Live i København: Jose Gonzalez
’Tack så hemskt mycket’ var nogle af de få ord der kom fra José Gonzalez i Koncerthuset i DR Byen tirsdag d. 2. feb. Ellers havde han ladet sin guitar og vokal sige hvad der skulle siges i de små 75 minutter han sad på scenen, halvdelen af tiden flankeret af sangerinden (og kæreste) Yukimi Nagano og percussionisten Erik Bodin. De 3 har turneret rundt i hele verden, i det meste af de seneste 4-5 år, og er en homogen lille familie.
Men ’Tack så hemskt mycket’ rungede ydmygt ud i den flotte ’Koncerthuset’, efter Jose Gonzalez havde afleveret sit sidste nummer på sætlisten, nemlig versionen af Massive Attacks ’Teardrop’ og inden han kastede sig over fortolkningen af Kylie Minogue’s ’Hand on Heart’. Der var også noget at takke for - for de 1500/1800 mennesker, der havde bænket sig på lægterne i Koncerthuset takkede Jose med stående applaus, da han forlod scenen.
Inden koncerten, var en pæn højlydt summen fra hele salen, men i samme sekund - og jeg mener praktisk talt samme sekund - som lyset blev dæmpet, kunne man høre en knappenål falde til gulvet. Som om alle vidste, at dette meget tyste, skrøbelige og indadvendte ville blive en massiv oplevelse hvis der var HELT stille... Og det var der... stille! Klapsalver da Jose kom gående ind på scenen med sin guitar, satte sig til rette og så igen, stille...
Man kunne høre en svag knirken fra guitaren, de små ’wushh’ når fingerende finder deres plads på gribebrættet, og et enkelt lille smask - BAM!!! Jose Gonzalez slog den første tunge, dybe og kraftige akkord an i ’Deadweight on Velveteen’ og slog samtidig aftenens dynamiske menu på plads. Fra den totale stilhed, pakket ind i Koncerthusets lyddøde rum, og strengenes voluminøse magt. Det gør indtryk!
De første sange fungerede som Jose Gonzalez, der spillede sig ind hos publikum - vi fik ham for os selv, som forret. Første senere kom Yukimi og Erik på scenen, og krydrede de mere uptempo sange, med beats, klap og vokal - som der også er på Jose Gonzalez’ indspilninger. Der var intet overladt til fantasien, alt var live, som det lyder på de to plader ’In Our Nature’ og ’Veneer’ - måske lige på nær en ekstra akkord, som han havde tilføjet sangen ’Heartbeats’.
De par gange, hvor jeg tidligere har oplevet Jose Gonzalez, har været lidt mere uformelle steder - i 2005 i Lille Vega, hvor han knap nok kunne få luft pga den megen røg i lokalet (det var dengang) og i Nordhavn på København, hvor han en sensommer søndag eftermiddag spillede i en helt dags-oplyst sal. Men på en eller anden vis, passede den stille svensker, til disse lidt mere stive og formelle rammer. Og teknisk set, var det den bedste optræden jeg har hørt med ham.
Han kunne sagtens komme afsted med et par yderligere bemærkninger til publikum - det ville måske klæde koncerten en smule - men det samspillet mellem musikken og lyset i salen, sagde næsten mere end tusind ord. Når Jose var færdig med at spille, stoppede han gerne med et hårdt anslag på guitaren, og bøjede sit hoved ned over guitaren. I samme øjeblik blev der helt mørkt på scenen - ikke mere at sige, lukket ned, slukket og først tændt igen, når der kom nye toner fra scenen. God effekt!
Der var ingen nye sange på programmet - måske fordi Jose Gonzalez forlader sin krop lige om lidt, og går ind i en anden Jose Gonzalez - ham der er med sine to kammerater i Göteborg i bandet Junip, der skriver på en plade der kommer til næste år. Rygtet vil vide, at der første kommer en EP og siden et helt album - den tid den glæde. Men for nu, er det bare om at tænke tilbage på en elegant aften i selskab med Jose Gonzalez. ’Tack så hemskt mycket!’
Men ’Tack så hemskt mycket’ rungede ydmygt ud i den flotte ’Koncerthuset’, efter Jose Gonzalez havde afleveret sit sidste nummer på sætlisten, nemlig versionen af Massive Attacks ’Teardrop’ og inden han kastede sig over fortolkningen af Kylie Minogue’s ’Hand on Heart’. Der var også noget at takke for - for de 1500/1800 mennesker, der havde bænket sig på lægterne i Koncerthuset takkede Jose med stående applaus, da han forlod scenen.
Inden koncerten, var en pæn højlydt summen fra hele salen, men i samme sekund - og jeg mener praktisk talt samme sekund - som lyset blev dæmpet, kunne man høre en knappenål falde til gulvet. Som om alle vidste, at dette meget tyste, skrøbelige og indadvendte ville blive en massiv oplevelse hvis der var HELT stille... Og det var der... stille! Klapsalver da Jose kom gående ind på scenen med sin guitar, satte sig til rette og så igen, stille...
Man kunne høre en svag knirken fra guitaren, de små ’wushh’ når fingerende finder deres plads på gribebrættet, og et enkelt lille smask - BAM!!! Jose Gonzalez slog den første tunge, dybe og kraftige akkord an i ’Deadweight on Velveteen’ og slog samtidig aftenens dynamiske menu på plads. Fra den totale stilhed, pakket ind i Koncerthusets lyddøde rum, og strengenes voluminøse magt. Det gør indtryk!
De første sange fungerede som Jose Gonzalez, der spillede sig ind hos publikum - vi fik ham for os selv, som forret. Første senere kom Yukimi og Erik på scenen, og krydrede de mere uptempo sange, med beats, klap og vokal - som der også er på Jose Gonzalez’ indspilninger. Der var intet overladt til fantasien, alt var live, som det lyder på de to plader ’In Our Nature’ og ’Veneer’ - måske lige på nær en ekstra akkord, som han havde tilføjet sangen ’Heartbeats’.
De par gange, hvor jeg tidligere har oplevet Jose Gonzalez, har været lidt mere uformelle steder - i 2005 i Lille Vega, hvor han knap nok kunne få luft pga den megen røg i lokalet (det var dengang) og i Nordhavn på København, hvor han en sensommer søndag eftermiddag spillede i en helt dags-oplyst sal. Men på en eller anden vis, passede den stille svensker, til disse lidt mere stive og formelle rammer. Og teknisk set, var det den bedste optræden jeg har hørt med ham.
Han kunne sagtens komme afsted med et par yderligere bemærkninger til publikum - det ville måske klæde koncerten en smule - men det samspillet mellem musikken og lyset i salen, sagde næsten mere end tusind ord. Når Jose var færdig med at spille, stoppede han gerne med et hårdt anslag på guitaren, og bøjede sit hoved ned over guitaren. I samme øjeblik blev der helt mørkt på scenen - ikke mere at sige, lukket ned, slukket og først tændt igen, når der kom nye toner fra scenen. God effekt!
Der var ingen nye sange på programmet - måske fordi Jose Gonzalez forlader sin krop lige om lidt, og går ind i en anden Jose Gonzalez - ham der er med sine to kammerater i Göteborg i bandet Junip, der skriver på en plade der kommer til næste år. Rygtet vil vide, at der første kommer en EP og siden et helt album - den tid den glæde. Men for nu, er det bare om at tænke tilbage på en elegant aften i selskab med Jose Gonzalez. ’Tack så hemskt mycket!’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar