Spot - indtryk

Så er vi i gang!!! Spot fik sparket festivalsæsonen afsted.

Jeg fik naturligvis ikke oplevet alle koncerter, som jeg havde sat ring omkring i programmet. Fik dog tjekket en del – her er hurtige indtryk (i ikke prioriteret rækkefølge):

I Got You On Tape: Deres seneste album har ikke ramt mig så dybt som de to første album – men det skal jeg da ellers love for at sangene gjorde, da jeg oplevede dem live i mørket i Ridehuset. Et vanvittigt kompetent liveband, sikkert, overlegent, konsekvent med en suveræn lyd. En af festivalens bedste koncerter.
The Blue Van: Hvor har jeg været henne? Har set Blue Van mange gange live, og senest oplevede jeg sanger Steffen Westmark ved Klub Rolig, spille akustisk… men aldrig har jeg set så mange mennesker til et Blue Van show. Mon ikke der har været 1000? Tror jeg! Og bandet leverede bedre end nogensinde. Veloplagte, på grænsen til det overgearede – men noget så stilsikkert afleveret, hvad enten det var de korte ’hits’ eller sjæleren (’True’) eller det jamstykke de kastede sig ud i, ved koncertens afslutning. Helt klart i top 3 over koncerter på Spot.
Quadron: Coco er en dansk sangerinde, der har alt anden klang i sin stemme end dansk. Vil ikke overraske mig, hvis hendes stemme snart er at finde på en af de store elektro/house/lounge britiske artisters album. Quadron er kompromisløst westcoast. Blev fanget i starten, sammen med et talstærkt publikum (5-700), men faldt fra, da bandet ’tog den lidt ned’. Ærgeligt – en fredag aften omkring kl. 23, vil man gerne fyre en fest af.
Sleep Party People: Jeg havde lyst til at få SPP’s musik serveret, og kan godt forstå hvis nogle røg af i svinget, hvis man ikke helt var parat. Men SPP lavede smukke drømmende universer, med tangenter, drumpads, guitar og klokkespil. Koncertens bedste nummer ’Not Human At All’, er dog milevidt bandets bedste nummer – et afslutningsnummer, der næsten er i samme klasse som Mew’s ’Comforting Sounds’.
Little Yells Alot: Pur-rene Nirvana-elementer i deres musik, som virker RIGTIGT fedt. ’Gills’ er stadig mit favoritnummer – bandet spiller godt. God udtryksfuld og indlevende trommeslager. Sanger Jonas synger så pulsårene i halsen er ved at sprænge – men jeg savner at se ham mere på knæ på gulvet og forsvinde ind i musikken.
Dokkedahl/Dixen: Har oplevet duoen tidligere på Rust i København, hvor de fungerede bedre til mig humør dér, end de gjorde på Spot. Uden tvivl er det imponerende dygtige knægte, som hele tiden pirkede til fest-benet med blandingen af beats og hits. ’Intergalactic’ blev mixet med ’Let’s Dance’, ’Sweet Child o’Mine’ blev mashed up med noget andet – men dubsteppen er ikke min ubetingede ven… Folk var dog på – D/D har haft en fed aften.
Agnes Obel: Har efter koncerten lyttet til sangen ’Riverside’ igen – fra en EP jeg modtog i sidste uge… og JO – nummeret er RIGTIG fedt. Koncerten kom jeg dog halvvejs ind i - og slet ikke ind i! Blev irriteret over, at høre Agnes’ stemme på en baggrund af et Roland/Korg/whateever elektronisk piano, når der stod et stort og flot flygel gemt væk ovre i hjørnet – der er nok en forklaring, men hvor jeg dog gerne ville have hørt flygel, Agnes og hendes cellist fyre den af!
Vinnie Who: Lavede P3 session med Niels Bagge og Vinnie Who. På grænsen til gymnasie-disko, men det fungerer storartet, fordi bandet ligger tungt og sikkert, fordi der er et godt kor, fordi der er gode sange i blandt de 7, som bandet spillede og fordi Niels synger fedt OG er en selvsikker entertainer på en scene. Forfriskende.
Rumour Said Fire: De har rent faktisk andre sange, som også er gode! ’Evil Son’ og ’Dance’ er gode follow-up’s på ’The Balcony’ som uden sammenligning har været det største HIT på dette års Spot. Ærgeligt når publikum forlader koncerten efter ’The Balcony’ – Rumour har noget mere og noget andet at byde på. Det var glimrende ved P3 Session.
Fallulah: Endnu en P3 Session med en indehaver af en P3’s Uundgåelige. Sangerinde der giver hele sin sjæl til hendes sange, og det rammer publikum. Personligt var jeg nok lidt ukoncentreret – første navn ved P3 Session, man skal have styr på sit – det gik ud over nydelsen af nogle fine sange.
Alcoholic Faith Mission: Min første AFM-oplevelse – men helt sikkert ikke den sidste. Mere afdæmpet end jeg havde regnet med – albummet ’Let This Be The Last Night We Care’ er mere råt produceret. Led af dårlig lyd de fleste steder i Ridehuset, hvor jeg befandt mig – men fik en god afslutning på koncerten, efter at de var ved at hægte mig af, undervejs.
King’s Light Infantry: Country/Nu folket afdæmpet indie med en Christian Hjelm’s (Figurines) lignende vokal (så må man også sige Neil Young). Godt sammenspillet band, rigtig fine sange. Bandets force er de små fine guitartemaer, der bliver sikkert og dynamisk leveret af Lone Nielsen. Sidste nummer til koncerten (fik ikke fat i titlen), var en nydelse. Kunne matches godt på en aften med Cody.

Hørte-så-godt-om-koncerter-med-disse-navne-at-jeg-gerne-ville-have-været-der-selv:
CODY – for mange den STORE Spot-koncert.
Ginger Ninja – en sikker fest med gode sange.
Plök – Vildskab under kontrol
Kellermensch – Bandet jeg aldrig rigtig er faldet for, fik overvældende talk-of-the-town respons dagen derpå.
RebekkaMaria – Altid god for en glimrende popsang.
Thee Attacks – Missede dem faktisk to gange – en gang på Spot og dernæst uautoriseret på det gode sted Sway
Ignug, Mescalin, Baby, Hunch Bettors – 3 Karrierekanon-navne, der på hver deres facon fik væltet folk omkuld.
FM Belfast – en total-fest-oplevelse.
Jonathan Johansson – Professionelt og drømmende – nøjagtig som jeg forestiller mig det.

Det var en god weekend. Stemningen var rigtig god ved langt de fleste koncerter – meget fokus fra publikum på artisterne – sikkert fordi de danske navne efterhånden er blevet så overdrevet gode, at der skal et rigtig dårligt band til at slå en skæv der er stor nok til at gøre publikum ukoncentrerede.

Sommer – kom an!