P6 BEAT rockede musikken i koncerthuset...

...fordi vi ikke koncentrerede os om alt det ved siden af.

Med lidt sammenklistrede billeder fra min og andres lommedigitale kameraer og twitter-feeds, har jeg her foldet nogle af indtrykkene fra 'P6 BEAT Rocker Koncerthuset' sammen på en lille side.

I min ydmyge optik er der 3 milepæle for 'P6 BEAT' - de er alle meget simple, og i kronologisk rækkefølge er det opstarten af kanalen d. 11. april 2011 - hvor den alternative musik fik frit spil på DAB og internetradioen, spillet, formidlet og fortalt af en samling entusiastisk og elskelige værter - men hjælp fra et stadigt voksende arsenal af lyttere.

Milepæl nr. 2 var fejringen af kanalens 1 års fødselsdag  - efter et år med fuld fart på radiostudiet og alle afspilningsapparater, hvad enten det var kassettebånd, vinyl, cd, computer eller mp3afspiller. Vildt sjovt og mega hårdt.

Milepæl nr. 3 blev sat i går aftes i Koncerthuset i København. En aften, hvor 1600 mennesker fik serveret 7 timers nærmest non-stop livemusik med over 15 navne på 5 scener. Et massivt opbud med nogle af tidens absolut fedeste danske bands, der dyrker den alternative pop, avantgarde støjen, metal, folk, bas og/eller det danske sprog.

Op til showstart kl. 20.15 var der en boblen indeni kroppen, sådan lidt som den fornemmelse man har nytårsaften - man siger farvel til noget gammelt og går nysgerrigt i gang med noget nyt - og skiftet sker kl. 24. Her der skete skiftet dog allerede 2 uger før nytårsaften og på det aparte tidspunkt kl. 20.15.

Den 18-årige britte, Jake Bugg, gik i ensom majestæt på scenen med sin guitar. Langt de fleste sæder i Koncertsalen var fyldte og publikum nød Jake Bugg's mange korte sange om livet i en arbejderby, op at vokse op i en forstand og om længslen om at komme væk fra omgivelserne. En gammel sjæl i en ung krop, som lyder af tonerne og ordene fra Bob Dylan, Paul Simon, Johnny Cash, Kinks og Beatles i en stor smeltegryde. Fedt at få lov til at opleve ham på denne måde, på denne scene i denne sal - for i 2013 bliver han ikke til at komme i nærheden af.

Og det spinkle set-up, med Jake og guitar, var en perfekt start til en aften, som skulle give publikum nogle af de vildeste koncertoplevelser, som de kommer til at tale om i mange år fra - og selvom jeg langt fra oplevede alle koncerter - fordi jeg også skulle sende liveradio til kl. 3 og derfor var bundet til min mikrofon og faste position i Koncerthuset, så var der to navne som summede i og over folks hoveder, da de forlod den store blå kasse i DR Byen. Pop-raverne fra When Saints Go Machine og kaosets højborg fra Synd og Skam.

When Saints Go Machine er der nærmest intet band i DK der kommer op på siden af lige nu. Med et overskud som måske nok kun vokser ud af et unikt kammeratskab og masser af koncerter under bæltet, ravede de danske helgener sig delvist igennem deres 45 minutter korte set - og resten af tiden balancerede de elegant med deres sange og detaljer imellem hver en sjæl i Koncertsalen - og Nikolaj Vonsilds vokal vokset sig stærkere og stærkere - og helt op i feltet blandt de bedste herhjemme lige nu.

Synd og Skam kastede sig selv og publikum ud i et intetanende kaos - som de plejer og som skal opleves LIVE - ellers vil det måske ikke give mening. Deres energi er vanvittig, og når man som publikum er allermest ude at skide og ikke aner hvor hverken scenen, gulvet eller kammeraterne er henne, fordi musikken er så intens og vendt på hovedet - så rammer de unge fynsk/jyske knægte lige ned i nogle guitartemaer fra helvede i et sindsygt ridt udover en steppe fyldt af ølsjatter, gamle britiske punkvinyler og stanken af sved - og du kan ikke gøre andet end af følge med.

Jeg traf et par fyrer, som gik hjem umiddelbart efter Synd og Skam var gået af scenen - for koncerten havde fyldt dem med alt hvad de kunne rumme og kapere.

I det hele taget var stemningen hos mange af de P6 BEAT lyttere og gæster i Koncerthuset, at de optrædende bands var vildt fede - hvad enten publikum var blevet charmeret af Jacob Bellens inderlige røst, blevet rørt af Saturnus's hjerteknusende dommedags metal eller havde skrålet med på Raske Penges store ode til P6 BEAT, sammen med Pelle Peter Jensens slæng af bassister som Spektors og Kesi.

Salene og studierne var til tider proppet - ikke bare med publikummer og fed musik, men også med en suveræn sjælden god stemning, som både var afslappet og feststemt. Der blev uddelt kram til Gud og hver mand, givet hånd, råbt i kor til musikken og smilene var på folks ansigter, temmelig store, da de stævnede mod udgangen ud på natten.

Og jeg er overbevist om, at publikum kunne mærke, at de mange forskellige optrædende kunstnere, ikke var anspændte eller overdrevet nervøse, fordi alle fornemmede, at P6 BEAT Rocker Koncerthuset er alt omkring musikken - og intet omkring alt andet. KUN musikken - ingen guld, glimmer eller priser. Ingen kendis-faktor, ingen opstyltethed - ikke noget pis.

Så d. 15. december stod P6 BEAT på skamlen - kl. 20.15 hoppede jeg og landede kl. 03 med timer af gode oplevelser i lommerne og med håbet om at vi kan gøre det igen i 2013 og med en ukuelig tro på, at P6 BEAT, sammen med musikken og alle som elsker at dyrke musik, går en vildt fed fremtid i møde.

Tak til Jake Bugg, When Saints Go Machine, The Rumour Said Fire, Marie Fisker, Nikolaj Nørlund, Jacob Bellens, Mellemblond, Mø, Synd og Skam, Saturnus, Ukendt Kunstner, Christian Hjelm, Rosa Lux, Kesi, Spektors, Raske Penge, Pelle Peter Jensen. Tak til de 1600 publikummer. Tak for selskabet. Tak for festen. 

Lyt til den her.

Når det uforståelige giver mening

Islands seneste stjerne - Ásgeir Trausti

Det har længe været en kendt hemmelighed, at Island gemmer på en masse talent og en masse stemmer, der hver er unikke og bidrager med nogle helt specielle stemninger til musikken.

En god ven gjorde mig opmærksom på Ásgeir Trausti, som jeg hørte et nummer med. Det var fint, godt skrevet, en god stemme, og uden at jeg anede handling eller ord i den islandske tekst, gik sangen ind - en kæk melankolsk singer/songwriter poptone.

Et par uger efter, befandt jeg mig i en svømmehal i Reykjavik, den islandske hovedby og arnested for de fleste af de store islandske musikere. Og denne aften i svømmehallen, var der er ikke mange mennesker - faktisk kun én. En ung fyr, som gik og spulede gulvet i sæbevand - og havde netop sat sin ipod til hallens anlæg. Og ud af de fire højtalere, der hang oppe under jernkonstruktionen i loftet, strømmede nogle tunge, dybe og endnu mere melankolske rytmer ud i 5 korte minutter. En sang, der stort set ikke udvikler sig - men lyden, tonerne og stemningen der bliver slået an fra start, er klimax i sig selv - og så kan alt andet være lige meget.


 

Fyren, der spulede gulv fortalte at det var Ásgeir Trausti, som han engang havde dyrket atletik med. Det var nogle år siden, at de havde kastet spyd, side om side, men den 20-årige Ásgeir Trausti, havde aldrig fortalt, at han spillede musik. Så min nye ven i svømmehallen blev ekstremt overasket over, at sin gamle atletik-makker, udfolde sig på et album, som er blevet den mest omtalte udgivelse i 2012 i Island og Ásgeir Trausti er nu et navn, som langt de fleste musikinsteresserede udmærket ved hvem er!

I de sidste par uger, har jeg næsten ikke bestilt andet end at tale om Ásgeir Transti på P6BEAT, og ikke mindst spillet hans musik - og vil kort og godt med dette indlæg opfordre dig til at give mandens musik og ord en lytter. Jeg kan ikke islandsk - og det kan du måske heller ikke. Men selvom vi så intet fatter af hans ord, så ved vi vidst godt alle sammen hvad sangene omhandler alligevel - det lægger stemningen ligesom op til. Det er kærligheden, livet og følelserne blandet sammen med de umanerlig store islandske vider og smukke natur.



Ja - Bon Iver og James Blake møder du i indkørslen, når du skal besøge Ásgeir Trausti's univers, og resten er bygget op af så meget andet, som du har mødt lidt længere nede af villavejen. Men den måde denne unge fyr bruger sin stemme på, sammen med sin guitar er så meget Trausti's egen facon og lyd - og så får han det hele til at lyde ulidelig let - og man bliver ikke overrasket når han fortæller, at han har spillet klassisk guitar siden han var syv og er kæmpe fan af Nirvana.

Endelig er Ásgeir Trausti nomineret til 6 islandske music awards til næste år, en Nordic Music Prize og gæster Eurosonic Festivalen til januar 2013. Så hvis ikke du hørte om ham nu, så ville du komme til det, næste år.