fredag den 9. juli 2010

Rygtet sagde ild...




...og rygtet talte sandt. Så hvor skal vi hen nu?


Til september går Rumour Said Fire i studiet, og til september er det år 1 efter ’The Balcony’ – det største hit i 2009, kun overgået af Medinas meritter på de danske hitlister. De 4 unge mænd, bag ’The Balcony’, går under navnet Rumour Said Fire, der er blevet et husholdsnavn i den danske musikbranche, hos pladekøberne og i de mange danske hjem.

Det er på mange måder en klassisk solstråle historie. Rumour Said Fire finder sammen om at lave gode indiesange, og arbejder lige pludselig med en nu-folket-Simon-and-Garfunkel-ish-tone, der skulle ende med at give dem en pladekontrakt OG gøre bandet Danmarks berømte i løbet af sensommeren og efteråret.

Hundrede og tusinder er valfartet til bandets koncerter på spillesteder, open-air scener og festivaller igennem de sidste 9-10 måneder, og det lille orkester har trukket fulde huse rigtig mange steder, samtidig med at P3 har kastet høje rotationer og priser efter ’Rumour’ – alt sammen pga. ét enkelt nummer.

De øvrige sange, der findes på EP’en ’The Life And Death Of A Male Body’ (for ja, de har flere numre som også er udkommet), er ikke i stil med ’The Balcony’ – de kommer fra en mere indadvendt og traditionel indiekultur og lyd, og er heller ikke umiddelbart lige så interessante – det er vel fair nok at sige.

Derfor kan man vel heller ikke bebrejde fans over hele landet, der udvandrer fra koncerter med Rumour Said Fire, lige så snart de har skrålet med på ’The Balcony’ – måske kunne publikum godt udvise lidt respekt fra bandets øvrige repertoire, men allright… vi lever i en verden, hvor vi hurtigt er videre i teksten, hvis ikke vi falder for det vi får serveret, med det samme.

Men det er denne ’one-hit-wonder’-kultur, som Rumour Said Fire er havnet i, og som de også skal ud af igen. Jeg er overbevist om, at drengene var klar over, at de havde lavet et godt nummer, da ’The Balcony’ formede sig i deres hænder, hjerner og sjæle. Men ingen kan lavet et så kalkuleret hit som dette.

Derfor tror jeg også først at det er nu, at bandet har indset hvilken realitet de står over for, når de efter sommeren går i studiet for at lave deres første album med nye sange. En realitet som siger, at halvdelen af Kongeriget Danmark forventer en ny ’The Balcony’, for ellers finder man ikke Rumour’s debut i deres pladesamling.

Vi taler ikke om den svære to’er i album-forstand – for bandet har ikke engang lavet etteren endnu. På den baggrund mener jeg, at Rumour Said Fire kan tage det helt roligt, nyde succesen og så ellers trække vejret helt ned i maven, for derefter at gå i studiet og lave nye sange til os der venter.

Bandet kommer nemlig et andet sted fra, og skal fortsætte med at hive inspirationen op ad den brønd og fra den kilde, hvor de har lavet sangene til deres EP. Kommer der strofer af sange, der kunne minde om deres mastodont hit, så tager vi det med og vil sikkert nyde det.

Men personligt forventer jeg ikke en ny ’The Balcony’ – og jeg håber heller ikke at Rumour Said Fire laver forkrampede forsøg på at lave en ny ’The Balcony’. For selvom de øvrige sange fra EP’en måske ikke er af samme kaliber som ’The Balcony’, så vidner de sange trods alt om et band med talent og ambitioner – og det er det, som de bør udvikle på deres kommende indspilning.

For da ’The Balcony’ med al sin dynamik, skønhed og kraftfuldhed ramte Danmark, var bandet stadig ved at finde deres form og udveksle drømme for hinanden. Drengene spillede deres første koncert sammen i maj 2008. Lige pludselig stod de mit i orkanens øje – rundt om dem hvirvler det stadigvæk med fyldte koncertsale, forventninger, berømmelse, blitz, pres og hit – og de skal finde en rolig vej ud af centrum.

Jeg forstår godt, hvis bandet kan mærke og lugte en dårlig ånde i nakken – men jeg tror at vi alle kan tage det helt roligt. Rumour Said Fire er et godt band, det sidste år må have modnet medlemmerne ekstremt meget, og det tager de formegentlig med sig i studiet – hvor de forhåbentlig finder ind til kernen af deres venskab og ideer om at lave musik sammen.

Finder Rumour Said Fire den kerne – så får vi, lige meget hvad, en ægte, troværdig og god plade – med eller uden ’The Balcony’. Dén sang er Danmarks historie – og netop historie – en stolt del af Rumour’s bagage. Nu fortsætter rejsen, og det er fedt at være med som passager.

torsdag den 8. juli 2010

Introducerer TWIN SHDAOWS



Retromelodi-dyrkende projekt i en Q&A:

Twin Shadow er et band eller projekt, ledet af George Lewis Jr., der fra lejlighed i Brooklyn både laver musik, ugentlig radio og har besvaret 5 hurtige spørgsmål til bloggen her.

George Lewis Jr., har danske forbindelser – har været i København tidligere – og forklarer lidt om en mystisk person, som dukker op under radioshowet ’Forget Radio’, som du kan tjekke på Twin Shadow egen blog. (hvor du også kan høre 3 fede sange fra det kommende album).

Men vi starter med inspiration og favoritmusik:

Q: Hvilket album fik dig startet med at lave musik?
A: Det er meget svært at sige. Det kunne være Paul Simon’s ’Graceland’ (mine forældre kunne ikke få nok). Det kunne være et af de mange Cure-bånd som min storesøsters veninde (som jeg var forelsket i) spillede, mens hun stod på rulleskøjter rundt i cirkler i vores indkørsel i Miami. Og det kunne have være alt på Floridas radio – masser af Black Sabbath, Led Zeppelin, Boys 2 Men, 2 Live Crew – jeg kan bare ikke huske det…

Q: Nævn dine 3 favoritartister fra 80’erne…
A: Jeg er ret glad for Tears For Fears (oplagt svar, men de er fede). Yellow Magic Orchestra og The Smiths.

Q: Har du været i nogle tidligere bands?
A: Jeg har været med i Garbage, Hole, 4 Non-Blondes og Destiny’s Child (OK, jeg forstår – dumt spørgsmål, sløset journalistik :-) .C).

Q: Hvad kan man forvente sig af dit debutalbum?
A: Ord der kan høres!

Q: Hvem kommer ind ad døren, alt imens Mr. Green læser poesi op i dit ’Forget Radio’ show?
A: En meget spooky værelseskammerat, der var på Woodrow-frø trip. Jeg aldrig prøvet dem – men det er imponerende at Mr. Green kunne holde koncentrationen.

PS! HEJ KØBENHAVN – det har været alt for længe siden!!! Shout outs til Andrea, Marie og Rasmus, my man!!!

Du kan høre FORGET RADIO her:



Forget Radio 1 - "the b......belly with us all in it" by Twin Shadow

The New Politics

Et råb fra sidste års Karrierekanon

I 2009 var der 4 fede navne med i Karrierekanonen på P3. The Olympics, Leonora, Non + og Rubberhead Banditz. Sidstnævnte fik kontakter i USA, allerede inden deres Karrierekanonhit 'Dignity' havde ramt æteren i P3, og hurtigt fik de ændret navn til The New Politics.

I juli 2010 har Paul, Søren og David boet i NY i 8 måneder - eller det vil sige, at de har opholdt sig dér, for at tage et par billeder til deres facebookprofil - for de har brugt tiden på at turnere i Europa og USA - frem og tilbage, måned ud og måned ind.

Deres debutalbum, som indeholder en hel del af deres tracks, som vi overvejede til Karrierekanonen, er en prioritetsudgivelse hos deres label (øh... Sony/RCA), hvilket betyder at bandet også har lidt markedsføringsbudget bag sig.

Det bliver spændende at se, hvad der sker for bandet i resten af 2010 og 2011 - dette er videoen for 'Yeah Yeah Yeah', som har helt legale og virksomme referencer til good ol' Nirvana anno 1992 - bare med lidt mere pop og ALT ANDET end shoegazing teen-rock (som også var fedt, men dette er bare noget andet.

Tænk sig... for 1½ år siden sad drengene i en lille lejlighed på Vesterbro. Det var koldt, sent på aftenen og et par minutter i deadline for upload til Karrierekanonen. De kiggede på hinanden, og sagde 'OK... vi gør det sgu' - og så trykkede de 'send'!