tirsdag den 2. februar 2010

Glimrende Gray




Live i DK: David Gray


Den engelske folkede sanger, der for 10-12 år siden blev pop-ikon med det legendariske album ’White Ladder’, var i stor og fin form, da han gæstede Falconer Salen i København d. 1. Februar. Med armene i vejret, store smil og jokes flyvende mellem medlemmerne på scenen, charmerede David Gray sig, igennem en omkring 2 timers oplagt, stilren og pæn koncert med omkring 2000-2500 fans.

Når David Gray står på scenen, virker han som en lettere kejtet og klodset version af Elvis Presley, med guitaren hængende løst på kroppen, hænderne rækkende ud mod publikum og små vraltende hop. Samtidig har han et hoved der kører mere rundt end en karrusel - og det kan virke malplaceret til tider, i de meget stille og indadvendte sange - men samtidig har det stor underholdningsværdi og giver karakter.

Han har fået en stemme af Gud. Han synger vanvittigt godt, sikkert og kraftfuldt, at det var luksus at kunne nyde en sanger i 2010 med en stemme der har et særpræg, der gør den unik og ganske enkelt enestående. Han gav den så meget gas, at han i de sidste sange, blev helt rusten - og det klæder også stemmen og udtrykket i sange som ’Nemesis’ (der endte andægtigt og nærmest religiøst) og stor hittet ’Please Forgive Me’, der sædvanen tro afsluttede koncerten.

Men ellers var der ikke meget, der var sædvanen tro. Første gang jeg oplevede David Gray, var da ’White Ladder’ lige var begyndt at rygtes til Europa og havde massiv succes i England og Irland. Han var meget ydmyg på scenen, nærmest lidt forskrækket, over den store respons på sangene. Anden gang var da han turnerede med albummet ’Life in Slowmotion’, som var noget anderledes.

Her virkede David Gray meget indadvendt og skræmt, på trods af der stod 3000 mennesker i KB Hallen og skrålede med på sangene - men der var ikke meget ros fra omverdenen til ’A New Day At Midnight’ eller ’Life in Slow Motion’ albummene og attituden fra Gray var noget forsigtig. Begge gange havde dog én væsentlig ting til fælles. Craig ’Clune’ McClune - trommeslageren, som Gray har haft et mangeårigt samarbejde med.

’Clune’ er en karakter i sig selv - siddende med siden til publikum, i højre side af scenen, så publikum kan se hans statur. Han spiller godt og livligt - samtidig med at han har karisma og sender store brede smil til publikum, som han konstant kommunikerer med. ’Clune’ og Gray stoppede deres samarbejde for et par år siden, og derfor var ’Clune’ ikke med i Falconer - men erstattet af Keith Pryor.

Det kunne man godt savne - lidt personlighed fra Gray’s øvrige musikere - vi fik lidt fra bassisten, men jeg sad og savnede McClunes nærvær. Til gengæld var fokus 100% på David Gray - og han var denne gang ekstremt oplagt - næsten overgearet i perioder - men det afspejlede meget godt den gode kemi man kunne mærke mellem musikerne på scenen.

David Gray spillede overraskende mange sange fra ’A New Day At Midnight’, som små ’statements’ igennem koncerten, som om han VIL have at man skal kunne lide albummet - som mange heldigvis også kan (undertegnede syntes det er OK, men langt fra toppen). Heldigvis kom der også en lang række af sange fra det seneste ’Draw The Line’, som er det bedste fra Gray, siden ’White Ladder’.

Sange som ’Draw The Line’, ’Kathleen’ og åbneren ’The Fugetive’, blev leveret med overskud og meget kompetent. Hits som ’Sail Away’, ’Babylon’ og ’Please Forgive Me’ kom i lettere omskrevne eller omarrangerede versioner og det gav ny næring til sange, som Gray potentielt kan være ked af at skulle spille - metaltræthed. En gammel Gray fan savnede sange fra før ’White Ladder’ - men sådan må det bare være.

Med det udvalg af sange, leverede David Gray det man kunne forvente - en sanger præsenterede sit repertoire fra dengang han fik stor succes, og der er masser af gode sange at vælge imellem. Bandet spillede godt, lyset passede flot - alt var næsten for godt og perfekt, men det illustrerer meget godt at David Gray hvordan han behager masserne og viser nærhed - i kraft af det der er mandens ubestridte force - stemmen!

1 kommentar:

  1. Øjjjj, det lyder godt. Er gammel kæmpe fan, men har helt glemt ham de sidste par år. Husk lige at invitere mig med næste gang!
    Kh
    Steff - TBV

    SvarSlet