De gjorde det sgu!

Nyt album: Kashmir - 'Trespassers'

Det må være svært at være et band som Kashmir - uden pis - 5 album bag sig, flere af dem som toneangivende på den danske scene, og en status som et af landets største rockbands - blandt veteranerne, vil nogen mene.
Bandet skal forny sig med hvert eneste album - næsten hver eneste tone. Forny sig eller i det mindste gå tilbage til deres oprindelige ståsted - men i hvert fald skal de være vedkommende, bevæge og give noget fra sig, som ingen anede de havde i sig.

Samtidig kan de ikke lægge sig op ad de vinde, der nu engang blæser på rockscenen - eksempelvis tage med arme og ben fra Arcade Fire, Fleet Foxes eller Interpol - for at nævne en lille række inspirationskilder fra den seneste dekade. Kashmir har lige snittet Radiohead for nogle år siden og fik på snuden for det - samtidig med at bandet har fundet deres egen lyd, stil og måde at komponere på.

Ergo skal alt hvad der er essensen af Kashmir udvikles, genopfindes og genopdages hvis Kashmir anno 2010 stadig skal kunne regnes for at være et dansk rockband, med respekten for sig selv, musikken og hinanden som musikere intakt - et dansk rockband med noget på hjerte - og et dansk rockband i den særklasse, som bandets 5 tidligere udgivelser og en enkelt biograffilm er det klare bevis på.

’Trespassers’ er titlen på det 6. album, der har klinget i et par måneder på dansk radio med singlen ’Mouthful of Wasps’. I sig selv et godt nummer, som vokser - og som også har en tendens til at fade hurtigt ud igen, og smutter lige udenfor den top af sange, som indeholder stensikre Kashmir-klassikere. Men nyklassikere er der masser af på ’Trespassers’ og sange der nemt klatrer helt i top, på den førnævnte liste.

’Still Boy’ er måske albummets stærkeste skæring, med et varmt vers der går over i en god opbyggende bro og udmunder i et omkvæd, hvor der bliver sat ekstra ilt til guitaren og hvor albummet for første gang virkelig præsenterer topmålet af dynamik. Rytmen er dreven, fremadrettet og noget af stemningen rammer ’Petite Machine’ fra ’Zitilites’ albummet, som umiddelbart står som min personlige favorit.

’Zitilites’ formåede at skabe tæthed og nærvær i Kashmirs store sange, pga. produktionen, der netop foregik i Petite Machine - bandets eget studie, som de i dag har erstattet med et andet. Efter min smag blev ’No Balance Palace’ for komplekst, som om det ikke kunne blive stort, større og bedst nok. Men ’Trespassers’ er en fuldendt kombination af de to og ud af en sublim produktion kommer noget tredie...

Det tredie er det storladne, det pompøse og svulstige. ’Bewildered in the City’ er en 6½ minutters opbygning, forløsning og nedtagning. ‘Danger Bear’, hvor Kasper Eistrup lader sin genkendelige klang falde ned i et hav af strygere, som også ender med en ren orkestral afslutning på ’The Indian (That Dwells Inside This Chest)’, hvilket opsummerer hvad Kashmir står for i 2010 - det kommer jeg tilbage til.

For inden albummet slutter, har du også stiftet bekendtskab med Kashmirs vel nok bedste vers i sangen ’Mantaray’ (It’s your sun, it’s your waves, it’s your water - siger dig ikke noget, hvis du ikke hører det i sammenhæng :-)). ’Time Has Deserted Us’ er en afbalanceret melankolsk tone med lidt ekstra percussion end vi er vant til og ’Intruder’ kører formegentlig i albummets højeste gear, i en dramatisk og næsten filmisk sammensætning af akkorder på en bund af Pink Floyd.

Albummets lille legestykke, kommer i skikkelse af ’Pallas Athena’, der har en middelhavs-lignende guitar liggende som motoren under Eistrups sci-fi stemme - et lille stykke kunst, som har melodi og udvikler sig - men er mere et stykke legetøj end et stykke sjælefred - ja hvem ved - måske er der sjælefred for nogen. Men det er med til at forme Kashmir anno 2010...

Store sange, GODE sange, fine melodier, personligheden der skinner igennem i spillet fra ALLE de fire Kashmir drenge, Henke, Asger, Mads og Kasper. Det er skiftet mellem dur og mol, skiftet mellem glæde og knuste forhåbninger, skiftet mellem rock og alt det andet. Kashmir hvæser stadig og viser fortsat tænder - men ligesom det musikalske skift mellem deres ’Cruzential’ album og ’The Good Life’ var et kvantespring fra spraglet og iderigt til formateret og ambitiøst, så er dette skift noget i samme retning.

Den eneste forskel er bare, at de fleste i dag er klar over, at Kashmir kan klare sådan et skift og ikke mindst stå bag ambitiøse toner - så det kommer måske ikke som den store overraskelse - men måske mere som et: ”Jo for fanden... De gjorde det sgu!”