Kongen er død - længe leve...

Årets danske: LACK

Kigger man på historien, så er kendte og ukendte musikere, kunstnere og forfattere blevet verdensstjerner og bestsellere i flere år efter at de er afgået ved døde. I musikkens verden er folk som Jimi Henrix, Freddie Mercury og Jeff Buckley blevet tilskrevet en nærmest religiøs status efter deres død, har fået et storslået eftermægle og er blevet legendariske inspirationskilder.

Nu hvor vi er ved at pakke 2008 sammen, så lad og kaste et blik på årets danske plade, der kommer fra et band, hvor alle medlemmer stadig lever, men ikke længere sammen. Københavner-baserede Lack udsendte i vinter deres album ”Saturate Every Atom”, som virkelig tog fuglen på mig og mange andre anmeldere, og spillede i efteråret deres sidste koncert på spillestedet Stengade 30 på Nørrebro.

”Saturate Every Atom” er i min optik årets bedste danske album – og måske årets bedste plade i det hele taget. Ikke pga. det faktum, at Lack ikke er længere – selvom det kan være ganske påfaldende, da vi syntes at ville fremdyrke det ukendte, glemte eller bortgåede. Men slet og ret fordi ”Saturate Every Atom” indeholder 13 kontrollerede rock perler, som hver i sær har en lyd, et riff eller et omkvæd, der karrakteriserer sangens varetegn.

”O.R.A.L.” er indfølende og skæve vokalharmonier og guitar-tema, ”Hund” er topmålet af groove og har et af DK’s historiens sejeste riffs, i stærk konkurrence med det vanvittige afbræk som riffet efter 1 minut og 11 sekunder i ”Cocky” disker op med. ”Happiest Thing Alive” er det poppede tiltag, som egentlig irriterer, når man får sangen på nethinden – men når den spreder sine vinger i stuen med tonerne fra albummet, så er man hooket igen.

Et enkelt nummer er på albummet overskrider 3-minutsgrænsen på 8 sekunder, ellers er alle andre tracks barberet ned og kogt ind til kernen. Der bliver ikke tid til at pynte på noget, eller distrahere lytteren med lange tematiske kompositioner, for at fortælle deres yndige musikalske historier.

Lack har vidst altid været set som en bastard på den danske scene, en ubestemmelig størrelse, som har haft hjemsted mellem punk og rock, uden det store tilhørsforhold nogle af stederne. Med ”Saturate Evey Atom” pustede de nyt liv i den klassiske danske rock, med meget konkrete midler, særlige melodier og energi. Albummet indeholder kunsten af at kunne være stramme og præcise i riffs og sange, og samtidig åbne op så horizonten er uendlig.

Men alting har en ende, og Lack’s kom i efteråret. I stedet for at begræde det, skal deres sidste krumspring hyldes – fordi det er god musik og i den grad fordi Lack ikke lyder som noget eller nogen. Lack var Lack. Tak!

Bombing the moon - Lack