Livet i rendestenen

Indtryk fra Gutter Island 2010

Syd for Vordingborg ligger den lille Ø Masnedø – og på den ø ligger et lille fort – Masnedø Fort. På voldene rundt om, oven på og inden i fortets rumlende kolde og stenhårde gange, bliver der hvert andet år afholdt en af verdens mest dedikerede festivaller – designet i 50’er og 60’er US-style, fyldt med punks og rock n rollere og masser af øl, rawk – mere øl og endnu mere rawk.

Det er altid en fornøjelse at blive omfavnet af Gutter Islands varme tattooverede arme, for her er plads til alle typer og skikkelser. Regelsættet er til at overskue: ’Fyr den af!’ og musikken er gribende, underholdende og i langt de fleste tilfælde, vanvittig godt – med Kinks, Who, Beatles, Black Sabbath, Everly Brothers og et hav af andre historiske ikoner som inspirationskilderne.

Oven på græstørvene, med årets blide brise fra Storstrømmen, blev 10 året for Gutter Island markeret med nogle af Gutter-historiens bedste koncerter – lad det bare være sagt – og lad det blive sagt med tre små bogstaver: G-U-F! Jep – det er ikke det du putter på din gammeldaws - men musikken er af den gode gammeldaws slags – leveret af Guf aka Lorenzo Woodrose aka Uffe Lorentzen.

Fredag aften lukkede han dagen af med sit band, Baby Woodrose. Aftenens absolutte headliner, der overtog scenen fra de lidt lunkne The Nomads, der aldrig rigtig nåede at være rigtig tilstede. Det var Guf til gengæld, med nogle af de nyere sange fra sit Woodrose-katalog tæmmede kvartetten både scenen, rocktraditioner og publikummer, som jeg ikke har set det fra det band før.

Det er nogle år siden, jeg sidst har set Babyen på de skrå, og besætningen foruden Guf er blevet skiftet ud. Trioen er vokset til en kvartet og der er kommet en ekstra guitarist ind i folden, som gjorde at Guf kunne have et sammenspil med en makker, som han ikke har haft før. Hverken i harmonier, backing til soli og kommunikation på scenen, når to spader vræler om kap.

Aftenen efter gjorde Guf det så igen! Projektet Spids Nøgenhat, der ikke har spillet sammen i 2 år, kom med på et afbud efter at The Heavy (uk) havde aflyst deres Gutter-show et par dage før. Og alle på Gutter Island festivalen priste sig lykkelige over at den store britiske headliner ikke kunne komme – for Spids Nøgenhat er en sjældenhed og det viste sig at blive en af den slags koncerter, som bare ikke måtte slutte…

Skousen/Ingemand, Steppeulvene og start 70’ernes danske syrerocknavne ville være stolte af at opleve et band i 2010, gengive en næsten 40 år gammel stemning så ægte, så rigtigt, så kærligt – og så var det på dansk. Sange om de evige dæmoner, om at være på vagt overfor farer der lurer og om menneskets forfald, løgne og bedrag…

I lange udsyrede jams, blev Gutter Island kastet mange år tilbage i tiden – og blev, til forskel for største delen af festivalens øvrige bands, inden for Danmarks grænser – når vi taler inspiration… og ’da jeg gik ud over laaaangebro…’ gjaldede ud fra Guf’s store gavflab, var der ikke et øje tørt. Og Spids Nøgenhats øvrige repertoire, var ikke aflagte Baby Woodrose sange – snarere tvært i mod… det var geniale salver af rendyrket kærlighed til en svunden tid, som passede perfekt ind i rammerne.

Black Magic Six (sf) samlede Black Sabbath, Danzig, blues og country i en mandeduo. En trommeslager, lavet af skind og ben, stod bøjet 90 grader over sine tønder og koklokke – og bankede løs som gjaldt det hans liv, alt imens sanger og guitarist J-Tan karismatisk lagde en brølende vokal ud over publikums hoveder. Tunge riffs, som fik Sabbath og Cream-hjerter til at bløde.

Mere Sabbath-inspiration var der i Moonless (dk), der var om end endnu mere tunge en Black Magic Six. En tyk guitarlyd i et tempo, der af og til næsten gik i stå, for pludselig at modulere sig i elegante skift til boogie woogie. Det var stadig tidlige dage for Moonless og hverken vokal eller den tekniske kaliber stod funklende klare, men Moonless var blevet inviteret indenfor i Gutter-varmen – og de takkede for invitationen med et solidt show, der lover godt for fremtiden.

Det samme kan man sige om Mescalin, Baby – som er den del af Karrierekanonen på P3 – som adskiller sig en anelse fra de øvrige Gutter-bands, ved at være en tand mere melodiøse og en lille smule mere teatralske, med små slåskampe på scenen, en synkroniseret sprælsk sceneshow og en fyr i speedo’s, der lettere uortodokst, fik smidt de fem unge fyrer (oprindelig fra Vordingborg og omeng) på scenen ved Masnedøfortets rå betonvæg.

Jeg har heldigvis fået et indgående kendskab til bandet, og derfor overraskede sangen som ’Ballad of a Running Man’ og ’There’s a home for you somewhere (else)’ mig ikke. Det gjorde ti gengæld en sang som ’Furneral Band’ som med et tungere drive og lettere melankolsk tema, fik sparket lidt jordforbindelse ind i dette fantastiske 5 kløver af drenge, som charmerer sig herfra og til evighed med deres måde at være på og optræde på overfor publikum.

The Goo Men (n) har tidligere leveret en historisk optræden på Gutter Island – og dette års show overgik deres tidligere show. Forestil dig 5 potente mænd i front for en trommeslager – alle med potens nok til at vælte Masnedø’s nærliggende tomat-drivhuse-farm, bare ved deres blotte tilstedeværelse. De 5 er i en evig kamp om at komme yderst på scenekanten, helst side om side – men ofte med skiftende medlemmer, der vinder over hinanden, ved at stille sig op på højtalertårnet, stagedive og blive båret på publikums hænder, kravle ud på stigen der bliver lagt ovenpå publikum, eller blive båret op under loftet af deres eget crew.

Og som jeg snakkede med nogle Gutter-folk om, så er der ikke meget dybde i bandets musik, når deres favorit-track og publikums-basker er ’Party Like A Lion’ – men det giver vanvittigt meget på underholdnings kontoen – det var uvurderligt!!!

Selv nåede jeg ikke at opleve The Vanjas (s) og The Defectors (dk) – men rygtet spredte sig lynhurtigt at især The Defectors havde spillet deres ypperste i mange år – og at sangerinden fra The Vanjas havde passet sin et år gamle baby ude bagved, mellem deres hæsblæsende rocksange på scenen. Hedgehodge (dk) og Hogliners (dk) var navne, som stadig skal spilles sammen, men har gode intentioner og det var fint at opleve dem i Gutter Islands prægtige uprætentiøse rammer.

Vejret var fantastisk – ingen regn – grader et sted i starten af 20’erne – jubilæumskagen smagte godt og festivalen løb ikke tør for øl! Tak for endnu en festival som sad lige dér hvor den skulle – hvor rampelys, pop og ’se mig’ stemninger ikke er bandlyste – de eksisterer bare ikke. Det er det to årlige befriende åndehul i 2 dage, hvor du kan slå hjernen fra og ikke bekymre dig om den musik der kommer om det næste hjørne. Du er nemlig hjemme, du føler dig hjemme og musikken, stemningen og publikum tager sig af dig, sig selv og hinanden.

Tak til Gutter – vi ses igen om to år.