at rykke lidt frem i deres hjemlige musikliv, og er klar til at prøve kræfter med de udenlandske muskler i branchen. Så det vil sige, at der side om side med det altid meget nysgerrige og modtagelige lokale publikum fra Groningen, står musikbranchens købmænd – managements, pladeselskaber og for Eurosonic’s vedkommende, en hel del bookere fra de største europæiske festivaler.

Fra den danske delegation er blandt andet Roskilde Festival og Spot repræsenteret for at kigge navne ud til sommerens program, ligesom den belgiske Rock Werchter, tyske Melt!, slovenske Exit, det omrejsende Sonisphere-fænomen og mange andre festivaler af større eller mindre karakter fra Sverge, Polen, Portugal, England, Irland, Spanien, Frankrig, Ungarn, Holland, mfl.

Dette var min 6. Eurosonic – og min bedste til dato. Måske fordi musikniveauet var højere i år end tidligere – men måske også ligeså meget fordi jeg har været bedre forberedt, eller valgt rigtigt/taget de rigtige chancer. For når der er gang i 20-25 scener på én gang, fordelt rundt i og i udkanten af byens centrum, så giver det sig selv, at det er kamikaze at skulle opleve det hele – det er og bliver en umulighed.

James Blake
Manden bag vinterens tema, den tunge gemmenbassede version af Feist’s ’Limit to your love’ indfriede de enorme forventninger som jeg og resten af de 500 publikummer havde. Manden hedder James Blake, en ung bleg britisk fyr, der sad ved sine keys og effekter, med en trommeslager og guitarist/alt mulig mand ved sin side. Klubben var alt for pakket til at jeg kunne bevæge mig og dermed se hele setup-et i et og samme billede – men musikken er visuelt stimulerende nok i sig selv – så det var bare om at lukke øjnene.

Blake lagde ud med lange toner, i en lyd der er et kirkeorgel værdigt – så var stilen ligesom lagt, og publikum knælede for hans fødder – hvis der altså havde været plads. Vi blev præsenteret for nogle melankolske seje sange, der går stik i mod alt hvad der sætter tempo i dag – sangene gik næsten i stå, der blev skabt suspence som en i helvede, og det var åndeløst fantastisk at høre James Blake synge endnu bedre end han gør på plade!

Han har ikke bare kontrol over sin stemme, men også over musikkens virkemidler – og satte allerede i første nummer, PA-anlæget’s bas på nogle alvorlige prøver. De store sorte højtalere på hver sin side af scenen, sprutte, prustede og stønnede hver gang Blake satte i de dybest, for det menneskelige øre, hør- og mærkbare bas-frekvenser. Der blev rettet op på det hen ad vejen, og efter de 40 minutter med Blake forstod man, at manden ikke bare er talentfuld, dygtig og med masser af gode idéer. Han er genial!

Mount Kimbie
Men det var ikke fordi PA-anlægget ikke var blevet advaret, for før Blakes’ koncert, spillede hans arts-fæller og venner fra Mount Kimbie på selv samme anlæg, med næsten samme tungde og dybde i frekvenserne. Dog er Mount Kimbie’s avancerede dubstep mere til dansegulvet end Blake og de tager sig nogle eksperimenterende afstikkere.

De to fyre lavede langt det meste live – de små guitarfigurer, rytmer på drumpads og masser af vilde effekter, som sammen med James Blake må være lyden der kommer til at præge den Europæiske nattehimmel, når vi når til sommerens festivaler. D’herrer fra Mount Kimbie var måske ikke så nærværende overfor publikum – til gengæld var de dedikerede og dybt inde i det arbejde de præsterede på scenen, og når man fornemmer det som publikum, så smitter professionalismen.

Wolf People
På Groningens førende rockklub, Vera, spillede det britiske psych-band Wolf People sent en nat – og gjorde det så eftertrykkeligt formidabelt, at jeg kan holde mig vågen på det trip resten af året. Wolf People havner historisk i den periode, hvor hippietiden er ved at være forbi og overgår til start 70’erne og dermed også til den mere direkte heavy metal-form.

Stille og stemningsfulde tematiske sange, der startede næsten ud af det rene ingenting – stille vokal og små klimpten på en guitar, kunne efter nogle alvorlige jamstykker havne i konsekvente bluesinspirerede riff, med lyden af lidt T-Rex og Zeppelin-guitarer. Fine soli, en god rytmesektion og en sanger, der rent faktisk gik op i at synge godt – og ikke bare godkendt, gjorde Wolf People koncerten til noget helt særligt, og fordi de også havde sangene med sig, adskiller de sig fra mange andre bands i samme dur.

Nils Frahm
Den mest elegante oplevelse stod den tyske klassiske komponist Nils Frahm for. På bagscenen i byens finkulturelle teater, var der sat en lille tribune op betrukket med filt. 150 mennesker satte sig – også på gulvet, og fik dermed (ind)pakket salen med en lyddød kulisse. Midt på det sorte gulv, stod et opslået Steinway & Son’s flygel i ensom majestæt, men fik snart besøg af den skæggede og ydmyge Frahm, iklædt sorte jeans og sort t-shirt.

Frahm turde tage al energi ud af publikum, bearbejde den under koncerten og give den tifoldig tilbage da koncerten var færdig. Undervejs ville man kunne høre den berømte knappenål hamre selv mod den lydløs filt, for alt i dette rum var fokuseret på tangenterne og den klang der strømme ud af Steinway’ens smukt formede trækasse. Det er ikke lange værker, som Frahm laver – og det er vel derfor han tilhører et indiepublikum, frem for det klassiske.

Det er mindre og poppede kompositioner – temmelig filmisk i sin karakter og historiefortællende med bittersøde, uhyggelige og befriende stemninger. I et nummer sidder Frahm selv og nynner med, men ellers lader han sine fingre og sine sneakers tale – skoende kunne man høre puffe mod gulvet i takt med musikken – tit temmelig uhæmmet, men det spillede nærmest naturligt med musikken.

Brother
At England har opfostret så mange store og indflydelsesrige navne igennem historier, gør også at visse ’nye’ bands har en tendens til at skulle råbe højest i koret for at blive hørt. London-bandet Brother bekendtgjorde overfor publikum i salen, at ”det er første gang for os, udenfor England. Derfor er vi lige så beæret som jer, for at overvære revolutionen”. Så satte de ellers i gang med ”This is a good one, it’s called ”New Year””. Sådan var retorikken og selvfedheden konstant under deres koncert.

Bandet der netop har været på forsiden af NME, angiveligt fordi de ikke gider mere pis, lyder som en ambitiøs og virkelig velspillende udgave af Oasis, med sange der også ville lyde godt med Gallagher-brødrene som afsenderen. Dog har Brother et hit, som virkelig er et godt nummer ”….of may” (mindre Oasis) og som bliver spændende at se, hvor langt det kan trække sekstetten rundt i manegen. Resten var OK, men umådelig uoriginalt.

Delorean og de blandede bolscher
Halvt bastiskt, halvt katalansk er det spanske sukkersøde drømmepop med et dansetwist Delorean. De har så mange rigtig fede sange med god varm stemning. ’Stay Close’ er deres formidable trademark. Problemet var lidt, at det måske var lidt tidligt på dagen til en cool, sommerlig musikalsk omfavnelse ud af det blå, og at sangeren i Delorean, i hvert fald live, ikke magter at matche musikkens niveau.

Crystal Fighters er et band fra Baskerlandet, som med trommer, guitar, beats og vokaler kommer ret langt og forstår at lave en god fest. Men både deres ’I Love London’ ”hit” og de øvrige sange, kom lidt for løst ud over scenekanten. Bandet virker en smule uhomogent, medlemmerne i mellem og jeg havde forventet mig et større mix af klubstemning og in-your-face performance – derop nåede det aldrig.

Ben Howard, som jeg oplevede på Eurosonic sidste år, optrådte igen i 2011 – oven i købet med et par koncerter. Hans stemme er stadig vanvittig god – som en tidlig David Gray, og mange af sangene er også rigtig fine. Men fordelt over en hel koncert, er der perioder hvor det går lidt i stå – men stadig – en af de uslebne diamanter!

Ben L’oncle Soul havde jeg det lidt svært ved, ved en hel koncert. Det var lige på grænsen til at kamme over og blive lidt for gøglet – men nogle sange, der lyder som rene Motown-klassikere – på fransk (!) – er ikke til gå udenom. Derudover er Onkel Sjæle-Bent’s claim to fame, en svært hyggelig version af White Stripes ’Seven Nation Army’.

Tjek links, video’er. Dette var en god festival!!!