tirsdag den 2. december 2008

The Smashing Sleeplings




Nye danske: THE SLEEPLINGS

Indie-politiet burde afgrænse området omkring The Sleeplings øvelokale og kalde det crime-scene. Stedet hvor tyvekoster holdes gemt, er nu fundet og stilles frem i lys lue for folket - for kvartetten i Sleeplings forstår kunsten at have stjålet med arme og ben, fra 90’er og millenium-rockens skattekister.

Alle argumenter for ikke at kunne lide The Sleeplings uoriginale musik er linet op og advarselslysene blinker om kap. Riffs, melodilinier og stemninger er som snydt ud af næsen på klassiske album som ”Mellon Collie and the Infinite Sadness”, ”Adore” og ” MACHINA/The Machines of God” - Smashing Pumpkins 3 bedste album.

Men jeg sidder nu og lytter på EP’en "...for dare and farewell" for jeg ved ikke hvilken gang - fordi det er godt lavet, spillet og tænkt. Jesper, Karina, Cecilie og Steen er gode til at give sangene god tid. 6 numre fordelt på 26 minutter vidner om lidt mere end skarpskårede radiobaskere - blandt andet finder du flere instrumentale passager i musikken, understøttet af lidt guitartemaer eller kor, som slet og ret virker behagelige og drømmende, som deres cover med en lille blikflyver, holdt oppe af balloner under tyfoners uregerligheder.

Jeg mangler noget gennemslagskraft i Jespers vokal, og han lægger sig lige vel meget op ad Billy Corgans stemme. Der er heller ingen vers eller sætninger, som endnu har sat sig. Til gengæld er kompositionerne så tro mod Smashing Pumpkins, at det kunne være Corgans egne kompositioner - og jeg tror sgu han ville være stolt af dem! "Away", "A Murder of Cows" og "Vehicle" er sange, kunne jeg godt have brugt på SP’s seneste tynde album!

Og hvorfor burde du så lytte til The Sleeplings (tidligere Oziris), hvis du har de 3 førnævnte SP album? Fordi du rent faktisk vil kunne lide The Sleeplings - og ikke blot som SP’s aftagere, men som et lille missing link i den Corgan-ske univers. Og hey... blev Muse ikke verdensberømte fordi de kopierede Radiohead?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar