fredag den 21. maj 2010

SPOT tur/retur


Spot weekend 2010!

Sidder på en TDC Hotspot – allernådigst fri adgang på internettet frem til en gang i juni måned på ruten København-Århus med DSB. Familiekupé midt på Fyn, en kop kaffe og et spejderkorps rundt om mig, der er på vej hjem fra en lejr et sted. Jeg har lukket verden, støjen og solen ude – har mine Sennheiser HD 280 Pro på lyttelapperne og glæder mig til at tjekke dette ud på årets Spot i Århus, når jeg engang ruller ind…

Alcoholic Faith Mission – semistøj, semirock, semimelankoli. Har aldrig oplevet dem live, men nyder deres album’Let This be The Last Night We Care’.
Before The Show – Ledes af Laurids Smedegaard, der er med i Alcoholic Faith Mission og igennem flere andre bands. Spændende soloprojekt, har været længe undervejs – glæder mig til at opleve, om det er flyvefærdigt live.
Cody - Tilbagelænet og gennemarbejdet smuk countryinspireret tøffepop. Har oplevet et kort glimt af dem live i februar. En appitizer for at jeg skal tjekke en hel koncert.
Black Leather Machine – Håber ikke, at det er endnu et konstrueret-for-at-bevise-at-vi-er-drenge-røve-overfor-vores-venner-rock-band. Fede sange på deres myspace (’Sex Express’!!!). Album ude senere på året.
The Blue Van – DK’s bedste liveband der ærligt genfortæller fortidens rockhistorier. Bundtroværdigt og konsekvent! Lang tid siden jeg sidst har set dem på en scene.
Thee Attacks – Nordjydere er garante for troværdig retrorock. Thee Attacks har netop udsendt en glimrende debutplade – nu er det tid til at tjekke dem på scenen.
Sleep Party People – Drømmende og fængende. Brian Batz har lavet en ambitiøs og overrumplende debutplade i nattøj og kaninører.
Plök – Som Düreforsøg ville have lydt i 2010 – måske! Oprindelig komplekst og nærmest vanvittigt – nu mere direkte og mere form. Kan godt blive en fest live!
Agnes Obel – har lige modtaget en EP med 3 sange. Hørt den ene (’Riverside’) – formidabelt! Stemningsfuld og måske den bedste kvindelige vokal jeg har hørt længe. Sang – klaver – melodi.
FM Belfast – Islandske toner og beats, der har bredt sig til Europa. Bør opleves – fest med islændige siges at være vildt.
Kings Light Infantry – ’Home’ har et fedt tema – nyder at spille det på P3. Ved ikke hvad jeg skal forvente.
Jonathan Johansson – svensk popsmed. ’Innan Vi Faller’ og ’Aldrig Ensam’ er toptracks! Kan han genskabe samme univers live, som på plade, så er man kommet i himlen.
Sebastian Lind – Albumdebut ude nu. ’Stay’ har længe været min favorit, siden jeg hørte nummeret for et år siden. Har en dragende stemme – meget speciel!
Quadron – Kender sangerinden Coco fra Karrierekanonbandet Non+. En af landets bedste stemmer. Quadron er på vej ud i verden – må hellere opleve dem, inden deres danske absence.
Mimas – Århus’ mest udfordrende band. Beats, rytmer, melodier, der minder om The Kissaway Trial – sat sammen i en ægte indieånd og en stemning af ikke at ville indordne sig – eller lyde som The Kissaway Trail. Tak! Tjek også medlemmet Snævar Albertsson’s solo Dad Rocks (ikke Spot aktuel).

Glæder mig til at præsentere koncerter med The Rumour Said Fire, Fallulah og Vinnie Who og vil til hver en tid anbefale Karrierekanonbands: Ignug (POP-insane), Mescalin, Baby (ROCK-insane) og Hunch Bettors (much love!!!) – og glem ikke sidste års KK-suveræne The Olympics.

Fyn er passeret – som så mange gange før. Solen stråler, træerne sprunget ud, jeg når ikke at se bare halvdele af koncerterne – men musikken venter forude – det bliver en god weekend.

3 kommentarer:

  1. Yir!
    Seje anbefalinger - håber du nåede at få dem alle med?;-)

    SvarSlet
  2. Mikkel... nok engang må jeg kapitulere og sige at jeg ikke nåede PLK!!! Pløk mig - eller lad være... jeg skal nok nå det en dag :-).
    Håber i havde en god oplevelse - jeg hører gerne om den...

    SvarSlet
  3. Sørens!;-)
    Vi havde skam et bal - mange smukke mennesker rallede med, vores album blev revet væk til folk og der blev også tid til lidt branche-flirt sådan som stedet kræver det....
    Du kan fange ord om det her, næsten som at være der selv:
    http://musikaarhus.com/index.php?nyhed=1&id=154

    SvarSlet