søndag den 30. maj 2010

3 friske danske



Nyd din søndag i selskab med :
Rufus Spencer /Treefight the Sunlight / Stærosaurus.

Rufus Spencer
Først og fremmest har jeg nydt at spille Rufus Spencer de sidste mange søndage på P3 - sangen 'Old Friends' er et godt bekendskab, som blander en delikat men ikke kompliceret sangskrivning, med småskramlende trommer i et tungt drive.

Den nordjydske sanger med det internationaltklingende navn, har sammen med sit band, en mission at udsende 3-4 forskellige ep'ere på ligeså mange år - i lige så mange forskellige stilarter. Han er startet med EP'en 'Sit Down By The Fire', hvor fokus helt klart er på melodierne og en stærk melankoli.

Åbningsnummeret 'Ghost' er rigtig godt skrevet og meget fint fremført med vokal og piano - meget modigt af et 'debuterende' band - men det viser vidst meget godt, hvor meget talent der gemmer sig i den forsagte knægt, der på nedenstående klip er i front for sit band på 'Old Friends'.





Stærosaurus
For et par dage siden fik jeg hilst på Andreas Stær, der skulle vise sig at have et pragtfuld stemningsmættet nummer med, med dansk tekst. Sangen 'Jeg har aldrig (haft det sådan før)' har et genkendelig og fedt guitarriff, et drømmende guitartema og en luftig - næsten svævende - vokal med en blid melodi.

Jeg er aldrig stødt på manden eller sangene før - så jeg må prøve at tjekke lidt mere bandbase, hvor nummeret har været 'track of the day', hvor meget eller lidt det så end siger og betyder - men hvor er det fedt og overraskende, at noget der er så hamrende kompetent, kan florere i så lang tid, uden at nå til den del af overfladen, hvor jeg flyder rundt.

Bandnavnet og nogle af de andre sange lider lidt under, at Andreas laver musikken og sangene selv. Hvis han fik lidt mere kontinuerlig sparring, er jeg sikker på, at flere af sangene kunne løfte sig højere - og selvom Stærosaurus er meget sødt - så minder det lidt om hovedpersonen i en børnebog - det matcher ikke helt Andreas' drømmende tekster, hvor der på flere måder er højt til loftet.

Treelight for Sunlight
Den sidste lyd tilhører Treefight for Sunlight, som netop har udsendt en single, og er - så vidt jeg ved, det eneste af disse tre navne, der har en officiel pladekontrakt. Det første udgivelse på Tambourhinoceros, der er grundlagt af Aske og Kristoffer fra Oh No Ono.

Treefight For Sunlight lyder som en krydsning af Oh No Ono, MGMT (første album) og The National, der spiller sange med Supertramp, Beatles og Mew i tankerne. Inspirerende på samme niveau som da MGMT landede med deres album 'Oracular Spectacular', som var én lang historisk rundtur i rocken og poppens cool og kitchede ophavnsmænd/kvinder.

Det er ambitiøst, der er mange og gode tanker bag kvartetten. Produktionen er fed - videoerne tjekkede - sangene (de to der ligger på myspace - andet har jeg ikke hørt) er glimrende! Så tager du sangene med på camping til sommer - så er du godt underholdt.



onsdag den 26. maj 2010

Anna sagde debut


Band fra Århus: Annasaid


Det har været hyggeligt at følge med i Annasaids karriere - fra de første demoindspilninger der famlede sig vej frem på myspace for et par år siden, til albummet 'Jua', der nu bader i stearinlysets skær på mit skrivebord.

Undervejs er jeg stødt på bandets fire drenge, og har kunnet fornemme deres ambitioner, nysgerrighed og vilje til at bringe deres musik videre i verden, sammen som kammerater og som stolte musikere, der også tydeligvis er modnet som personer.

De har måske stadig noget af deres hvalpefedt på sig, når de optræder live - for de vil så forfærdelig meget - også lidt for meget i forhold til hvad tempo og koncentration kan holde. Det er det samme, som de har kæmpet med, på indspilningen til 'Jua'.

For ½ år siden lyttede jeg til singlen 'Dogfight' og følte egentlig at bandet var røget 2-3 år tilbage i tiden, næsten tilbage til start - for det var rodet, krampagtigt og ufokuseret. Siden har bandet smidt optagelsen ud, omstruktureret sangene lidt og startet forfra.

Ligesom tilfældet er med Foals (som ikke er helt tilfældigt - der er mange gode ting tilfældes), så har Annasaid også skruet ned for tempoet på flere af sangene - så der er plads til melodierne, temaerne og detaljerne - så alle kan følge med.

Sange som 'Bloodboy', 'Sun', 'Frenzy', 'Jua' og 'Marathon' er alle rigtig rigtig gode sange, der både har danse-, syng-med-, tema-stykker i en lind strøm, så det er en fryd. Jeg har ikke hørt noget andet dansk band, så konsekvent tage denne britiske stil til sig, og leveret den så intensivt og seriøst som Annasaid.

Måske er stilen, atmosfæren og lyden planket lige vel rigeligt på visse steder af albummet - men jeg ville ikke skrive dette, hvis ikke albummet spiller fedt i mine ører - og mest af alt har sat gode håb i søen for kvartetten - for de kæmper solidt og kæmper godt!






tirsdag den 25. maj 2010

Når himlen er når den er


Verdens bedste bar-band: The Hold Steady

'Hurricane J' er hentet fra The Hold Steady's 4. album 'Heaven Is Whenever', som er helt på linie med deres klassiske to-er 'Boys And Girls In America'.

Historierne om nutidens unge, der tåger rundt med det forkerte slæng, bliver stive, ryger hash og og og... gennemtærskede fortællinger, der på en eller anden charmerende måde, får nyt liv i munden på Craig Finn, med rockscenens mest flade stemme - og med et kompetent spillende band.

Der findes naturligvis mp3'ere i bedre kvalitet end dette klip -men siden The Hold Steady er så sjælden en gæst på dansk grund (et oplagt Roskilde-act - uden nogensinde at have været på plakaten), så er her live live-footage som du kan nyde.


Og jep! The Hold Steady kan deres Replacements og E Street Band til fingerspidserne - DET er gode inspirationskilder.

Spot - indtryk


Så er vi i gang!!! Spot fik sparket festivalsæsonen afsted.

Jeg fik naturligvis ikke oplevet alle koncerter, som jeg havde sat ring omkring i programmet. Fik dog tjekket en del – her er hurtige indtryk (i ikke prioriteret rækkefølge):

I Got You On Tape: Deres seneste album har ikke ramt mig så dybt som de to første album – men det skal jeg da ellers love for at sangene gjorde, da jeg oplevede dem live i mørket i Ridehuset. Et vanvittigt kompetent liveband, sikkert, overlegent, konsekvent med en suveræn lyd. En af festivalens bedste koncerter.
The Blue Van: Hvor har jeg været henne? Har set Blue Van mange gange live, og senest oplevede jeg sanger Steffen Westmark ved Klub Rolig, spille akustisk… men aldrig har jeg set så mange mennesker til et Blue Van show. Mon ikke der har været 1000? Tror jeg! Og bandet leverede bedre end nogensinde. Veloplagte, på grænsen til det overgearede – men noget så stilsikkert afleveret, hvad enten det var de korte ’hits’ eller sjæleren (’True’) eller det jamstykke de kastede sig ud i, ved koncertens afslutning. Helt klart i top 3 over koncerter på Spot.
Quadron: Coco er en dansk sangerinde, der har alt anden klang i sin stemme end dansk. Vil ikke overraske mig, hvis hendes stemme snart er at finde på en af de store elektro/house/lounge britiske artisters album. Quadron er kompromisløst westcoast. Blev fanget i starten, sammen med et talstærkt publikum (5-700), men faldt fra, da bandet ’tog den lidt ned’. Ærgeligt – en fredag aften omkring kl. 23, vil man gerne fyre en fest af.
Sleep Party People: Jeg havde lyst til at få SPP’s musik serveret, og kan godt forstå hvis nogle røg af i svinget, hvis man ikke helt var parat. Men SPP lavede smukke drømmende universer, med tangenter, drumpads, guitar og klokkespil. Koncertens bedste nummer ’Not Human At All’, er dog milevidt bandets bedste nummer – et afslutningsnummer, der næsten er i samme klasse som Mew’s ’Comforting Sounds’.
Little Yells Alot: Pur-rene Nirvana-elementer i deres musik, som virker RIGTIGT fedt. ’Gills’ er stadig mit favoritnummer – bandet spiller godt. God udtryksfuld og indlevende trommeslager. Sanger Jonas synger så pulsårene i halsen er ved at sprænge – men jeg savner at se ham mere på knæ på gulvet og forsvinde ind i musikken.
Dokkedahl/Dixen: Har oplevet duoen tidligere på Rust i København, hvor de fungerede bedre til mig humør dér, end de gjorde på Spot. Uden tvivl er det imponerende dygtige knægte, som hele tiden pirkede til fest-benet med blandingen af beats og hits. ’Intergalactic’ blev mixet med ’Let’s Dance’, ’Sweet Child o’Mine’ blev mashed up med noget andet – men dubsteppen er ikke min ubetingede ven… Folk var dog på – D/D har haft en fed aften.
Agnes Obel: Har efter koncerten lyttet til sangen ’Riverside’ igen – fra en EP jeg modtog i sidste uge… og JO – nummeret er RIGTIG fedt. Koncerten kom jeg dog halvvejs ind i - og slet ikke ind i! Blev irriteret over, at høre Agnes’ stemme på en baggrund af et Roland/Korg/whateever elektronisk piano, når der stod et stort og flot flygel gemt væk ovre i hjørnet – der er nok en forklaring, men hvor jeg dog gerne ville have hørt flygel, Agnes og hendes cellist fyre den af!
Vinnie Who: Lavede P3 session med Niels Bagge og Vinnie Who. På grænsen til gymnasie-disko, men det fungerer storartet, fordi bandet ligger tungt og sikkert, fordi der er et godt kor, fordi der er gode sange i blandt de 7, som bandet spillede og fordi Niels synger fedt OG er en selvsikker entertainer på en scene. Forfriskende.
Rumour Said Fire: De har rent faktisk andre sange, som også er gode! ’Evil Son’ og ’Dance’ er gode follow-up’s på ’The Balcony’ som uden sammenligning har været det største HIT på dette års Spot. Ærgeligt når publikum forlader koncerten efter ’The Balcony’ – Rumour har noget mere og noget andet at byde på. Det var glimrende ved P3 Session.
Fallulah: Endnu en P3 Session med en indehaver af en P3’s Uundgåelige. Sangerinde der giver hele sin sjæl til hendes sange, og det rammer publikum. Personligt var jeg nok lidt ukoncentreret – første navn ved P3 Session, man skal have styr på sit – det gik ud over nydelsen af nogle fine sange.
Alcoholic Faith Mission: Min første AFM-oplevelse – men helt sikkert ikke den sidste. Mere afdæmpet end jeg havde regnet med – albummet ’Let This Be The Last Night We Care’ er mere råt produceret. Led af dårlig lyd de fleste steder i Ridehuset, hvor jeg befandt mig – men fik en god afslutning på koncerten, efter at de var ved at hægte mig af, undervejs.
King’s Light Infantry: Country/Nu folket afdæmpet indie med en Christian Hjelm’s (Figurines) lignende vokal (så må man også sige Neil Young). Godt sammenspillet band, rigtig fine sange. Bandets force er de små fine guitartemaer, der bliver sikkert og dynamisk leveret af Lone Nielsen. Sidste nummer til koncerten (fik ikke fat i titlen), var en nydelse. Kunne matches godt på en aften med Cody.

Hørte-så-godt-om-koncerter-med-disse-navne-at-jeg-gerne-ville-have-været-der-selv:
CODY – for mange den STORE Spot-koncert.
Ginger Ninja – en sikker fest med gode sange.
Plök – Vildskab under kontrol
Kellermensch – Bandet jeg aldrig rigtig er faldet for, fik overvældende talk-of-the-town respons dagen derpå.
RebekkaMaria – Altid god for en glimrende popsang.
Thee Attacks – Missede dem faktisk to gange – en gang på Spot og dernæst uautoriseret på det gode sted Sway
Ignug, Mescalin, Baby, Hunch Bettors – 3 Karrierekanon-navne, der på hver deres facon fik væltet folk omkuld.
FM Belfast – en total-fest-oplevelse.
Jonathan Johansson – Professionelt og drømmende – nøjagtig som jeg forestiller mig det.

Det var en god weekend. Stemningen var rigtig god ved langt de fleste koncerter – meget fokus fra publikum på artisterne – sikkert fordi de danske navne efterhånden er blevet så overdrevet gode, at der skal et rigtig dårligt band til at slå en skæv der er stor nok til at gøre publikum ukoncentrerede.

Sommer – kom an!

fredag den 21. maj 2010

SPOT tur/retur


Spot weekend 2010!

Sidder på en TDC Hotspot – allernådigst fri adgang på internettet frem til en gang i juni måned på ruten København-Århus med DSB. Familiekupé midt på Fyn, en kop kaffe og et spejderkorps rundt om mig, der er på vej hjem fra en lejr et sted. Jeg har lukket verden, støjen og solen ude – har mine Sennheiser HD 280 Pro på lyttelapperne og glæder mig til at tjekke dette ud på årets Spot i Århus, når jeg engang ruller ind…

Alcoholic Faith Mission – semistøj, semirock, semimelankoli. Har aldrig oplevet dem live, men nyder deres album’Let This be The Last Night We Care’.
Before The Show – Ledes af Laurids Smedegaard, der er med i Alcoholic Faith Mission og igennem flere andre bands. Spændende soloprojekt, har været længe undervejs – glæder mig til at opleve, om det er flyvefærdigt live.
Cody - Tilbagelænet og gennemarbejdet smuk countryinspireret tøffepop. Har oplevet et kort glimt af dem live i februar. En appitizer for at jeg skal tjekke en hel koncert.
Black Leather Machine – Håber ikke, at det er endnu et konstrueret-for-at-bevise-at-vi-er-drenge-røve-overfor-vores-venner-rock-band. Fede sange på deres myspace (’Sex Express’!!!). Album ude senere på året.
The Blue Van – DK’s bedste liveband der ærligt genfortæller fortidens rockhistorier. Bundtroværdigt og konsekvent! Lang tid siden jeg sidst har set dem på en scene.
Thee Attacks – Nordjydere er garante for troværdig retrorock. Thee Attacks har netop udsendt en glimrende debutplade – nu er det tid til at tjekke dem på scenen.
Sleep Party People – Drømmende og fængende. Brian Batz har lavet en ambitiøs og overrumplende debutplade i nattøj og kaninører.
Plök – Som Düreforsøg ville have lydt i 2010 – måske! Oprindelig komplekst og nærmest vanvittigt – nu mere direkte og mere form. Kan godt blive en fest live!
Agnes Obel – har lige modtaget en EP med 3 sange. Hørt den ene (’Riverside’) – formidabelt! Stemningsfuld og måske den bedste kvindelige vokal jeg har hørt længe. Sang – klaver – melodi.
FM Belfast – Islandske toner og beats, der har bredt sig til Europa. Bør opleves – fest med islændige siges at være vildt.
Kings Light Infantry – ’Home’ har et fedt tema – nyder at spille det på P3. Ved ikke hvad jeg skal forvente.
Jonathan Johansson – svensk popsmed. ’Innan Vi Faller’ og ’Aldrig Ensam’ er toptracks! Kan han genskabe samme univers live, som på plade, så er man kommet i himlen.
Sebastian Lind – Albumdebut ude nu. ’Stay’ har længe været min favorit, siden jeg hørte nummeret for et år siden. Har en dragende stemme – meget speciel!
Quadron – Kender sangerinden Coco fra Karrierekanonbandet Non+. En af landets bedste stemmer. Quadron er på vej ud i verden – må hellere opleve dem, inden deres danske absence.
Mimas – Århus’ mest udfordrende band. Beats, rytmer, melodier, der minder om The Kissaway Trial – sat sammen i en ægte indieånd og en stemning af ikke at ville indordne sig – eller lyde som The Kissaway Trail. Tak! Tjek også medlemmet Snævar Albertsson’s solo Dad Rocks (ikke Spot aktuel).

Glæder mig til at præsentere koncerter med The Rumour Said Fire, Fallulah og Vinnie Who og vil til hver en tid anbefale Karrierekanonbands: Ignug (POP-insane), Mescalin, Baby (ROCK-insane) og Hunch Bettors (much love!!!) – og glem ikke sidste års KK-suveræne The Olympics.

Fyn er passeret – som så mange gange før. Solen stråler, træerne sprunget ud, jeg når ikke at se bare halvdele af koncerterne – men musikken venter forude – det bliver en god weekend.

FOALS


Nyt suverænt album 'Total Life Forever'

Britiske Foals var hurtigt ude af startblokkene på debutalbummet ’Antidotes’ for et par år siden. ’Balloons’ og den mere punkede ’Cassius’, bragte Bloc Party’s fanden-i-voldske danserock lige et skridt længere og blev flankeret af små lyn-hurgtige guitarfigurer – godt pakket ind i delay. Et godt alternativ til Klaxons og The Futureheads.

De dæmpede klikkende anslag på guitarer farer stadig rundt i lydbilledet med jævne mellemrum, som en Foals-signatur, men ellers er der kommet noget mere ro over feltet – der er blevet givet mere plads til sangene, til melodierne og til stemningerne - og det er virkelig suveræne numre der kommer frem.

Et nummer som ’Spanish Sahara’ er én lang melankolsk opbygning af et formidabelt nummer – måske pladens bedste, sammen med ’What Remains’ – lidt i stil med åbneren ’Blue Blood’. Hastigheden og vreden er gemt i teksterne og en ulmende underspillethed, så man konstant fornemmer, at dette kan eksplodere, hvilket øjeblik det skulle være.

Men Foals holder igen og nøjes med linier som ’I’m The fury in the back of your head’ (’Spanish Sahara’) og har en kaldende, ofte messende, vocal der går igennem flere af bandets sange (’Alabaster’, ’Afterglow’ og ’2 Trees’).

Der er ingen ’Balloons’ på ’Total Life Forever’ – hvilket måske er lidt synd, for personligt syntes jeg at ’Balloons’ er fabelagtigt skåret i rytme, melodi og produktion. Men Foals kravler elegant ud af det tomrum, som de ellers ville være havnet i, hvis de havde kørt den meget kompromisløse stil fra ’Antidotes’ videre i 2010.