onsdag den 26. maj 2010

Anna sagde debut


Band fra Århus: Annasaid


Det har været hyggeligt at følge med i Annasaids karriere - fra de første demoindspilninger der famlede sig vej frem på myspace for et par år siden, til albummet 'Jua', der nu bader i stearinlysets skær på mit skrivebord.

Undervejs er jeg stødt på bandets fire drenge, og har kunnet fornemme deres ambitioner, nysgerrighed og vilje til at bringe deres musik videre i verden, sammen som kammerater og som stolte musikere, der også tydeligvis er modnet som personer.

De har måske stadig noget af deres hvalpefedt på sig, når de optræder live - for de vil så forfærdelig meget - også lidt for meget i forhold til hvad tempo og koncentration kan holde. Det er det samme, som de har kæmpet med, på indspilningen til 'Jua'.

For ½ år siden lyttede jeg til singlen 'Dogfight' og følte egentlig at bandet var røget 2-3 år tilbage i tiden, næsten tilbage til start - for det var rodet, krampagtigt og ufokuseret. Siden har bandet smidt optagelsen ud, omstruktureret sangene lidt og startet forfra.

Ligesom tilfældet er med Foals (som ikke er helt tilfældigt - der er mange gode ting tilfældes), så har Annasaid også skruet ned for tempoet på flere af sangene - så der er plads til melodierne, temaerne og detaljerne - så alle kan følge med.

Sange som 'Bloodboy', 'Sun', 'Frenzy', 'Jua' og 'Marathon' er alle rigtig rigtig gode sange, der både har danse-, syng-med-, tema-stykker i en lind strøm, så det er en fryd. Jeg har ikke hørt noget andet dansk band, så konsekvent tage denne britiske stil til sig, og leveret den så intensivt og seriøst som Annasaid.

Måske er stilen, atmosfæren og lyden planket lige vel rigeligt på visse steder af albummet - men jeg ville ikke skrive dette, hvis ikke albummet spiller fedt i mine ører - og mest af alt har sat gode håb i søen for kvartetten - for de kæmper solidt og kæmper godt!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar