GUNS N ROSES på kinesisk

Antikke pistoler og tørrede roser

Guns N Roses er på gaden - efter en millard år, med albummet "Chinese Democracy". Axl Rose er det eneste tilbageværende medlem fra debutep'en "Live Like A Sucide" og albummet "Appetite for Destruction".

Jeg var stor Guns N Roses fan i slutningen af 80'erne og et par år frem, og selvom jeg ikke har regnet GNR som en del af rockscenen de sidste 15 år, så er der alligevel en snert af spænding i kroppen når "Chinese Democracy" sættes over i hjemmet.

For et par år siden stod jeg, med måske endnu større forventninger, foran Orange Scene, og oplevede en lidt blandet affære med GNR på scenen. Selvfølgelig var det sejt at høre "Welcome To The Jungle", "Paradise City" og alle klassikerne - men det er jo ikke rigtigt et seriøst band længere. Axl Rose er røget fra klichepræget rockfigur, som man enten elsker eller hader, til bare at være indbegrebet af en farce. Han har behandlet fans, musikere og musikken rigtig skidt i de sidste mange år, og at "Chinese Democracy" stadig hedder "Chinese Democracy" er jo kedeligt i sig selv. Albummet har været en så hård fødsel for Axl Rose, at man ikke automatisk sidder med god karma, når man lytter albummet igennem.

Så ville det være federe, hvis GNR-lejren for nogle år siden, truttede ren røv og sagde: "Venner - albummet holder ikke, vi kan ikke få neglet det - vi skrodter det - vent et øjeblik, vi er straks tilbage" - eller noget i den dur.

Men nu er det altså her - og får kun så meget omtale som det gør, fordi GNR hedder GNR - ikke fordi det er revolutionerende, smart eller decideret godt.

Track for track:
De første par tracks "Chinese Democracy" og "Shackler's Revenge" forsøger at komme ind i "You Could Be Mine"-stemingen og galskaben - mislykket.
"Better" er er af de bedre nummer - mest afbalanceret og fokuseret, med en god melodi.
"Street of Dreams" er lige gyldig rock.
"If The World" er direkte pinlig, med lidt r&b/Ricky Martin akustisk guitar, lidt poppede beats og tunge guitarklodser.
"There Was A Time" er det første værk-lignende track på albummet - næsten 7 minutters trivielt og symfonisk understøttet rock-frenzy, der går over i
"Catcher in the Rye", som helt klart har sine momenter, når ikke Axl kaster sig over Beatles og Soundgarden referencer i kompositionen og produktionen.
Hvad der lige foregår på "Scrapped" får jeg aldrig at vide. Skrig, skrål og kor åbner nummeret, der går over i tunge rockriffs og det tætteste vi kommer på inferno. Her er GNR vel egentlig bedst.
"Raid N the Bedouins" er helt klart mere teknisk betonet, og vel nok her, hvor medlemmerne i bandet får lov til at rulle sig mest ud. "pludre, pludre, pludre" guitar ala Yngwie Malmsteen eller Joe Satriani - jeg er færdig med den periode af rocken!!!
"Sorry" - undskyld! Balladen, det store nummer. Det kan være lige meget.
Funky undertoner og simple produceret trommemaskine, bygger rundt om "IRS", der intet gør for hverken GNR eller rockmusikken. Temmelig sørgeligt, og på det her tidspunkt er det svært at skulle se de sidste 3 sange i ørene - men jeg gør det naturligvis:
"Madagascar" - downtempo soulbeat og en Axl Rose i det eftertænksomme hjørne, med dybere stemme, som han måske lyder om morgenen. Orkesteret stemmer ind i omkvædet.
"This I Love" - endnu et "værk" - ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke... sørgeligt at et ikon for mig og så mange andre drenge (og piger måske) skal falde så dybt.
"Prostitute" leder mine tanker hen på Queensrÿche og deres album "Promised Land". Lidt progressiv og poppet heavy rock, og så er albummet slut.

På det her album, er der så mange produktionsmæssige ting, som ville have være meget fede, frække eller bare naturlige og lige oppe i tiden, for 10-15 år siden. Hvor Guns N Roses tidligere fik rock n roll feelingen tilbage i befolkningen efter næsten et helt årti med pop, og var forgangsmænd for en kultur, miljø og holdningsændring blandt mange unge på verdensplan, er "Chinese Democracy" bare en prut som hverken har lyd eller lugt. På trods af, at den har været 15 år undervejs så virker det som om at den blev bare slået, og ubemærket forsvandt.

Al denne tekst, som egentlig kunne have været kogt ned til "Det er satme ringe".