Islands seneste stjerne - Ásgeir Trausti
Det har længe været en kendt hemmelighed, at Island gemmer på en masse talent og en masse stemmer, der hver er unikke og bidrager med nogle helt specielle stemninger til musikken.
En god ven gjorde mig opmærksom på Ásgeir Trausti, som jeg hørte et nummer med. Det var fint, godt skrevet, en god stemme, og uden at jeg anede handling eller ord i den islandske tekst, gik sangen ind - en kæk melankolsk singer/songwriter poptone.
Et par uger efter, befandt jeg mig i en svømmehal i Reykjavik, den islandske hovedby og arnested for de fleste af de store islandske musikere. Og denne aften i svømmehallen, var der er ikke mange mennesker - faktisk kun én. En ung fyr, som gik og spulede gulvet i sæbevand - og havde netop sat sin ipod til hallens anlæg. Og ud af de fire højtalere, der hang oppe under jernkonstruktionen i loftet, strømmede nogle tunge, dybe og endnu mere melankolske rytmer ud i 5 korte minutter. En sang, der stort set ikke udvikler sig - men lyden, tonerne og stemningen der bliver slået an fra start, er klimax i sig selv - og så kan alt andet være lige meget.
Fyren, der spulede gulv fortalte at det var Ásgeir Trausti, som han engang havde dyrket atletik med. Det var nogle år siden, at de havde kastet spyd, side om side, men den 20-årige Ásgeir Trausti, havde aldrig fortalt, at han spillede musik. Så min nye ven i svømmehallen blev ekstremt overasket over, at sin gamle atletik-makker, udfolde sig på et album, som er blevet den mest omtalte udgivelse i 2012 i Island og Ásgeir Trausti er nu et navn, som langt de fleste musikinsteresserede udmærket ved hvem er!
I de sidste par uger, har jeg næsten ikke bestilt andet end at tale om Ásgeir Transti på P6BEAT, og ikke mindst spillet hans musik - og vil kort og godt med dette indlæg opfordre dig til at give mandens musik og ord en lytter. Jeg kan ikke islandsk - og det kan du måske heller ikke. Men selvom vi så intet fatter af hans ord, så ved vi vidst godt alle sammen hvad sangene omhandler alligevel - det lægger stemningen ligesom op til. Det er kærligheden, livet og følelserne blandet sammen med de umanerlig store islandske vider og smukke natur.
Ja - Bon Iver og James Blake møder du i indkørslen, når du skal besøge Ásgeir Trausti's univers, og resten er bygget op af så meget andet, som du har mødt lidt længere nede af villavejen. Men den måde denne unge fyr bruger sin stemme på, sammen med sin guitar er så meget Trausti's egen facon og lyd - og så får han det hele til at lyde ulidelig let - og man bliver ikke overrasket når han fortæller, at han har spillet klassisk guitar siden han var syv og er kæmpe fan af Nirvana.
Endelig er Ásgeir Trausti nomineret til 6 islandske music awards til næste år, en Nordic Music Prize og gæster Eurosonic Festivalen til januar 2013. Så hvis ikke du hørte om ham nu, så ville du komme til det, næste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar