Carsten Holm

Pause / Play / Pause

2011-09-10T10:49:00.004+02:00

Hey fremmede...

Min side er sat på pause... Det er alt for længe siden at jeg har skrevet noget på bloggen - lidt ærgerligt at indlægget var om et mere eller mindre middelmådigt band anno 2011 - må håbe for Vaccines at 2012 bliver bedre og at bandet hænger lidt mere sammen.

Nå men... Al magt til P6 BEAT, hvor jeg får mine musiklyst styret i dagtimerne, programmet hedder Offbeat - er pænt stolt af det. Håber du lytter med en dag...

Og også magt til Frihedsklubben - nogle af de bedste venner og nogle af det bedste dj-slæng at hænge ud med. Jeg poster også lidt musik dér i ny og næ - og spiller nogle shows.

Håber du tjekker det ud - og tak fordi du kiggede med, på denne blog - alt sammen startede, fordi mit once upon a time fave-band Guns N Roses havde lavet en lorteplade!

The Vaccines

2011-02-28T23:30:00.003+01:00

Første LIVE show i Vega, København

33 min! Så kort og kontant gjorde britiske The Vaccines deres første indtog på dansk grund, mandag aften i Lille Vega, København. Lige fra startnummeret – den 1 minut og 24 sekunder ”lange” ’Wreckin’ Bar (ra ra ra)’ til slutnummeret, singlen og bandets bedste nummer ’If You Wanna’.

Ind imellem blev de 450-500 publikummer i et nærmest fyldt spillested, præsenteret for ’Post Break-up Sex’, ’Blow it up’ og en række andre sange fra bandets kommende debut ’What did you expect of the Vaccines’ der er ude senere i marts.

Og bandets spillede sig igennem koncerten i sikker stil, uden at være prangende og uden at fremstå som det band, der med et katalog af sange der blæser dig bagover, bliver det næste kæmpe rocknavn. Jeg manglende at medlemmerne slog sig løs i sangene, i deres performance og i deres kontakt med salen.

Sangeren Justin Young har karisma, hvis han vil bruge den – og har også fine melodilinier i sin sang, som endte i en del råberi i perioder. Bassist Arni Hjörvar og trommeslager Pete Robertson, holdt en god solid bund kørende, mens guitarist Freddie Cowan’s lyd og spil endte anonymt over de 33 minutter.

Så det endelige indtryk fra The Vaccines er, at de har nogle gode sange, som går lige til vers, omkvæd, hook, osv – alt er kort og præcist tegnet op, men blev leveret lidt slapt uden meget nærvær i deres sange og optræden.

En ny radiokanal

2011-02-17T20:16:00.006+01:00

Lidt fakta om 'P6' - en soon-to-be-your-friend-radio!!!

OK… Sagen er den, at siden jeg stoppede med at lave radio på P3 i december 2010, har jeg fået mange spørgsmål fra høj og lav, nær og fjern, om hvad jeg så skal gribe i! Det vil jeg gerne prøve at fortælle lidt om, selvom jeg, og mine kollegaer, langt fra er klar til at ’vise’ dig det endelige resultat.

Men venner!!! Det bliver vanvittig fedt, tror jeg – håber jeg – satser jeg hele butikken på. Jeg og en række af de bedste kollegaer på DR, skal stå for at lave en ny radiokanal, der forhåbentlig kommer til at blive luftbåren indenfor et par måneder.

Kanalen kommer til at hedde P6, det har allerede været ude i omverdenen. Den kommer til at blive sendt på DAB (digital radio, ja – du skal have en speciel radio for at kunne tage imod os, de findes billige og dyre, flotte og grimme, men effektive og transistor-like) og på nettet (som resten af DR’s programmer).

Det vigtigste af det hele: P6 handler om MUSIK!!! Musik, der ikke havner i den store brede pølse af tidens mainstream, men søger grænser for hvad musik kan – i den ene og den anden form. Det kan blive ekstremt – både støjende og spinkelt - det kan blive mere moderne end noget andet og uendelig gammeldags som i de gode gamle dage, der var bedre end det du har indtil videre har fået at vide.

P6 vil udvide dine musikalske horisonter. Bringe dig den famøse lyd af i morgen, det som er det fedeste lige netop nu og tage dig med til dér hvor mælken kommer fra – al inspirationerne. Det bliver både signede og hypede bands - side om side med demoerne, der kommer frisk fra et soveværelse rundt om hjørnet eller den intime optagelse direkte fra P6’s radiostudie.

I løbet af foråret er vi klar, men er allerede nu i færd med at invitere artister på kaffe – eller omvendt – de inviterer os. Navne som The Streets, Maps & Atlases, Airship, Esben And The Witch (billedet ovenover), Delorean og Heathers har allerede afleveret små sange, givet interviews eller leget DJ’s for P6 – i morgen gælder det Peter, Bjørn & John og Joan As Policewoman… så vi roder med mange ting, og glæder os til at præsentere det hele for dig – meget snart – og når vi har ovenstående line-up inden vi overhovedet er startet, så bare vendt til vi kører live and extremely direct!!!!

Holdet er bl.a. Krede, Tue Track, Alicia Jordanova og Lucia Odoom fra Det Elektriske Barometer, Kristian Leth og Ralf Christensen, der kommer til at pryde æteren med nye toner, hip hop, urban, elektro, indie, chill, rock og en masse klassiske album der bliver gennemgået fra start til slut.

Yderligere vil du hver weekend også kunne stifte bekendtskab med DR’s fineste mand, Jan Sneum, som sikkert vil kigge sin kælder igennem for (hen)gemte 50’er skiver eller dansemusik fra 40’erne, estisk polka fra 2011 og debuterende livebands fra Nordjylland, der ikke endnu ikke anede at de selv eksisterede.

Anders Bøtters energiske metalmagasin, SORT SØNDAG, kommer til at pryde hver eneste søndag aften, fulgt godt på vej og til dørs af rockmusikken generelt mørkeste toner, både før og efter. Endelig sidder Camilla Jane Lee klar hver morgen, man-fre og giver dig dagens forkromede overblik i musikverden og på P6.

Undertegnede sidder selv i studiet, man-tors, og får bl.a. besøg af tidens bedste artister og bands – både danske og udenlandske – hvad enten de er aktuelle eller ej, hvad enten de har 2 fans eller 2 milliarder. Så længe de har hjertet lige præcist dér hvor det slår bedst for musikken, så er de velkomne – og det er du også! Jeg tvivler på, at du kommer til at kede dig, hvis du syntes at ny musik er bare liiiiidt spændende…

Så altså… alle disse ord om noget, der endnu ikke er – æterbåren! Men ordet begynder at sive hist og her – og sivende ord bliver til rygter, som ingen aner hvordan de skal forholde sig til. Dette kommer fra hestens egen mund – og du er velkommen til at spørge om hvad du vil mht P6. Men det lyder sgu da fedt, gør det ik´? Håber dine forventninger snart bliver indfriet...

Eurosonic 2011

2011-01-19T22:30:00.007+01:00

Britisk syre og downtempo tung bas satte svingninger i europæisk talentfestival.

For 25. gang, blev der i weekenden holdt den årlige Eurosonic Festival i den nord-hollandske universitetsby Groningen. I nærheden af 200 navne har spillet på byens klubber, barer, gadehjørner, pladeforretninger, haller, musikskoler, restauranter og stort set alle andre steder, som ville kunne huse et par musikere og deres håndvåben.

Hovedparten af navnene består af band eller artister, der er begyndt at rykke lidt frem i deres hjemlige musikliv, og er klar til at prøve kræfter med de udenlandske muskler i branchen. Så det vil sige, at der side om side med det altid meget nysgerrige og modtagelige lokale publikum fra Groningen, står musikbranchens købmænd – managements, pladeselskaber og for Eurosonic’s vedkommende, en hel del bookere fra de største europæiske festivaler.

Fra den danske delegation er blandt andet Roskilde Festival og Spot repræsenteret for at kigge navne ud til sommerens program, ligesom den belgiske Rock Werchter, tyske Melt!, slovenske Exit, det omrejsende Sonisphere-fænomen og mange andre festivaler af større eller mindre karakter fra Sverge, Polen, Portugal, England, Irland, Spanien, Frankrig, Ungarn, Holland, mfl.

Dette var min 6. Eurosonic – og min bedste til dato. Måske fordi musikniveauet var højere i år end tidligere – men måske også ligeså meget fordi jeg har været bedre forberedt, eller valgt rigtigt/taget de rigtige chancer. For når der er gang i 20-25 scener på én gang, fordelt rundt i og i udkanten af byens centrum, så giver det sig selv, at det er kamikaze at skulle opleve det hele – det er og bliver en umulighed.

James Blake
Manden bag vinterens tema, den tunge gemmenbassede version af Feist’s ’Limit to your love’ indfriede de enorme forventninger som jeg og resten af de 500 publikummer havde. Manden hedder James Blake, en ung bleg britisk fyr, der sad ved sine keys og effekter, med en trommeslager og guitarist/alt mulig mand ved sin side. Klubben var alt for pakket til at jeg kunne bevæge mig og dermed se hele setup-et i et og samme billede – men musikken er visuelt stimulerende nok i sig selv – så det var bare om at lukke øjnene.

Blake lagde ud med lange toner, i en lyd der er et kirkeorgel værdigt – så var stilen ligesom lagt, og publikum knælede for hans fødder – hvis der altså havde været plads. Vi blev præsenteret for nogle melankolske seje sange, der går stik i mod alt hvad der sætter tempo i dag – sangene gik næsten i stå, der blev skabt suspence som en i helvede, og det var åndeløst fantastisk at høre James Blake synge endnu bedre end han gør på plade!

Han har ikke bare kontrol over sin stemme, men også over musikkens virkemidler – og satte allerede i første nummer, PA-anlæget’s bas på nogle alvorlige prøver. De store sorte højtalere på hver sin side af scenen, sprutte, prustede og stønnede hver gang Blake satte i de dybest, for det menneskelige øre, hør- og mærkbare bas-frekvenser. Der blev rettet op på det hen ad vejen, og efter de 40 minutter med Blake forstod man, at manden ikke bare er talentfuld, dygtig og med masser af gode idéer. Han er genial!

Mount Kimbie
Men det var ikke fordi PA-anlægget ikke var blevet advaret, for før Blakes’ koncert, spillede hans arts-fæller og venner fra Mount Kimbie på selv samme anlæg, med næsten samme tungde og dybde i frekvenserne. Dog er Mount Kimbie’s avancerede dubstep mere til dansegulvet end Blake og de tager sig nogle eksperimenterende afstikkere.

De to fyre lavede langt det meste live – de små guitarfigurer, rytmer på drumpads og masser af vilde effekter, som sammen med James Blake må være lyden der kommer til at præge den Europæiske nattehimmel, når vi når til sommerens festivaler. D’herrer fra Mount Kimbie var måske ikke så nærværende overfor publikum – til gengæld var de dedikerede og dybt inde i det arbejde de præsterede på scenen, og når man fornemmer det som publikum, så smitter professionalismen.

Wolf People
På Groningens førende rockklub, Vera, spillede det britiske psych-band Wolf People sent en nat – og gjorde det så eftertrykkeligt formidabelt, at jeg kan holde mig vågen på det trip resten af året. Wolf People havner historisk i den periode, hvor hippietiden er ved at være forbi og overgår til start 70’erne og dermed også til den mere direkte heavy metal-form.

Stille og stemningsfulde tematiske sange, der startede næsten ud af det rene ingenting – stille vokal og små klimpten på en guitar, kunne efter nogle alvorlige jamstykker havne i konsekvente bluesinspirerede riff, med lyden af lidt T-Rex og Zeppelin-guitarer. Fine soli, en god rytmesektion og en sanger, der rent faktisk gik op i at synge godt – og ikke bare godkendt, gjorde Wolf People koncerten til noget helt særligt, og fordi de også havde sangene med sig, adskiller de sig fra mange andre bands i samme dur.

Nils Frahm
Den mest elegante oplevelse stod den tyske klassiske komponist Nils Frahm for. På bagscenen i byens finkulturelle teater, var der sat en lille tribune op betrukket med filt. 150 mennesker satte sig – også på gulvet, og fik dermed (ind)pakket salen med en lyddød kulisse. Midt på det sorte gulv, stod et opslået Steinway & Son’s flygel i ensom majestæt, men fik snart besøg af den skæggede og ydmyge Frahm, iklædt sorte jeans og sort t-shirt.

Frahm turde tage al energi ud af publikum, bearbejde den under koncerten og give den tifoldig tilbage da koncerten var færdig. Undervejs ville man kunne høre den berømte knappenål hamre selv mod den lydløs filt, for alt i dette rum var fokuseret på tangenterne og den klang der strømme ud af Steinway’ens smukt formede trækasse. Det er ikke lange værker, som Frahm laver – og det er vel derfor han tilhører et indiepublikum, frem for det klassiske.

Det er mindre og poppede kompositioner – temmelig filmisk i sin karakter og historiefortællende med bittersøde, uhyggelige og befriende stemninger. I et nummer sidder Frahm selv og nynner med, men ellers lader han sine fingre og sine sneakers tale – skoende kunne man høre puffe mod gulvet i takt med musikken – tit temmelig uhæmmet, men det spillede nærmest naturligt med musikken.

Brother
At England har opfostret så mange store og indflydelsesrige navne igennem historier, gør også at visse ’nye’ bands har en tendens til at skulle råbe højest i koret for at blive hørt. London-bandet Brother bekendtgjorde overfor publikum i salen, at ”det er første gang for os, udenfor England. Derfor er vi lige så beæret som jer, for at overvære revolutionen”. Så satte de ellers i gang med ”This is a good one, it’s called ”New Year””. Sådan var retorikken og selvfedheden konstant under deres koncert.

Bandet der netop har været på forsiden af NME, angiveligt fordi de ikke gider mere pis, lyder som en ambitiøs og virkelig velspillende udgave af Oasis, med sange der også ville lyde godt med Gallagher-brødrene som afsenderen. Dog har Brother et hit, som virkelig er et godt nummer ”….of may” (mindre Oasis) og som bliver spændende at se, hvor langt det kan trække sekstetten rundt i manegen. Resten var OK, men umådelig uoriginalt.

Delorean og de blandede bolscher
Halvt bastiskt, halvt katalansk er det spanske sukkersøde drømmepop med et dansetwist Delorean. De har så mange rigtig fede sange med god varm stemning. ’Stay Close’ er deres formidable trademark. Problemet var lidt, at det måske var lidt tidligt på dagen til en cool, sommerlig musikalsk omfavnelse ud af det blå, og at sangeren i Delorean, i hvert fald live, ikke magter at matche musikkens niveau.

Crystal Fighters er et band fra Baskerlandet, som med trommer, guitar, beats og vokaler kommer ret langt og forstår at lave en god fest. Men både deres ’I Love London’ ”hit” og de øvrige sange, kom lidt for løst ud over scenekanten. Bandet virker en smule uhomogent, medlemmerne i mellem og jeg havde forventet mig et større mix af klubstemning og in-your-face performance – derop nåede det aldrig.

Ben Howard, som jeg oplevede på Eurosonic sidste år, optrådte igen i 2011 – oven i købet med et par koncerter. Hans stemme er stadig vanvittig god – som en tidlig David Gray, og mange af sangene er også rigtig fine. Men fordelt over en hel koncert, er der perioder hvor det går lidt i stå – men stadig – en af de uslebne diamanter!

Ben L’oncle Soul havde jeg det lidt svært ved, ved en hel koncert. Det var lige på grænsen til at kamme over og blive lidt for gøglet – men nogle sange, der lyder som rene Motown-klassikere – på fransk (!) – er ikke til gå udenom. Derudover er Onkel Sjæle-Bent’s claim to fame, en svært hyggelig version af White Stripes ’Seven Nation Army’.

Tjek links, video’er. Dette var en god festival!!!

Græd!

2010-12-13T14:45:00.003+01:00

Godley & Creme / Gayngs: CRY!

En af 80'ernes store tårepersere for bløde mænd, kreeret af duoen Godley & Creme, er blevet gengivet af indiesupergruppen Gayngs - i noget der minder om halvt tempo, men omend endnu mere storslået end originalen.

Videoen har de også gengivet efter samme princip som originalen. Tjek dem begge her nedenunder.

Gayngs: Et projekt der endte med at involvere 25 musikere fra mere eller mindre velkendte indiebands - alle har en eller anden 70'er eller 80'er tilgang til musikken, hvor navne som 10cc, Glenn Hughes, Pink Floyd og naturligvis Godley & Creme dukker op i hukommelsen, når du hører albummet 'Relayted'. Pop, dub, rock - new romatic, elektro-groove, wellness... meget poleret, nærmest som hvis de uskolede indiemusikere blev skudt igennem en konservatorie-kanon - men meget cool!

Listen over musikere, med alt fra Solid Gold, Megafaun og Bon Iver er: Ryan Olson, Zach Coulter, Adam Hurlbert, Joe Westerlund, Phil Cook, Brad Cook, Michael Lewis, Justin Vernon, Ivan Rosebud, Stefon LeRon Alexander, Mike Noyce, Jake Luck, James Buckley, Nick Ryan, Shön Troth, Danny Krzykowski, Chaney Moon Cassell, Katy Morley, Maggie Wander, Maggie Morrison, Joe Mabbott, Grant Cutler, Xander

Men altså - nyd 'Cry' med Gayngs!

Og originalen:

Nyt dansk band

2010-11-03T18:11:00.001+01:00

One year from home

I min iver for at fortælle om Warpaint's koncert og eksistens, glemte jeg lige at nævne support bandet, der var kommet på i sidste øjeblik.

Ole year from home spillede deres bare 5. koncert, og med medlemmer fra 4 Guys From The Future, Asteroids Galaxy Tour og Lily Electric kom de fint i land.

Med en god balance mellem Beatles sangskrivning, Primal Screams groove, Nirvanske melodi-linier og stemningen fra The Lemonheads, kom kvartetten godt omkring.

De manglede en del dynamik i vokal og i numrenes opbygning, men stenene er lagt, bla på baggrund af en solid og fedt spillende rytmegruppe - med trykket lagt på 'spillende'.

4 guys from Future er bestemt et spændende og semi-udsyrende projekt, med One year from home er mere præcist og fokuseret på sangene.

Et band et holde udkig efter, som vi så vi kan formulere det på dansk :).

Krigsmaling

2010-11-03T00:15:00.001+01:00

Warpaint!!!

Lige en kort notits fra Loppen en helt almindelig tirsdag aften, hvor der opstod ren og skær magi på den lille scene midt i det aflange lokale.

De fire kvinder fra Warpaint leverede mørk, dyb, sort pop som kunne have været laver af Cure hvis hele banden havde været kvinder.

Der var også komplekse stykker og melodilinier der mindede om Dalbello og Warpaint må dels være klar til næste års Roskilde og være 2010's The XX - bare mere organisk, indbydende og omfavnende.

150 mennesker har været en tur i England og USA's mørke og kolde 80'ere, men echo på vokalen og chorus på bassen. En kvartet der spillede for og med publikum! Tak...

Tillykke...

2010-10-21T16:03:00.003+02:00

...dansk musik har nærmest ikke vundet en skid!

D. 14. november er der Danish Music Awards, og det er der ikke noget galt i. Om man kan lide prisshow eller ej, så er der rent faktisk en masser af være stolt af i dansk musik – både når det gælder pop, rock, world, jazz og folk – og det er oplagt at lave en stor årlig fest, hvor der er tid til at prise den danske musikbranche – kald det rygklapperi eller hyldest.

Men prisshow er også ekskluderende – især når der er en formulering i pressemeddelelsen om at DMA2010 som noget nyt byder på en samlet branchefest – fordi man har inkluderet genrerne jazz, world og folk!!! Der må være en del fans, bands og branchefolk i de øvrige genre, der vil føle sig en smule forbigået, oversete eller udenfor det fine selskab.

Jeg er ikke på jagt efter at skulle lynche nogle bands eller genre, men det er svært at lave en samlet branchefest, når alle genrer og miljøer ikke er inviteret – og det vil også være svært – for der er meget, hvad enten det er godt eller dårligt – folkeligt eller nice-præget. Den danske elektroniske scene er stor, også i udlandet – det samme heavy metal scenen, hip hoppen – en sprudlende undergrund med punk, bit-musik, DIY-kunstnere, og der er så meget at tage af.

DMA2010 er ikke specielt repræsentativt for en samlet dansk branchefest – eller et samlet dansk musikudbud – bevares, de mange forskellige jazz, world og folk artister (også mange af de nye) pynter i den grad på listen over navne i Danmark – men den danske musikscene er så dyb, varieret og legesyg, at jeg ikke håber familien Danmark ser DMA2010 som ’det er så hvad dansk musik har at byde på’!

Samtidig hævder pressemeddelelsen, at "Danmark har stærke navne i alle hjørner af musikken – det viser listen over de nominerede ved DMA2010". Det er en sandhed der kan gradbøjes – fordi ”alle hjørner af musikken” er ikke repræsenteret under DMA2010. I flere år har selvstændige kræfter prøvet at stable deres egne award shows på benene – genre- og stil-bestemte – DeeJay Awards, Danish HipHop Awards og Danish Metal Awards (ja, jeg har selv haft emotionelle aktier i sidstnævnte, og har arbejdet med metal awards) er de, som umiddelbart står stærkest i min hukommelse – med mere eller mindre succes.

Det er award shows, der er blevet kreeret, fordi ildsjælene og kreative kræfter indenfor de respektive genrer ikke følte at DMA og deres skabere IFPI (organisation for pladeselskaber) tog deres musik seriøst – og ville vise Danmark en anden side af det danske musikliv, end det som blev pøset ud i meterbaner til de danske tv-kiggere.

IFPI har, så vidt jeg ved, kigget til siderne og holdt møder med de forskellige genre music awards, og har, så vidt jeg ved, også støttet en smule økonomisk – det er også OK. Men IFPI har stadigvæk aldrig taget de mest dominerende genrer udenfor pop/rock/jazz/world/folk seriøst og givet de music awards en officiel blåstempling. Det ville ellers klæde på det store verdenskort, IFPI også favner undergrundskulturerne, deres miljø og ikke mindst MUSIKKEN!!!

Så hvorfor kan det være, at scenariet er bygget sådan op, at der er nogle genrer der er inviteret med indenfor i klubben – mens andre ikke er?

Er det fordi der er overvejende flere danske jazz/world og folk musikere, der tjener godt på deres musik end eksempelvis DJ’s? Er der flere koncerter i world-musikken end i metal? Er der flere kunder i butikken, der efterspørger folkmusik end hip hop? Eller er det fordi den elektroniske scenen og metalmiljøet i bund og grund er for dårlige til at organisere sig – og dermed ikke kan stable en ordentlig ledet organisation på benene? Er det fordi man skal være tilknyttet et stort multi-internationalt pladeselskab for at være med – eller hvad fanden sker der? Hvorfor denne konstante ligegyldige opdeling af dem og os.

Folkemusikeren er ikke nødvendigvis en tør gammel mand der stinker af cigar, og metal-fyren er ikke nødvendigvis en fordrukken langhåret svedlugtende satanist. Der er ikke noget i vejen med nogle af de to skikkelser, og det er ikke fordi vi alle skal være venner eller optræde i samme award show – men derfor kan man vel godt være den samme klub sammen – for musikkens skyld.

Hvordan det skulle kunne løses, vil være en større opgave, det er klart – men det burde kunne lade sig gøre – for selvfølgelig vil genrer og undergrundsmiljøer til en vis grad gerne have et officielt stempel og måske også et fælles talerør – og det hele skal ikke løses på en stor aften med 17 genrer der skal høvles igennem samme mølle og lovprise hinanden med 20 statuetter hver. Men der burde kunne udvikles nogle idéer, som giver det danske publikum – ALLE der gider – nogle oplevelser som hylder deres helte, miljøer og kulturer.

Og lad os bare nævne dansktoppen også – ja, cheasy og meget andet – men hvor er der mange danskere der syntes at det er det fedeste.

Så at antyde at DMA2010 er fra alle hjørner af dansk musik og en samlet branchefest, er komisk. Dansk musik er meget mere – men dansk musik er bare ikke en del af DMA2010.

Læs mere om DMA2010 her.

Cloud Nothings

2010-10-21T10:53:00.004+02:00

Lyden af en kælder i USA!

Et sted i en kælder i Cleveland, sad den 18-årige Dylan Baldi sidste år, som så mange andre knægte på sammen alder, og lavede sange på sin computer. Nøjagtig som så mange andre, havde han en computer, som måske var et arvestykke og bestemt ikke særlig god – og bare en dårlig mikrofon, der ikke kunne andet end at få lyd fra mund og instrumenter ind i computeren.

Men Dylan har så heller ikke brug for andet – for til forskel for så mange andre, så har han et stort talent for at skrive rigtig fede sange og servere dem med en virkelig sej positiv energi. Fx i ’Real Thing’, som lægger ud i et tempofyldt drive, masser af guitar-pling-plang og et trommespil, der næsten er for ambitiøst til at han kan holde takten, men omkvædet er skåret lige præcist som det skal! Melodiøst og med en håndgribelig form.

Dette er by-far en af de mest skramlede plader jeg har hørt meget længe. Trommespillet halter, det samme gør meget af guitarspillet og lyden på det hele, er uden meget bund, med meget mellemtone kunne lyde bedre hvis det var blevet indspillet via en telefon. Men de melodier som der gemmer sig på albummet ’Turning On’ er virkelig fede.

’Hey Cool Kid’ (tjek lige videoen), ’My Little Raygun’ (!!!), ‘Whaddya Wanna Know’ er sammen med ‘Old Street’ og den effektive åbner ’Can’t Stay Awake’ min favorit-tracks lige pt - og måske skulle jeg sige at Dylan laver musik under navnet Cloud Nothings (bare en detalje).

Iøvrigt er Dylan Baldi’s musik hvad man år når man krydser Arcade Fire med The Monks, Cold War Kids, !!!, og The Byrds – og der er udkommet nogle 7”, demobånd, EP og sådan lidt – det er noget af alt det, som nu er samlet på ’Turning On’

Vældig arti video til et ok rmx af MemoryHouse ’Hey Cool Kid’:

Fra Paul til Harper SIMON

2010-10-20T14:24:00.004+02:00

Det bliver i familien.

Æblet falder ikke langt fra stammen. Paul Simon’s søn Harper Simon udsendte sidste efterår sin debutplade, som efterfølgende har ligget godt og grundigt langt nede og i det hele taget meget længe på mit skrivebord, inden jeg nåede ned til det…

Noget af det andet jeg lyttede på vejen derned, skriver jeg sikkert om senere – men Harper Simon’s selvbetitlede album, virker som en rar ven i efteråret. Og er du en af dem, der nyder nogle af Simon og Garfunkels album, eller lidt af Paul Simons mest folkede og country-inspirerede tracks, så vil du også kunne lide 38-årige sønnikes musik.

Her er gennemgående massive referencer til farmands arbejde i 60’erne – og andre af kongerne fra samme genration, Bob Dylan, Beatles, Beach Boys og så en hob bluegrass, roots, country & western strøg, der er kommet med på albummet under indspilningen i Nashville, med en masse af den bys mange forskellige dybt respekterede garvede høge på instrumenter.

’The Audit’ (som du kan få som gratis download på Harpers hjemmeside), ’All To God’, ’Berkeley Girl’ og ‘Wishes and Stars’ virker som de stærkeste tracks på et album, der også falder i røvballe-fælden hist og her. Men et hyggeligt bekendtskab igennem bunkerne af cd’ere, som jeg tygger mig igennem… Jeg tygger videre – så du kan tygge på denne imens.

The Malpractice

2010-10-16T09:24:00.004+02:00

Vellykket dansk debut!

I et mærkværdigt grænseland mellem Kashmir, Nirvana og pumpet 80'er pop, har musikeren Johannes Gammelby fundet sig til rette med bandet The Malpractice, der i slutningen af denne måned udsender albummet 'Tectonics'.

Singlen 'Boss Stallion' præsenterer den mest poppede side af The Malpractice, sammen med 'Oh The Irony', 'Pop Music' og 'Spasm'. Johannes rammer en lyd og en stil, som jeg i skrivende formiddagsstund ikke kan sætte ord på - er måske ikke helt vågen.

Tilgengæld er der masser af lyd på sange som 'Agitator' (godt dynamisk åbningsnummer), 'Pop Music' og 'Fault Lines' der leder mine tanker i retning af Nine Inch Nails, Kashmir, Beta Satan, Vines, Nirvana og det danske band Dial Zero (hvad der så end blev af dem).

Alt sammen er med til at understrege at The Malpractice spænder vidt i kunsten at skrive sange, producere skidtet og få albummets 11 sange til at stå frem som selvstændige små individer, der alle er meget præcist skåret - hverken for lange eller for korte.

Johannes Gammelby har en forhistorie i I Am Bones og Beta Satan. Tjek begge bands ud her, sammen med 'Boss Stallion' - singlen fra The Malpractice, der stille og roligt er begyndt at røre på sig på radioer og blog rundt om i verden.

The Malpractice - 'Boss Stallion'

I Am Bones

Beta Satan

Noget med te!

2010-10-14T21:17:00.002+02:00

Earl Greyhound

Indrømmet! Bandet har et af de dårligste bandnavne jeg længe har hørt – Earl Greyhound, og da de en eftermiddag i september gav mig en forklaring hvorfor de hedder det, var forklaringen endnu tyndere. ”Noget med te og hurtige hunde!”.

Men det er svært at komme efter noget i deres musik. En trio bestående af Ricc, der på trommerne lægger en tung og fyldig bund – bassisten Kamara der lægger sin soulfulde vokal over de psych, pop og cock-rockede riff som Matt leverer på samlebånd.

Trioen befinder sig i et helt specielt spænd mellem soul og rock, hvor Lenny Kravitz, Led Zeppelin, Queens of the Stone Age, AC/DC og Roots kæmper side om side om bandets inspirationsgunst.

’The Ghost And The Witness’ er et track du kan og bør hente gratis. (indtast din mailadresse nederst i dette indlæg). Det stammer fra bandets andet album ’Suspecious Package’. Riffet er nærmest ripped fra Queens of the Stone Age’s ’No One Knows’, men efter et par de-tours havner bandet i et forfærdelig sejt groove!

Der er masser af rigtig fede numre at komme efter på ’Suspecious Package’, og får du chancen for at se dem live, så gør det, hvad enten du kan li’ rock eller ej. Helt klart en af efterårets overraskelser i min itunes!

En lille kollektion af fede numre er lige her… Nyd!

Crocodiles

2010-10-14T15:17:00.003+02:00

'Sleep Forever'

Andet album fra amerikanske støjpoppere Crocodiles, har nogle fede singler - bl.a. 'Hearts of Love' - men også tittelnummeret 'Sleep Forever' og nummeret 'Stoned To Death' er vanvittig gode tracks, som rammer hårdt når de for alvor fanger din opmærksomhed.

Crocodiles har lært af Jesus And Mary Chain, Sonic Youth og My Bloody Valentine - men har det ekstra spændende twist, at de dykker ned i 60'ernes rock og rull og start 70'ernes psych. Så hvis The Raveonettes, Sort Sol, Primal Scream og Baby Woodrose er blandt dine favoritter, så er Crocodiles lige dig.

Big Deal

2010-10-14T15:11:00.003+02:00

Hvis du syntes at Neil Young har et fedt koncept kørende på sin ’Le Noise’, hvor det kun er ham og guitar i flere forskellige afskygninger (altså ingen rytmesektion), så kan det være at Alice Costelloe og KC Underwood’s musik er noget for dig.

Det har ikke direkte referenceramme til Neil Young – andet end at der på deres optagelser ikke er skyggen af en rytmesektion heller. Alice og KC laver musik under navnet BIG DEAL – ikke alene er nummeret ’Locked Up’ forfærdelig fængende…

…de har også mindet mig om bandet Big Star fra starten af 70’erne, der sugede indtrykkene fra Beatles, Beach Boys, The Byrds og Simon & Garfunkel til sig – og lavede et par skiver, som jeg i skrivende stund er gået om bord i.

Det er helt klar at 90’ernes radiorock bands som Gin Blossoms, Semisonic, Tonic og R.E.M. har nydt godt af musikken på Big Star’s plader… MEN: Tilbage til BIG DEAL, der har et fint klip liggende på youtube, hvor de fortolker sangen ’Thirteen’, oprindelig leveret af Big Star i 1971.

Tjek begge bands ud – Big Deal er cool – og Big Star er røvballe, på en fornuftig måde (hvis det giver mening!)

Big Deal preview by Tim Chester NME

'Thirteen' med Big Deal

13

Big Deal | Myspace Music Videos

'Thirteen' med Big Star

Vokal

2010-09-27T10:55:00.002+02:00

Mountain Man's 'Made The Harbour' album har fået lidt fat i mig. Her kan man tale om et album, der er optaget som om du sad lige ved siden af. MEGET organisk og med god live følelse. Det er noget være country/roots noget - men der er virkelig gode ting - bare åbneren 'Buffalo' virker med sine under 2 minutter ikke at gøre noget større væsen af sig - men det er et stort lille guldkorn.

Trioen må nærmest være besat af at bruge sted, rum og lyd - her er de fanget i en tunnel - og naturligvis er der god akustik til en lille vokaløvelse - et fint nummer, som giver et meget godt billede af det som Mountain Man går ud på. Harmonier, melodier og stemninger.

RUST DIN HANKAT!!!

2010-09-03T13:19:00.004+02:00

Klub d. 11. september 2010 - fra kl. 21.30: RUST DIN RØØØØØØØØØØØV!!!!!!

Københavns største DJ-Team, Rust Din Røv, tørner i september ud med endnu en glimrende line-up, til endnu et glimrende arrangement.

For det første tænder Rust Din Røv op i pladegrillen på Guldbergsgade udenfor Rust – når gaden bliver indhyllet i en herlig fest.

Når timerne bliver køligere, så rykker hele slænget inden døre og får dyrisk besøg af Max – som kan andet end knurrrrrrrrre….

Max Thelin = HANKAT! Efter en række år som sublim undergrunds-DJ er HANKAT nu den næste store dansker i dyb, tung og tjekket house, som får gulvene til at rykke af ren nydelse!

Han mestrer både at producere, vende skiver og spille live – og hvad han disker op med til Rust Din Røv kan vi kun blive overrasket over.

Dog er flere ting sikre: DJ-Teamet har et mindre dyre-tema parat i de valg af plader (vov, miaw, bjæf-vrinsk), som de swinger over disken, Hankatten har børstet pelsen og det bliver FESTEN i København d. 11. september.

HUSK! Vi ruster alt fra house til elektro til pop til rock til latin til funk (wtf?) til hvad du vil have – og du behøver ikke at dyrke én bestemt genre for at blive underholdt – det hele holder, vi holder af det hele og vi er mange der holder træerne sammen!

Rust Din Røv er denne lørdag: Røde Henrik (Rust, Plejefamilien), Mia Stampe-Visti (Kitty Kats), Cecilie Brandel (dameUlove), Carsten Holm (P3).

Den stille STORE alarm

2010-08-31T12:32:00.006+02:00

Must-have i pladesamlingen: Bloc Party - 'Silent Alarm'

Det burde egentlig ikke glide ud af hukommelsen, men efter at Bloc Party’s debutalbum ’Silent Alarm’ var en af de skiver, som jeg har lyttet mest til, så har jeg haft glemt i det i perioder. Det er en slem arbejdsskade, tror jeg – jeg modtager og lytter heldigvis til masser af ny musik hver uge – hvilket er en uvurderligt gave – men det gør desværre, at visse ting ryger i glemmebogen.

Men med jævne mellemrum dukker Bloc Party’s hvide cover op i bunkerne – albummet ’Silent Alarm’, der er en førsteklasses inspirerende, influerende og forførende britisk indie-rejse fra første track, den komprimerede ’Helicopter’ til den sfæriske afslutning ’Compliments’.

Det der står lysende klart fra første lyd, er Kelé Okereke’s evne til at skrive fede sange og flotte melodier på gode solide grooves. Og det hele stemmer sammen – de ørehængende vokalliner, de markerede og markante guitarfigurer og de virkelig seje riff. Blandet med rigtig godt trommespil, nærmest fanden-i-voldske guitar-temaer eller soli og en personlig produktion, bliver det en unik oplevelse.

Blandt de små genialiteter, som ofte kan gøre hele forskellen på en god skive er ’Helicopters’ små abrupte break og de tørre guitarer i harmoni der starter et af albummets bedste tracks, som bliver afløst af en ligeså tør bas ovenpå en billig lydeffekt (sådan lyder det) på ’Positive Tension’ - der indenfor det sidste minut bygger en hektisk stemning op, som indeholder endnu et fedt break.

Der er i det hele taget masser af hit potentiale på albummets første fire numre – ’Like Eating Glass’, ’Helicopter’, ’Positive Tension’ og ’Banquet’ – og det numre har da også fået deres tid i spotlyset – men gennemgående ALLE numre, er at der er hooks i en intro, et vers, et omkvæd eller et tema. Det gør unægtelig at denne plade er og bliver udødelig, for ens personlige favoritter skifter hele tiden.

En anden gennemgående detalje er det gode, og af og til lidt høje, tempo – som hele tiden bliver holdt i live af markeringer fra trommeslageren Matt Tong, som på dette album også markerer sig som helt fantastisk! Din fod står sjældent stille! Samtidig er der fede flotte melodier på ex.vis ’This Modern Love’, ’So Here We Are’ og ’Blue Light’, som er med til at skabe et godt bankende hjerte midt på albummet.

Der er en stemning på dette album, at 4 knægte der med den britiske rockhistorie i hånden går ind i en ny tidsalder. Nu er albummet selv blevet britisk rockhistorie, der har drysset noget af sit tryllestøv over bands fra resten af verden...

Kele Okereke har i dag en solokarriere, hvor han vel egentlig laver det, som Bloc Party endte med at blive på deres sidste album ’Intimacy’ – temmelig meget elektro, temmelig meget pop – og Kele’s solo album ’The Boxer’ er faktisk ikke spor dårligt.

Guitaristen Russel Lissack har også et soloprojekt, som du bør tjekke ud – mindre elektro, men meget pop. Det hedder Pin Me Down og har den amerikanske sangerinde Milena Mepris i front.

Men den stille alarm lød på Bloc Party’s første album – 13 sange i sin helt egen klasse. Har du ikke albummet, så tjek det ud og få det i ørene – de (altså dine ører) vil takke dig for det.

Plays fra rock-øen ISOLA

2010-08-29T21:12:00.006+02:00

Tak for sidst!

Rundt om hjørnet, nede i kælderen, helt bagerst i lokalet. Torsdag d. 26. august havde jeg den store fornøjelse at sætte cd’ere ind i spillen på det fine skib ISOLA – og pga. nogle tekniske detaljer, var det ikke muligt for mig at sætte kaffen over en god omgang Motown og 60’er/70’er classics, som jeg ellers havde truet med.

I stedet blev det til en god omgang blandet rock – for rockens skyld! 10 hurtige tracks fra hvad du gik glip af:

Psycked Up Janis – ’I Died in My Teens’
The Black Keys – ‘Tighten Up’
Mescalin, Baby – ‘There’s A Place For You Somewhere (else)’
The Goo Men – ‘Blame It on The Boogaloo’
The Strokes – ‘Last Nite’
Iggy Pop – ‘Lust for Life’
The Who – ‘My Generation’
Joy Division – ‘Love will tear us apart’
Blur – ‘Song 2’
Nirvana – ‘Smells Like Teen Spirit’

Jo… der kom lidt classics med – bevares! Også lidt 80’er pop for poppens skyld – og Isola så brede smil, og et garagerock-ægtepar, der punkede sig vejen igennem et dansegulv. Smukt og sjovt!

Næste gig er Rust Din Røv d. 11. september. Line-up og nattens menu kommer senere.

Nordisk pop-poesi

2010-08-24T14:55:00.007+02:00

Ambitiøst projekt fra The Late Parade og EPO 555 dudes!

Helsinki Poetry er navnet! Konceptet er byer - alle titler bærer navne efter byer! Stilen er vitterlig som når du parer The Late Parades storladne og drømmende melodi med EPO 555's evne til at skære en god og præcis indiepop-sang.

Rune Vigil er ham, der på billedet vræler ind i mikrofonen - det har han gjort igennem et par år i bandet The Late Parade. Ebbe Frej er ham, der på billedet passer på vovvov og er producertypen/sangskriveren i Helsinki Peotry.

Ebbe producerede The Late Parade's album og det var under den proces Frej og Vigil satte et dogme for deres projekt. Sangene skulle tage udgangspunkt i bynavne og de skulle spille sig frem til en lyd, der kunne stamme fra lige præcis de byer de valgte.

Det er nu ikke fordi jeg decideret kan finde frem til pizzabageren fra 'Rome', sælfangeren fra 'Nuuk' eller lyden fra det typiske band fra 'Manchester', men sangene er ret gode og har deres egne selvstændige liv. Derudover ved jeg, at de løbende laver bynavnene om, så det er ikke godt at vide om 'Barcelona' ender som 'Varde'.

Men albummet ender som det jeg sidder og lytter på nu (tror jeg). Og der er fine popelementer i 'Upsala', 'Reykjavik' (som måske er 'Phoenix'?) og ikke mindst den rytmiske 'Nuuk', god åbningstemning med varme på 'Barcelona' og den efterfølgende 'Phoenix' (som måske er 'Reykjavik'?. Der bliver sluttet elegant af med den omfangsrige 'St. Petersborg'.

Hvornår albummet rammer overfladen, ved jeg ikke - men det er på vej, og du kan roligt glæde dig hvis du kan lide pop og indie, med højt til loftet og er (på et eller andet plan) rejselysten...

Hvis disse billeder siger dig noget...

2010-08-24T11:05:00.013+02:00

...så vil du nyde musikken der bliver spillet på

ISOLA, torsdag d. 26/8-10 kl. 23

Jeg tager chancen og dykker ned i nogle Motown, rock og hippie-classics - blandt meget andet.

Facebook event kaster du rundt i verden herfra!

ISOLA finder du her:

Vis stort kort

Livet i rendestenen

2010-08-22T15:11:00.002+02:00

Indtryk fra Gutter Island 2010

Syd for Vordingborg ligger den lille Ø Masnedø – og på den ø ligger et lille fort – Masnedø Fort. På voldene rundt om, oven på og inden i fortets rumlende kolde og stenhårde gange, bliver der hvert andet år afholdt en af verdens mest dedikerede festivaller – designet i 50’er og 60’er US-style, fyldt med punks og rock n rollere og masser af øl, rawk – mere øl og endnu mere rawk.

Det er altid en fornøjelse at blive omfavnet af Gutter Islands varme tattooverede arme, for her er plads til alle typer og skikkelser. Regelsættet er til at overskue: ’Fyr den af!’ og musikken er gribende, underholdende og i langt de fleste tilfælde, vanvittig godt – med Kinks, Who, Beatles, Black Sabbath, Everly Brothers og et hav af andre historiske ikoner som inspirationskilderne.

Oven på græstørvene, med årets blide brise fra Storstrømmen, blev 10 året for Gutter Island markeret med nogle af Gutter-historiens bedste koncerter – lad det bare være sagt – og lad det blive sagt med tre små bogstaver: G-U-F! Jep – det er ikke det du putter på din gammeldaws - men musikken er af den gode gammeldaws slags – leveret af Guf aka Lorenzo Woodrose aka Uffe Lorentzen.

Fredag aften lukkede han dagen af med sit band, Baby Woodrose. Aftenens absolutte headliner, der overtog scenen fra de lidt lunkne The Nomads, der aldrig rigtig nåede at være rigtig tilstede. Det var Guf til gengæld, med nogle af de nyere sange fra sit Woodrose-katalog tæmmede kvartetten både scenen, rocktraditioner og publikummer, som jeg ikke har set det fra det band før.

Det er nogle år siden, jeg sidst har set Babyen på de skrå, og besætningen foruden Guf er blevet skiftet ud. Trioen er vokset til en kvartet og der er kommet en ekstra guitarist ind i folden, som gjorde at Guf kunne have et sammenspil med en makker, som han ikke har haft før. Hverken i harmonier, backing til soli og kommunikation på scenen, når to spader vræler om kap.

Aftenen efter gjorde Guf det så igen! Projektet Spids Nøgenhat, der ikke har spillet sammen i 2 år, kom med på et afbud efter at The Heavy (uk) havde aflyst deres Gutter-show et par dage før. Og alle på Gutter Island festivalen priste sig lykkelige over at den store britiske headliner ikke kunne komme – for Spids Nøgenhat er en sjældenhed og det viste sig at blive en af den slags koncerter, som bare ikke måtte slutte…

Skousen/Ingemand, Steppeulvene og start 70’ernes danske syrerocknavne ville være stolte af at opleve et band i 2010, gengive en næsten 40 år gammel stemning så ægte, så rigtigt, så kærligt – og så var det på dansk. Sange om de evige dæmoner, om at være på vagt overfor farer der lurer og om menneskets forfald, løgne og bedrag…

I lange udsyrede jams, blev Gutter Island kastet mange år tilbage i tiden – og blev, til forskel for største delen af festivalens øvrige bands, inden for Danmarks grænser – når vi taler inspiration… og ’da jeg gik ud over laaaangebro…’ gjaldede ud fra Guf’s store gavflab, var der ikke et øje tørt. Og Spids Nøgenhats øvrige repertoire, var ikke aflagte Baby Woodrose sange – snarere tvært i mod… det var geniale salver af rendyrket kærlighed til en svunden tid, som passede perfekt ind i rammerne.

Black Magic Six (sf) samlede Black Sabbath, Danzig, blues og country i en mandeduo. En trommeslager, lavet af skind og ben, stod bøjet 90 grader over sine tønder og koklokke – og bankede løs som gjaldt det hans liv, alt imens sanger og guitarist J-Tan karismatisk lagde en brølende vokal ud over publikums hoveder. Tunge riffs, som fik Sabbath og Cream-hjerter til at bløde.

Mere Sabbath-inspiration var der i Moonless (dk), der var om end endnu mere tunge en Black Magic Six. En tyk guitarlyd i et tempo, der af og til næsten gik i stå, for pludselig at modulere sig i elegante skift til boogie woogie. Det var stadig tidlige dage for Moonless og hverken vokal eller den tekniske kaliber stod funklende klare, men Moonless var blevet inviteret indenfor i Gutter-varmen – og de takkede for invitationen med et solidt show, der lover godt for fremtiden.

Det samme kan man sige om Mescalin, Baby – som er den del af Karrierekanonen på P3 – som adskiller sig en anelse fra de øvrige Gutter-bands, ved at være en tand mere melodiøse og en lille smule mere teatralske, med små slåskampe på scenen, en synkroniseret sprælsk sceneshow og en fyr i speedo’s, der lettere uortodokst, fik smidt de fem unge fyrer (oprindelig fra Vordingborg og omeng) på scenen ved Masnedøfortets rå betonvæg.

Jeg har heldigvis fået et indgående kendskab til bandet, og derfor overraskede sangen som ’Ballad of a Running Man’ og ’There’s a home for you somewhere (else)’ mig ikke. Det gjorde ti gengæld en sang som ’Furneral Band’ som med et tungere drive og lettere melankolsk tema, fik sparket lidt jordforbindelse ind i dette fantastiske 5 kløver af drenge, som charmerer sig herfra og til evighed med deres måde at være på og optræde på overfor publikum.

The Goo Men (n) har tidligere leveret en historisk optræden på Gutter Island – og dette års show overgik deres tidligere show. Forestil dig 5 potente mænd i front for en trommeslager – alle med potens nok til at vælte Masnedø’s nærliggende tomat-drivhuse-farm, bare ved deres blotte tilstedeværelse. De 5 er i en evig kamp om at komme yderst på scenekanten, helst side om side – men ofte med skiftende medlemmer, der vinder over hinanden, ved at stille sig op på højtalertårnet, stagedive og blive båret på publikums hænder, kravle ud på stigen der bliver lagt ovenpå publikum, eller blive båret op under loftet af deres eget crew.

Og som jeg snakkede med nogle Gutter-folk om, så er der ikke meget dybde i bandets musik, når deres favorit-track og publikums-basker er ’Party Like A Lion’ – men det giver vanvittigt meget på underholdnings kontoen – det var uvurderligt!!!

Selv nåede jeg ikke at opleve The Vanjas (s) og The Defectors (dk) – men rygtet spredte sig lynhurtigt at især The Defectors havde spillet deres ypperste i mange år – og at sangerinden fra The Vanjas havde passet sin et år gamle baby ude bagved, mellem deres hæsblæsende rocksange på scenen. Hedgehodge (dk) og Hogliners (dk) var navne, som stadig skal spilles sammen, men har gode intentioner og det var fint at opleve dem i Gutter Islands prægtige uprætentiøse rammer.

Vejret var fantastisk – ingen regn – grader et sted i starten af 20’erne – jubilæumskagen smagte godt og festivalen løb ikke tør for øl! Tak for endnu en festival som sad lige dér hvor den skulle – hvor rampelys, pop og ’se mig’ stemninger ikke er bandlyste – de eksisterer bare ikke. Det er det to årlige befriende åndehul i 2 dage, hvor du kan slå hjernen fra og ikke bekymre dig om den musik der kommer om det næste hjørne. Du er nemlig hjemme, du føler dig hjemme og musikken, stemningen og publikum tager sig af dig, sig selv og hinanden.

Tak til Gutter – vi ses igen om to år.

NY COOL - LA LAZY

2010-08-10T15:22:00.004+02:00

Ny høvding i flokken: CHIEF

Chief er virkelig et fantastisk band – eller deres sange er i hvert fald. En kvartet, der i sin tid blev dannet i New York men som oprindeligt udspringer fra LA, hvor de også bor i dag. De har et perfekt mix af NY-coolness og en dugfriskhed fra vestkystens åbne 60’er hippie-sind.

Det høres i deres musik, som er på en og samme tid melankolsk, poppet, nu-folket (med en fed, nærmest skotsk/irks højlandsk violin 'Irish song') og virkelig melodiøs! En af de fedeste ting er de vokalharmonier som de hiver op ad posen. Meget fornemt.

Som band fungerer det fænomenalt på albummet ’Modern Rituals’, som tittelmæssigt måske sender en lille hilsen til den ’moderne’ trend med det folkede look og lyd – samtidig med ritualerne og traditionerne, der gemmer sig i den nærmest tidsløse sangskrivning.

Sange som ’You Tell Me’, ’Breaking Walls’, ‘Wait For You’ og ‘Night & Day’ er mine umiddelbare favoritter – og tjek de to videoer som HibOO præsenterer nedenstående. ’Night & Day’ er simpelthen et SÅ godt nummer, og det er fede videoer som de har fået lavet. God lyd, god stemning, gode sange, flotte billeder.

Rygtet sagde ild...

2010-07-09T19:59:00.004+02:00

...og rygtet talte sandt. Så hvor skal vi hen nu?

Til september går Rumour Said Fire i studiet, og til september er det år 1 efter ’The Balcony’ – det største hit i 2009, kun overgået af Medinas meritter på de danske hitlister. De 4 unge mænd, bag ’The Balcony’, går under navnet Rumour Said Fire, der er blevet et husholdsnavn i den danske musikbranche, hos pladekøberne og i de mange danske hjem.

Det er på mange måder en klassisk solstråle historie. Rumour Said Fire finder sammen om at lave gode indiesange, og arbejder lige pludselig med en nu-folket-Simon-and-Garfunkel-ish-tone, der skulle ende med at give dem en pladekontrakt OG gøre bandet Danmarks berømte i løbet af sensommeren og efteråret.

Hundrede og tusinder er valfartet til bandets koncerter på spillesteder, open-air scener og festivaller igennem de sidste 9-10 måneder, og det lille orkester har trukket fulde huse rigtig mange steder, samtidig med at P3 har kastet høje rotationer og priser efter ’Rumour’ – alt sammen pga. ét enkelt nummer.

De øvrige sange, der findes på EP’en ’The Life And Death Of A Male Body’ (for ja, de har flere numre som også er udkommet), er ikke i stil med ’The Balcony’ – de kommer fra en mere indadvendt og traditionel indiekultur og lyd, og er heller ikke umiddelbart lige så interessante – det er vel fair nok at sige.

Derfor kan man vel heller ikke bebrejde fans over hele landet, der udvandrer fra koncerter med Rumour Said Fire, lige så snart de har skrålet med på ’The Balcony’ – måske kunne publikum godt udvise lidt respekt fra bandets øvrige repertoire, men allright… vi lever i en verden, hvor vi hurtigt er videre i teksten, hvis ikke vi falder for det vi får serveret, med det samme.

Men det er denne ’one-hit-wonder’-kultur, som Rumour Said Fire er havnet i, og som de også skal ud af igen. Jeg er overbevist om, at drengene var klar over, at de havde lavet et godt nummer, da ’The Balcony’ formede sig i deres hænder, hjerner og sjæle. Men ingen kan lavet et så kalkuleret hit som dette.

Derfor tror jeg også først at det er nu, at bandet har indset hvilken realitet de står over for, når de efter sommeren går i studiet for at lave deres første album med nye sange. En realitet som siger, at halvdelen af Kongeriget Danmark forventer en ny ’The Balcony’, for ellers finder man ikke Rumour’s debut i deres pladesamling.

Vi taler ikke om den svære to’er i album-forstand – for bandet har ikke engang lavet etteren endnu. På den baggrund mener jeg, at Rumour Said Fire kan tage det helt roligt, nyde succesen og så ellers trække vejret helt ned i maven, for derefter at gå i studiet og lave nye sange til os der venter.

Bandet kommer nemlig et andet sted fra, og skal fortsætte med at hive inspirationen op ad den brønd og fra den kilde, hvor de har lavet sangene til deres EP. Kommer der strofer af sange, der kunne minde om deres mastodont hit, så tager vi det med og vil sikkert nyde det.

Men personligt forventer jeg ikke en ny ’The Balcony’ – og jeg håber heller ikke at Rumour Said Fire laver forkrampede forsøg på at lave en ny ’The Balcony’. For selvom de øvrige sange fra EP’en måske ikke er af samme kaliber som ’The Balcony’, så vidner de sange trods alt om et band med talent og ambitioner – og det er det, som de bør udvikle på deres kommende indspilning.

For da ’The Balcony’ med al sin dynamik, skønhed og kraftfuldhed ramte Danmark, var bandet stadig ved at finde deres form og udveksle drømme for hinanden. Drengene spillede deres første koncert sammen i maj 2008. Lige pludselig stod de mit i orkanens øje – rundt om dem hvirvler det stadigvæk med fyldte koncertsale, forventninger, berømmelse, blitz, pres og hit – og de skal finde en rolig vej ud af centrum.

Jeg forstår godt, hvis bandet kan mærke og lugte en dårlig ånde i nakken – men jeg tror at vi alle kan tage det helt roligt. Rumour Said Fire er et godt band, det sidste år må have modnet medlemmerne ekstremt meget, og det tager de formegentlig med sig i studiet – hvor de forhåbentlig finder ind til kernen af deres venskab og ideer om at lave musik sammen.

Finder Rumour Said Fire den kerne – så får vi, lige meget hvad, en ægte, troværdig og god plade – med eller uden ’The Balcony’. Dén sang er Danmarks historie – og netop historie – en stolt del af Rumour’s bagage. Nu fortsætter rejsen, og det er fedt at være med som passager.

Introducerer TWIN SHDAOWS

2010-07-08T20:15:00.003+02:00

Retromelodi-dyrkende projekt i en Q&A:

Twin Shadow er et band eller projekt, ledet af George Lewis Jr., der fra lejlighed i Brooklyn både laver musik, ugentlig radio og har besvaret 5 hurtige spørgsmål til bloggen her.

George Lewis Jr., har danske forbindelser – har været i København tidligere – og forklarer lidt om en mystisk person, som dukker op under radioshowet ’Forget Radio’, som du kan tjekke på Twin Shadow egen blog. (hvor du også kan høre 3 fede sange fra det kommende album).

Men vi starter med inspiration og favoritmusik:

Q: Hvilket album fik dig startet med at lave musik?
A: Det er meget svært at sige. Det kunne være Paul Simon’s ’Graceland’ (mine forældre kunne ikke få nok). Det kunne være et af de mange Cure-bånd som min storesøsters veninde (som jeg var forelsket i) spillede, mens hun stod på rulleskøjter rundt i cirkler i vores indkørsel i Miami. Og det kunne have være alt på Floridas radio – masser af Black Sabbath, Led Zeppelin, Boys 2 Men, 2 Live Crew – jeg kan bare ikke huske det…

Q: Nævn dine 3 favoritartister fra 80’erne…
A: Jeg er ret glad for Tears For Fears (oplagt svar, men de er fede). Yellow Magic Orchestra og The Smiths.

Q: Har du været i nogle tidligere bands?
A: Jeg har været med i Garbage, Hole, 4 Non-Blondes og Destiny’s Child (OK, jeg forstår – dumt spørgsmål, sløset journalistik :-) .C).

Q: Hvad kan man forvente sig af dit debutalbum?
A: Ord der kan høres!

Q: Hvem kommer ind ad døren, alt imens Mr. Green læser poesi op i dit ’Forget Radio’ show?
A: En meget spooky værelseskammerat, der var på Woodrow-frø trip. Jeg aldrig prøvet dem – men det er imponerende at Mr. Green kunne holde koncentrationen.

PS! HEJ KØBENHAVN – det har været alt for længe siden!!! Shout outs til Andrea, Marie og Rasmus, my man!!!

Du kan høre FORGET RADIO her:

Forget Radio 1 - "the b......belly with us all in it" by Twin Shadow

The New Politics

2010-07-08T00:45:00.005+02:00

Et råb fra sidste års Karrierekanon

I 2009 var der 4 fede navne med i Karrierekanonen på P3. The Olympics, Leonora, Non + og Rubberhead Banditz. Sidstnævnte fik kontakter i USA, allerede inden deres Karrierekanonhit 'Dignity' havde ramt æteren i P3, og hurtigt fik de ændret navn til The New Politics.

I juli 2010 har Paul, Søren og David boet i NY i 8 måneder - eller det vil sige, at de har opholdt sig dér, for at tage et par billeder til deres facebookprofil - for de har brugt tiden på at turnere i Europa og USA - frem og tilbage, måned ud og måned ind.

Deres debutalbum, som indeholder en hel del af deres tracks, som vi overvejede til Karrierekanonen, er en prioritetsudgivelse hos deres label (øh... Sony/RCA), hvilket betyder at bandet også har lidt markedsføringsbudget bag sig.

Det bliver spændende at se, hvad der sker for bandet i resten af 2010 og 2011 - dette er videoen for 'Yeah Yeah Yeah', som har helt legale og virksomme referencer til good ol' Nirvana anno 1992 - bare med lidt mere pop og ALT ANDET end shoegazing teen-rock (som også var fedt, men dette er bare noget andet.

Tænk sig... for 1½ år siden sad drengene i en lille lejlighed på Vesterbro. Det var koldt, sent på aftenen og et par minutter i deadline for upload til Karrierekanonen. De kiggede på hinanden, og sagde 'OK... vi gør det sgu' - og så trykkede de 'send'!

Darwin Deez Q&A

2010-06-24T14:47:00.004+02:00

Fem hurtige til Deez

Darwin Deez er blevet en af mine favoritter, på mindre end et par dage. Debutalbummet fra ham er vellyd, sublime popmelodier og sjove tekster.

Han har været så flink at smide et par svar efter mig i en hurtig q&a - så kan du også lære ham bedre at kende – og hans baggrund for den sags skyld. Hans gamle band har haft gang i en god gammeldags fejde med Coldplay – kampen om melodilinier – ja…måske ikke skide originalt, men det var med til at skabe pr.

Ellers er der links til kunstnerkollektiv, sommerens techno-disco-jam og britisk radio her:

Tidligere bands: Creaky Boards (turne guitarist)

Favorit album fra min pladesamling: ROTFLOL – ’GO’! Det er skrevet og produceret af min ven Jacob Ciocci. En kæmpe inspiration for mig! Den er tilgængelig nu på Itunes – endelig – selvom den er temmelig gammel. Jacob er måske mere populær blandt nogle, for sin visuelle kunst, som en del af kunsterkollektivet ’Paper Rad’!

Mest spillede nye sang på min mp3-afspiller: Kele - ‘Tenderoni’. Hørte den på Zane Lowe’s fede radio show på BBC Radio 1. Jeg lyttede til programmet, fordi Zane havde spillet et par af mine sange, og så opdagede jeg Kele’s sang. Sommerens techno-disco-jam, hvis du spørger mig.

Bedste show jeg har spillet. Det må være ’London Calling’ på Paradiso i Amsterdam (Holland). Det var et stort skridt i den rigtige retning for os. Vi spillede ret godt og jeg nød det.

Største drøm: At spille til ’The Brits’!

Game Trailers - E3 2010 - The Loop

Pumpehuset #2

2010-06-22T08:41:00.003+02:00

Flere kommentarer omkring Pumpehusets konkurs

En af de centrale skikkelser i dansk spillesteds-liv, Jesper Nordahl, fra Spillesteder.dk og Amager Bio, udtaler sig om Pumpehusets lukning - og har i øvrigt gjort det flere steder.

Til de af jer, der er interesserede i at læse mere, så er der en kort artikel her. Der er også en forklaring på de stigende billetpriser - ifølge Nordahl i hvert fald. (Det er jo en anden diskussion, som du kan være enig eller uening i :-)).

At dømme ud fra de kommentarer jeg har fået på bloggen og ellers, så er der stor opbakning om at bevare Pumpehuset, og jeg håber også at man finder en redningsplan til Pumpehuset.

Dejligt at se, at der er andre spillesteder, der har fundet plads til at huse nogle af arrangementerne fra Pumpehuset, der ikke blev til noget dér.

Min oprindelig kommentar omkring Pumpehuset finder du her

En af årets favoritter

2010-06-21T09:58:00.005+02:00

Darwin Deez!

Jeg er bare halvvejs igennem albummet fra den amerikanske musiker Darwin Deez - og bliver nødt til at dele dette med dig, der end måtte læse dette.

Albummets første 4 tracks er fyldt med feel-good toner - god karma af småfunky dansetoner, lavet helt nede på stuegulvet, så sangene ikke kan andet end at vokse sig store derfra... og hver sang ender med at være stor og sublim popkunst!

Det er en næsten uvirkelig god blanding af LCD Soundsystem, Whitest Boy Alive, Kashmir (!!!) og John Mayer... indtil videre... Ved ikke hvor resten af albummet tager mig hen - men jeg sidder og lytter mens jeg skriver dette - og sangene fortsætter med at give mig fede melodier.

Tjekkede lidt op omkring ham på sin egen side. Darwin's bio har jeg copy/pasted - den viser meget godt, hvilken stemning musikken er blevet lavet. Ingen store armbevægelser men sunde opnåedlige ambitioner... Og tjek så lige musikken! 'The City', 'Radar Detector' og 'Constellations' er pt mine favoritter!

Hav en dejlig mandag...

copy/paste fra Darwins hjemmeside.
i write and play all my songs on a 4 string electric guitar in my own tuning. my parents are baba lovers like pete townshend. lovers of meher baba. i’m one too i guess. i dance pretty good and i love to do it. i think it’s because i have a little black in me. i’m 25. my parents bought me my guitar when i was 11. they also bought me drums when i was 16, but i suck at those now. i wait tables at a vegan health food restaurant. i’m not vegan but i like health food. my bass player michelle dorrance, aka mash deez, is the one who named me “deez”. she is my best friend and confidant. we make each other laugh and she inspires me to make music. she’s never played bass before and neither has our drummer ever drummed. but i love them both as people and i want to be around them. i met greg (drums) and cole (guitar) at the vegan restaurant. i used to play guitar for my friend andrew’s band, creaky boards. during that time, i wrote and recorded these songs of mine on an old PC with a $200 mic, and now i’m just focusing on making more of my own music, videos, dance numbers, and mash-ups. we’re doing our first full US tour in november, with bishop allen and throw me the statue. i just bought a minivan this week. (2009)

I mellem røg og spejle

2010-06-16T12:48:00.004+02:00

Download nyt dansk band: SHANGHAI

Så er der rumklang, synth-violiner og godmodigt drømmende tempo! Den danske duo Shanghai kaster sig ind i strømmen af Spandau Ballet, Human League og Pink Floyd med 4 virkelig solide tracks på demoen ’The Foresight of Maurice Weller’, som du kan hente gratis på deres hjemmeside.

De har deres referencer i orden, og melodierne følger med. Duoen har skabt et ret højt bundniveau, hvis dette er deres første numre. En god ven gjorde mig opmærksom på nummeret ’Smoke and Mirrors’ i vinter, og det har siden været en lille intern klassiker.

Nu er det fedt at kunne dele Shanghais sange med dig, der i forvejen dyrker 80’ernes hjerteskærende kompositioner, klang på lilletrommen og de lette hurtige løb henover synthesizerens tangenter – men som her lige får en tand mere i den melankolske retning.

De har netop spillet deres første koncert og givet et par vindue-shows på Fælledvej på Nørrebro, som du kan tjekke ud via deres youtube-kanal. Men sangene folder sig rigtigt ud, inde bag ruderne, igennem pulten og computeren - så tjek demoen ud!

Pumpehuset

2010-06-15T23:52:00.004+02:00

Var det det?

De dobbelte glasdøre er låste, skranken ved indgangen er tom og den store hal på 1. salen er rungende stille. Pumpehuset gik konkurs d. 15. juni 2010, og der kommer ikke til at foregå flere arrangementer i Københavns gamle vandværksbygning i et stykke tid.

Om det er blandingen af dårlig ledelse, lang tids skrantende besøgstal eller snak og beslutninger der er blevet taget i politiske korridorer er veje, som jeg slet ikke skal gå ned af. Der er andre, der har væsentlig større indsigt i det end jeg.

Til gengæld vil jeg gerne gå ned af den historiske vej og dels dele nogle af mine Pumpehus-oplevelser med dig, og samtidig også dele frustrationen over at endnu et dansk – og især Københavnsk – må lukke. Og til min store glæde ser jeg statusopdateringer over hele landet, der håber på hjælp til huset.

Med sin kapacitet på 650 mennesker, har Pumpehuset haft den perfekte størrelse til navne, der var for store til undergrundsscenerne men for lille til de større sale. Det betød, at når de største amerikanske undergrunds-agenter tilbød koncertpakker, så havnede de gerne i huset i Studiestræde.

I starten og midten af 90’erne, var der en årrække som jeg vel kan kalde de gyldne Pumpehus år – med navne som Morbid Angel, Deicide, Obituary, Death, Entombed, Biohazard, Athiest, Yngwie Malmsteen (og MANGE mange flere) – alle sværvægtere i den ene eller anden metal-form.

Der var fest HVER gang – næsten fyldte huse hver gang – og hver gang var metalfamilien samlet. Pumpehuset var det eneste sted i København, som kunne skabe de rigtige og perfekte rammer omkring de store metalbrag fra undergrunden. Helt specielt var det, hvis et dansk band i samme genre, som Invocator, kunne fylde rummet ud – og det skete faktisk også.

Og de danske navne har også altid haft et hjemsted i Pumpehuset. Alle de navne, som har været lige på spring til at vælte ud i de helt store klubber eller små haller, men som lige har skullet tjekke om deres popularitet nu også kunne holde til springet, har brugt Pumpehuset som springbræt.

Kashmir har givet en sveddryppende koncert i salen – den varmeste koncert jeg nogensinde har været til i hele mit liv, lige da de udsendte ’The Good Life’. Tina Dickow har spillet med sit band og gav dengang en mindeværdig version af Status Quo’s ’In The Army Now’ og Red Warszawa har, så vidt jeg husker, kastet sig selv over scenen et par aftener i træk – (udsolgt) – tror vidst nok at sangeren Lækre Jens brækkede armen på anden aften.

Indrømmet! Jeg skal ikke være den der begræder Pumpehusets lukning på baggrund af, at jeg har brugt Pumpehuset hver dag, uge eller måned igennem de seneste mange år. Min musikalske holdepunkter har rykket sig i forhold til det program som Pumpehuset har præsenteret – og selvom jeg løbende har været gæst og altid godt behandlet – så gik jeg mest op ad trappen, og igennem de åbne glasdøre for 15-18 år siden.

Men Pumpehuset er en af hjørnestenene i min musikalske opdragelse på scenerne i København. En vigtig scene, som havde mod og plads til at huse nogle af de navne og turneer, som ellers måske kun ville have ramt et alt for lille eller for stort sted i København – medmindre man valgte KUN at placere dem i Malmö.

Oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden, og som jeg og mine kammerater stadig taler om – Pumpehuset er ligeså naturligt i vores bevidsthed som kaffen om morgen, at musik er livsvigtigt og at det danske landshold ikke har noget angreb.

Derfor er det beskæmmende, at vi i et land, hvor der sker mere og mere op live scenerne – flere og flere koncerter og festivaler og opfostre bedre og bedre bands og artister, ikke er i stand til at holde et sted som Pumpehuset kørende.

Det tegnede ellers godt, da der kom ny bestyrelse sidste år og der blev lavet nogle tiltag – også overfor publikum – som står beskrevet i denne artikel. Samtidig blev der introduceret en lille biergarden (fordi Zum Biergarden der sidste år, lå lige i Pumpehuset’s baghave OGSÅ måtte lukke), og det gamle hus virkede til at have fået noget af livskraften tilbage.

Men d. 15. juli 2010 tydede det på, at Pumpehuset måtte gå samme vej som andre store tunge legender - på hver deres vis – Saltlageret, Saga og Barbue, der som profilerede og dedikerede københavner-scener også måtte lukke.

Mange håber på en redningsplan i stil med den, som Stengade 30 har fået succes med – og som gør at vi igen kan få undergrundsguld serveret på Nørrebro. For selvom Pumpehuset måske ikke har været det smukkeste og mest elegante hus i byen, så kan rummet indenfor de store mursten, huse nogle fester som ganske få andre steder i København – hvis nogen.

Har du haft fede oplevelser i Pumpehuset? Er det rigtigt at lukke huset? Er det forkert? Feltet er dit.

Fra det tredie øre

2010-06-09T23:54:00.002+02:00

Third Ear gør det igen.

Hvis du endnu ikke har tjekket siden ud, så må du næsten gøre det!!!

De har lavet en masse gode sessions i en ubåd, optaget med et kamera og en mikrofon. Personligt har jeg aldrig oplevet en session live – men en god ven fortæller mig, at den kære mand med mikrofonen praktisk talt mixer lyden under den direkte optagelse, ved at bevæge mikrofonen med blide sirlige håndledsbevægelser, i den retning af instrumenter, hvor aktionen sker i nummeret (eksempelvis når der bliver sunget, hvis der er en guitarsolo eller hvis trommerne laver et fedt beat).

Og så skulle man tro, at det vil være ideelt til akustiske optagelser – med den obligatoriske mand eller kvinde med sin guitar – og det er det også. Men Third Ear og deres ’Submarine Session’ stopper ikke her. Det er ikke unormalt at hele grupper på 4-5 personer bliver klemt ned i metalhylsteret og spiller back to back med periskop, ekkolod og måleapparater.

På klippet her er Hellsinge-bandet The Psyke Projekt rykket ned i ubåden, med trommer, bas og guitarer – og naturligvis en vokal, som uden hjælp af mikrofon, bare bliver skreget ud af kroppen, lige ind i kameraet. Det er tungt, stemningsskabende og understreger den modighed The Psyke Projekt har, som METAL-band. Fx at afslutte nummeret med over 2 minutters stille guitarfigurer, og små lette slag med stikkerne på kanten af lilletrommen.

NYD!

ROSK DIN RØV!

2010-06-08T11:27:00.005+02:00

Rust Din Røv! tager til Roskilde Festival.

Crewet fra Rust Din Røv! tager til Roskilde Festival og giver et 2 timers set på Skaterscenen. Cecilie Brandel, Mia Stampe-Visti, Carsten Holm, JoJo DJTeam og Røde Henrik står for at sætte ordentlig gang i festen på festivalens første søndag – og vi er meget glade og stolte over at blive inviteret indenfor.

Vi tager det bedste med fra vores 1½ års levetid på Rust på Nørrebro, og sørger for at publikum ikke kommer til at kede sig – naturligvis tvært imod.
Du finder holdet under navnet ROSK Din Røv! søndag d. 27. juni kl. 22-24 – kan du ikke finde os, så gå bare efter larmen… det kommer til at blive så vildt.

Vi ses på Roskilde – det bliver en fed festival – vi glæder os til at ROSK Din Røv!

Så er der tegnefilm

2010-06-08T10:14:00.002+02:00

Video fra dansk/norske HOST

Host udsendte sidste år en ekstrem flot bog, som jeg aldrig har nået at beskrive her på siden. En blanding af tung melankoli og flotte tegninger - indpakket i hardcopy bog - temmelig håndgribeligt! Vil prøve at komme med lidt uddybende på et senere tidspunkt.

Men har lige fået set deres officielle video til albummets bedste track - 'An Ode to the Patient'. Tjek det ud - 4.50 minutter ambitøst og suveræn godt skåret tegnefilm med forvanlingskunst, dyr, mennesker, monstre og musik. Fedt når musikere, kompinester og artister tør at tage kunstner-etiketten på sig og kaste sig ud i rum hvor der er højt til loftet. TAK!

Hvilken by har opfostret den bedste musikscene?

2010-06-06T22:29:00.005+02:00

Kom gerne med dine bud!

Forleden dumpede jeg ind i en bagelshop i Nice, og stødte dér på to plader, som personalet i biksen solgte – sådan lidt uautoriseret – men de er jo gode venner med dem i bandsne – så et klap på skuldrene til de to i shoppen, for at hjælpe med til at udbrede deres venners musik.

Det ene band virker til at have talent for at kunne bringe det videre – to mænd, der som duo bærer den feminine klang ’Hannah’, og som har et simpelt setup: trommer, guitar, vokal – og som trækker på ikke helt uefne inspirationskilder som Velvet Underground, Dylan, Talking Heads, Simon & Garfunkel og og og… du kender måske historien – ikke meget nyt under solen dér.

Men det er egentlig heller ikke så meget ‘Hannah’ jeg egentlig ville kredse omkring – men mere det faktum, at bandet kommer fra Nice – og at der altså findes andet på Cote d’Azur en sol, palmer og god rosé fra Bandol! Jeg kender intet til scenen i Nice – måske kommer jeg til det – men jeg kom til at tænke på, hvorfra i verden, de bedste scener egentlig kommer?

Er det London, New York, Stockholm, Berlin, Paris, Chicago, Detriot, Cairo, Manchester, Tokyo, Sao Paulo eller København, Århus, Aalborg?

Det kunne være hyggeligt at få nogle bud fra dig, der gider at bruge tid på at læse dette her – hvor stammer den bedste scene fra? Det kan være aktuelt eller med et historisk perspektiv. Det kan være elektronisk, metal eller hvad du tænker…

Kort tilbage til Hannah – de har tidligere spillet sammen med Fink og Ben Howard! Det er jo en god grund til at give Hannah videre – det er hermed gjort… og ’Boy in the Mirror’ og ’Hero Fisher’ er ikke helt dårlige sange. Tjek det ud – og kom med dine ’scene’ bud…

God start på sommeren...

2010-06-06T20:36:00.005+02:00

...og næste weekend bliver endnu vildere!!!

Sommeren er da for alvor blevet sparket i gang med masser af musik i hele DK. Tusinder og atter tusinder af mennesker, har siden Spot festivalen i slutningen af maj måned, oplevet koncerter – der enten eftersigende har været storslåede – AC/DC i Horsens og Distortion gadefesten i København, eller mellem-meter-vare som Rammstein/Volbeat på 10øren ved Copenhagen Live og John Mayer i Forum (oplevede selv det sidste – en noget tung-i-røven Mayer – det mest tarvelige jeg har oplevet med ham til dato).

Der har også været de, der åbenbart er faldet helt igennem – Whitney Houston i Forum, og jeg vælger også at tolke fansnes vrede over John Mayers aflysning af sin oprindelige koncert i Forum, som en ren NITTE. Det var en kort opsumering af de store stadion-koncerter...
Jeg har endnu ikke hørt noget fra Skive-kanten og fra festivalen dér – men mon ikke det har været en fest også – godt vejr hjælper altid, dog sjældent på et dårligt band.

Men vi er jo først kun lige begyndt, kære venner. Der er Roskilde om mindre end en måned (og alle de andre havne/have/idrætsforenings-festivaller henover sommeren) og allerede i den uge vi kommer ind i, er der fede ting rundt omkring i København. Start (i folkemunde stadig ’Vesterbro’-festival) præsenterer sædvanen tro talentfuld dansk musik fra vækstlaget. Godt som noget-der-kunne-være-bedre. Tjek programmet her.

Personligt skal jeg præsentere navne på COPENHELL, som foregår på Refshaleøen fredag og lørdag. Min kære kollega fra Sort Søndag – Anders Bøtter (som på billedet straffer dj-pulten ved Copenhell’s indtog på Distortion Festivalen i weekenden) – står for den fornemme opgave at være konferenciers på scenerne dér – og det bliver to overdrevet seje dage i metallens og hornenes tegn. 13 navne, der spænder vidt – både i genre, omdømme og i legendestatus. Det bliver mit første møde med Behemoth, 3 Inches of Blood og Whitechapel på en scene.

Omvendt bliver det gensyn med navne som Suicidal Tendencies, Megadeth og Deftones – og altid gode gensyn med Hellsinge-knægtene fra The Psyke Project og de jydsk/franske menneskelige robotter fra Mnemic. Og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at selvom Napalm Death aldrig rigtig har været blandt mine favoritter, har jeg alligevel et par skiver med dem i samlingen – og jeg får min ilddåb med dem LIVE på Copenhell.

Når lørdag natten endnu er ung, så er jeg på cykelryg på vej til Nørrebro og byens bedste klub på RUST – med holdet fra Rust Din Røv – men det er en helt anden historie, som jeg også bringer lidt nyt om her på siden, inden så længe. Under alle omstændigheder, skal det nok blive en rigtig rigtig god weekend…! Og jo… jeg glæder mig mest af alt til Deftones!

3 friske danske

2010-05-30T12:12:00.003+02:00

Nyd din søndag i selskab med :
Rufus Spencer /Treefight the Sunlight / Stærosaurus.

Rufus Spencer
Først og fremmest har jeg nydt at spille Rufus Spencer de sidste mange søndage på P3 - sangen 'Old Friends' er et godt bekendskab, som blander en delikat men ikke kompliceret sangskrivning, med småskramlende trommer i et tungt drive.

Den nordjydske sanger med det internationaltklingende navn, har sammen med sit band, en mission at udsende 3-4 forskellige ep'ere på ligeså mange år - i lige så mange forskellige stilarter. Han er startet med EP'en 'Sit Down By The Fire', hvor fokus helt klart er på melodierne og en stærk melankoli.

Åbningsnummeret 'Ghost' er rigtig godt skrevet og meget fint fremført med vokal og piano - meget modigt af et 'debuterende' band - men det viser vidst meget godt, hvor meget talent der gemmer sig i den forsagte knægt, der på nedenstående klip er i front for sit band på 'Old Friends'.

Stærosaurus
For et par dage siden fik jeg hilst på Andreas Stær, der skulle vise sig at have et pragtfuld stemningsmættet nummer med, med dansk tekst. Sangen 'Jeg har aldrig (haft det sådan før)' har et genkendelig og fedt guitarriff, et drømmende guitartema og en luftig - næsten svævende - vokal med en blid melodi.

Jeg er aldrig stødt på manden eller sangene før - så jeg må prøve at tjekke lidt mere bandbase, hvor nummeret har været 'track of the day', hvor meget eller lidt det så end siger og betyder - men hvor er det fedt og overraskende, at noget der er så hamrende kompetent, kan florere i så lang tid, uden at nå til den del af overfladen, hvor jeg flyder rundt.

Bandnavnet og nogle af de andre sange lider lidt under, at Andreas laver musikken og sangene selv. Hvis han fik lidt mere kontinuerlig sparring, er jeg sikker på, at flere af sangene kunne løfte sig højere - og selvom Stærosaurus er meget sødt - så minder det lidt om hovedpersonen i en børnebog - det matcher ikke helt Andreas' drømmende tekster, hvor der på flere måder er højt til loftet.

Treelight for Sunlight
Den sidste lyd tilhører Treefight for Sunlight, som netop har udsendt en single, og er - så vidt jeg ved, det eneste af disse tre navne, der har en officiel pladekontrakt. Det første udgivelse på Tambourhinoceros, der er grundlagt af Aske og Kristoffer fra Oh No Ono.

Treefight For Sunlight lyder som en krydsning af Oh No Ono, MGMT (første album) og The National, der spiller sange med Supertramp, Beatles og Mew i tankerne. Inspirerende på samme niveau som da MGMT landede med deres album 'Oracular Spectacular', som var én lang historisk rundtur i rocken og poppens cool og kitchede ophavnsmænd/kvinder.

Det er ambitiøst, der er mange og gode tanker bag kvartetten. Produktionen er fed - videoerne tjekkede - sangene (de to der ligger på myspace - andet har jeg ikke hørt) er glimrende! Så tager du sangene med på camping til sommer - så er du godt underholdt.

Anna sagde debut

2010-05-26T22:30:00.005+02:00

Band fra Århus: Annasaid

Det har været hyggeligt at følge med i Annasaids karriere - fra de første demoindspilninger der famlede sig vej frem på myspace for et par år siden, til albummet 'Jua', der nu bader i stearinlysets skær på mit skrivebord.

Undervejs er jeg stødt på bandets fire drenge, og har kunnet fornemme deres ambitioner, nysgerrighed og vilje til at bringe deres musik videre i verden, sammen som kammerater og som stolte musikere, der også tydeligvis er modnet som personer.

De har måske stadig noget af deres hvalpefedt på sig, når de optræder live - for de vil så forfærdelig meget - også lidt for meget i forhold til hvad tempo og koncentration kan holde. Det er det samme, som de har kæmpet med, på indspilningen til 'Jua'.

For ½ år siden lyttede jeg til singlen 'Dogfight' og følte egentlig at bandet var røget 2-3 år tilbage i tiden, næsten tilbage til start - for det var rodet, krampagtigt og ufokuseret. Siden har bandet smidt optagelsen ud, omstruktureret sangene lidt og startet forfra.

Ligesom tilfældet er med Foals (som ikke er helt tilfældigt - der er mange gode ting tilfældes), så har Annasaid også skruet ned for tempoet på flere af sangene - så der er plads til melodierne, temaerne og detaljerne - så alle kan følge med.

Sange som 'Bloodboy', 'Sun', 'Frenzy', 'Jua' og 'Marathon' er alle rigtig rigtig gode sange, der både har danse-, syng-med-, tema-stykker i en lind strøm, så det er en fryd. Jeg har ikke hørt noget andet dansk band, så konsekvent tage denne britiske stil til sig, og leveret den så intensivt og seriøst som Annasaid.

Måske er stilen, atmosfæren og lyden planket lige vel rigeligt på visse steder af albummet - men jeg ville ikke skrive dette, hvis ikke albummet spiller fedt i mine ører - og mest af alt har sat gode håb i søen for kvartetten - for de kæmper solidt og kæmper godt!

Når himlen er når den er

2010-05-25T21:23:00.005+02:00

Verdens bedste bar-band: The Hold Steady

'Hurricane J' er hentet fra The Hold Steady's 4. album 'Heaven Is Whenever', som er helt på linie med deres klassiske to-er 'Boys And Girls In America'.

Historierne om nutidens unge, der tåger rundt med det forkerte slæng, bliver stive, ryger hash og og og... gennemtærskede fortællinger, der på en eller anden charmerende måde, får nyt liv i munden på Craig Finn, med rockscenens mest flade stemme - og med et kompetent spillende band.

Der findes naturligvis mp3'ere i bedre kvalitet end dette klip -men siden The Hold Steady er så sjælden en gæst på dansk grund (et oplagt Roskilde-act - uden nogensinde at have været på plakaten), så er her live live-footage som du kan nyde.

Og jep! The Hold Steady kan deres Replacements og E Street Band til fingerspidserne - DET er gode inspirationskilder.

Spot - indtryk

2010-05-25T10:44:00.003+02:00

Så er vi i gang!!! Spot fik sparket festivalsæsonen afsted.

Jeg fik naturligvis ikke oplevet alle koncerter, som jeg havde sat ring omkring i programmet. Fik dog tjekket en del – her er hurtige indtryk (i ikke prioriteret rækkefølge):

I Got You On Tape: Deres seneste album har ikke ramt mig så dybt som de to første album – men det skal jeg da ellers love for at sangene gjorde, da jeg oplevede dem live i mørket i Ridehuset. Et vanvittigt kompetent liveband, sikkert, overlegent, konsekvent med en suveræn lyd. En af festivalens bedste koncerter.
The Blue Van: Hvor har jeg været henne? Har set Blue Van mange gange live, og senest oplevede jeg sanger Steffen Westmark ved Klub Rolig, spille akustisk… men aldrig har jeg set så mange mennesker til et Blue Van show. Mon ikke der har været 1000? Tror jeg! Og bandet leverede bedre end nogensinde. Veloplagte, på grænsen til det overgearede – men noget så stilsikkert afleveret, hvad enten det var de korte ’hits’ eller sjæleren (’True’) eller det jamstykke de kastede sig ud i, ved koncertens afslutning. Helt klart i top 3 over koncerter på Spot.
Quadron: Coco er en dansk sangerinde, der har alt anden klang i sin stemme end dansk. Vil ikke overraske mig, hvis hendes stemme snart er at finde på en af de store elektro/house/lounge britiske artisters album. Quadron er kompromisløst westcoast. Blev fanget i starten, sammen med et talstærkt publikum (5-700), men faldt fra, da bandet ’tog den lidt ned’. Ærgeligt – en fredag aften omkring kl. 23, vil man gerne fyre en fest af.
Sleep Party People: Jeg havde lyst til at få SPP’s musik serveret, og kan godt forstå hvis nogle røg af i svinget, hvis man ikke helt var parat. Men SPP lavede smukke drømmende universer, med tangenter, drumpads, guitar og klokkespil. Koncertens bedste nummer ’Not Human At All’, er dog milevidt bandets bedste nummer – et afslutningsnummer, der næsten er i samme klasse som Mew’s ’Comforting Sounds’.
Little Yells Alot: Pur-rene Nirvana-elementer i deres musik, som virker RIGTIGT fedt. ’Gills’ er stadig mit favoritnummer – bandet spiller godt. God udtryksfuld og indlevende trommeslager. Sanger Jonas synger så pulsårene i halsen er ved at sprænge – men jeg savner at se ham mere på knæ på gulvet og forsvinde ind i musikken.
Dokkedahl/Dixen: Har oplevet duoen tidligere på Rust i København, hvor de fungerede bedre til mig humør dér, end de gjorde på Spot. Uden tvivl er det imponerende dygtige knægte, som hele tiden pirkede til fest-benet med blandingen af beats og hits. ’Intergalactic’ blev mixet med ’Let’s Dance’, ’Sweet Child o’Mine’ blev mashed up med noget andet – men dubsteppen er ikke min ubetingede ven… Folk var dog på – D/D har haft en fed aften.
Agnes Obel: Har efter koncerten lyttet til sangen ’Riverside’ igen – fra en EP jeg modtog i sidste uge… og JO – nummeret er RIGTIG fedt. Koncerten kom jeg dog halvvejs ind i - og slet ikke ind i! Blev irriteret over, at høre Agnes’ stemme på en baggrund af et Roland/Korg/whateever elektronisk piano, når der stod et stort og flot flygel gemt væk ovre i hjørnet – der er nok en forklaring, men hvor jeg dog gerne ville have hørt flygel, Agnes og hendes cellist fyre den af!
Vinnie Who: Lavede P3 session med Niels Bagge og Vinnie Who. På grænsen til gymnasie-disko, men det fungerer storartet, fordi bandet ligger tungt og sikkert, fordi der er et godt kor, fordi der er gode sange i blandt de 7, som bandet spillede og fordi Niels synger fedt OG er en selvsikker entertainer på en scene. Forfriskende.
Rumour Said Fire: De har rent faktisk andre sange, som også er gode! ’Evil Son’ og ’Dance’ er gode follow-up’s på ’The Balcony’ som uden sammenligning har været det største HIT på dette års Spot. Ærgeligt når publikum forlader koncerten efter ’The Balcony’ – Rumour har noget mere og noget andet at byde på. Det var glimrende ved P3 Session.
Fallulah: Endnu en P3 Session med en indehaver af en P3’s Uundgåelige. Sangerinde der giver hele sin sjæl til hendes sange, og det rammer publikum. Personligt var jeg nok lidt ukoncentreret – første navn ved P3 Session, man skal have styr på sit – det gik ud over nydelsen af nogle fine sange.
Alcoholic Faith Mission: Min første AFM-oplevelse – men helt sikkert ikke den sidste. Mere afdæmpet end jeg havde regnet med – albummet ’Let This Be The Last Night We Care’ er mere råt produceret. Led af dårlig lyd de fleste steder i Ridehuset, hvor jeg befandt mig – men fik en god afslutning på koncerten, efter at de var ved at hægte mig af, undervejs.
King’s Light Infantry: Country/Nu folket afdæmpet indie med en Christian Hjelm’s (Figurines) lignende vokal (så må man også sige Neil Young). Godt sammenspillet band, rigtig fine sange. Bandets force er de små fine guitartemaer, der bliver sikkert og dynamisk leveret af Lone Nielsen. Sidste nummer til koncerten (fik ikke fat i titlen), var en nydelse. Kunne matches godt på en aften med Cody.

Hørte-så-godt-om-koncerter-med-disse-navne-at-jeg-gerne-ville-have-været-der-selv:
CODY – for mange den STORE Spot-koncert.
Ginger Ninja – en sikker fest med gode sange.
Plök – Vildskab under kontrol
Kellermensch – Bandet jeg aldrig rigtig er faldet for, fik overvældende talk-of-the-town respons dagen derpå.
RebekkaMaria – Altid god for en glimrende popsang.
Thee Attacks – Missede dem faktisk to gange – en gang på Spot og dernæst uautoriseret på det gode sted Sway
Ignug, Mescalin, Baby, Hunch Bettors – 3 Karrierekanon-navne, der på hver deres facon fik væltet folk omkuld.
FM Belfast – en total-fest-oplevelse.
Jonathan Johansson – Professionelt og drømmende – nøjagtig som jeg forestiller mig det.

Det var en god weekend. Stemningen var rigtig god ved langt de fleste koncerter – meget fokus fra publikum på artisterne – sikkert fordi de danske navne efterhånden er blevet så overdrevet gode, at der skal et rigtig dårligt band til at slå en skæv der er stor nok til at gøre publikum ukoncentrerede.

Sommer – kom an!

SPOT tur/retur

2010-05-21T10:10:00.011+02:00

Spot weekend 2010!

Sidder på en TDC Hotspot – allernådigst fri adgang på internettet frem til en gang i juni måned på ruten København-Århus med DSB. Familiekupé midt på Fyn, en kop kaffe og et spejderkorps rundt om mig, der er på vej hjem fra en lejr et sted. Jeg har lukket verden, støjen og solen ude – har mine Sennheiser HD 280 Pro på lyttelapperne og glæder mig til at tjekke dette ud på årets Spot i Århus, når jeg engang ruller ind…

Alcoholic Faith Mission – semistøj, semirock, semimelankoli. Har aldrig oplevet dem live, men nyder deres album’Let This be The Last Night We Care’.
Before The Show – Ledes af Laurids Smedegaard, der er med i Alcoholic Faith Mission og igennem flere andre bands. Spændende soloprojekt, har været længe undervejs – glæder mig til at opleve, om det er flyvefærdigt live.
Cody - Tilbagelænet og gennemarbejdet smuk countryinspireret tøffepop. Har oplevet et kort glimt af dem live i februar. En appitizer for at jeg skal tjekke en hel koncert.
Black Leather Machine – Håber ikke, at det er endnu et konstrueret-for-at-bevise-at-vi-er-drenge-røve-overfor-vores-venner-rock-band. Fede sange på deres myspace (’Sex Express’!!!). Album ude senere på året.
The Blue Van – DK’s bedste liveband der ærligt genfortæller fortidens rockhistorier. Bundtroværdigt og konsekvent! Lang tid siden jeg sidst har set dem på en scene.
Thee Attacks – Nordjydere er garante for troværdig retrorock. Thee Attacks har netop udsendt en glimrende debutplade – nu er det tid til at tjekke dem på scenen.
Sleep Party People – Drømmende og fængende. Brian Batz har lavet en ambitiøs og overrumplende debutplade i nattøj og kaninører.
Plök – Som Düreforsøg ville have lydt i 2010 – måske! Oprindelig komplekst og nærmest vanvittigt – nu mere direkte og mere form. Kan godt blive en fest live!
Agnes Obel – har lige modtaget en EP med 3 sange. Hørt den ene (’Riverside’) – formidabelt! Stemningsfuld og måske den bedste kvindelige vokal jeg har hørt længe. Sang – klaver – melodi.
FM Belfast – Islandske toner og beats, der har bredt sig til Europa. Bør opleves – fest med islændige siges at være vildt.
Kings Light Infantry – ’Home’ har et fedt tema – nyder at spille det på P3. Ved ikke hvad jeg skal forvente.
Jonathan Johansson – svensk popsmed. ’Innan Vi Faller’ og ’Aldrig Ensam’ er toptracks! Kan han genskabe samme univers live, som på plade, så er man kommet i himlen.
Sebastian Lind – Albumdebut ude nu. ’Stay’ har længe været min favorit, siden jeg hørte nummeret for et år siden. Har en dragende stemme – meget speciel!
Quadron – Kender sangerinden Coco fra Karrierekanonbandet Non+. En af landets bedste stemmer. Quadron er på vej ud i verden – må hellere opleve dem, inden deres danske absence.
Mimas – Århus’ mest udfordrende band. Beats, rytmer, melodier, der minder om The Kissaway Trial – sat sammen i en ægte indieånd og en stemning af ikke at ville indordne sig – eller lyde som The Kissaway Trail. Tak! Tjek også medlemmet Snævar Albertsson’s solo Dad Rocks (ikke Spot aktuel).

Glæder mig til at præsentere koncerter med The Rumour Said Fire, Fallulah og Vinnie Who og vil til hver en tid anbefale Karrierekanonbands: Ignug (POP-insane), Mescalin, Baby (ROCK-insane) og Hunch Bettors (much love!!!) – og glem ikke sidste års KK-suveræne The Olympics.

Fyn er passeret – som så mange gange før. Solen stråler, træerne sprunget ud, jeg når ikke at se bare halvdele af koncerterne – men musikken venter forude – det bliver en god weekend.

FOALS

2010-05-21T09:04:00.003+02:00

Nyt suverænt album 'Total Life Forever'

Britiske Foals var hurtigt ude af startblokkene på debutalbummet ’Antidotes’ for et par år siden. ’Balloons’ og den mere punkede ’Cassius’, bragte Bloc Party’s fanden-i-voldske danserock lige et skridt længere og blev flankeret af små lyn-hurgtige guitarfigurer – godt pakket ind i delay. Et godt alternativ til Klaxons og The Futureheads.

De dæmpede klikkende anslag på guitarer farer stadig rundt i lydbilledet med jævne mellemrum, som en Foals-signatur, men ellers er der kommet noget mere ro over feltet – der er blevet givet mere plads til sangene, til melodierne og til stemningerne - og det er virkelig suveræne numre der kommer frem.

Et nummer som ’Spanish Sahara’ er én lang melankolsk opbygning af et formidabelt nummer – måske pladens bedste, sammen med ’What Remains’ – lidt i stil med åbneren ’Blue Blood’. Hastigheden og vreden er gemt i teksterne og en ulmende underspillethed, så man konstant fornemmer, at dette kan eksplodere, hvilket øjeblik det skulle være.

Men Foals holder igen og nøjes med linier som ’I’m The fury in the back of your head’ (’Spanish Sahara’) og har en kaldende, ofte messende, vocal der går igennem flere af bandets sange (’Alabaster’, ’Afterglow’ og ’2 Trees’).

Der er ingen ’Balloons’ på ’Total Life Forever’ – hvilket måske er lidt synd, for personligt syntes jeg at ’Balloons’ er fabelagtigt skåret i rytme, melodi og produktion. Men Foals kravler elegant ud af det tomrum, som de ellers ville være havnet i, hvis de havde kørt den meget kompromisløse stil fra ’Antidotes’ videre i 2010.

Det er forår...

2010-04-22T22:20:00.002+02:00

...og snart sommer.

Dette må være de varme måneders store track!

GEVIR

2010-04-22T21:59:00.003+02:00

Slå Antler op i ordbogen - og der står: 'Gevir'

Ting går op i gevir for tiden. Mange sange, bands eller covere kredser om 'antlers'.

Her er der lidt Antlers/Gevir aktuelle sager, som er ret seje...

Superbandet Apparatjik - 'The Antlers'

Superbandet - The Antlers - 'Kettering'

Superbandet - Choir of Young Believers - 'Claustrophobia' (Peter Antlers rmx)

Superbandet - Miike Snow 'Animal' (coveret er da noget med gevir - måske long shot, men videoen er fed og nummeret er suverænt)

Ben Howard

2010-04-22T21:40:00.003+02:00

En stemme som David Gray - en inderlighed som Jose Gonzalés

Den unge surfer-gut, Ben Howard, fra Devon i England, virker ved første øjekast som en helt almindelig fyr. Jeans, t-shirt og morgenhår. Giv ham en surfbræt, og han vil kaste sig over selv den mindste bølge han kan finde - giv ham en guitar, og han vil synge sig ind i dit hjerte.

Han sætter sig på en stol. Lægger sin guitar på sine lår, og tager akorder med fingerspidserne - oppe fra og ned. På nogle af de andre strenge, har han en capo siddende - atypisk, at det ikke er over alle strenge - og så starter et fingerspil, der bliver afbrudt af kantslag på guitarkroppen.

Tjek sange som 'Three Tree Town', 'Cloud 9' eller pophittet 'The Wolves' - og tjek Ben Howard ud, når han d. 30. april gæster Lille Vega i København, sammen med Angus og Julia Stone.

Download 'Three Tree Town'

Chapel Club

2010-03-15T12:42:00.002+01:00

Nyt UK-band: Chapel Club

Fede toner fra et nyt britisk band, der trækker på alle de gamle mørke 80'er dyder. Måske er de for præcise i deres referencer, og det er måske deres klods om benet, men sangene fejler ikke noget (min favorit er 'Oh Maybe I'. De er i studiet til foråret og forhåbentlig er der et album ude til efteråret.

Iøvrigt har deres navn ikke nogen højere religiøs mening, og der er heller ingen direkte tanker til 'De Døde Poeters Klub'. Men bandet har jo ret i, at det lyder meget fedt når man siger 'Chapel Club'.

Chapel Club - 'O Maybe I' by east city records

Chapel Club - 'Surfacing' by east city records

Dragonette

2010-02-26T19:59:00.005+01:00

Pop fra Canada: Dragonette

The Dragonette er en trio, der lige nu florerer i USA og Canada - og på blogsne i Europa. Sangerinden i front hedder Martina Sorbara og har en solokarriere kørende, samtidig med at hun har lagt stemme til et Basement Jaxx track.

Nu er hun sammen med hendes mand Dan Kurtz i bandet Dragonette, som i Europa (nok mest DK) må være Canadas bedst bevarede hemmelighed. Jeg faldt over nummeret 'Pick Up The Phone', som er skåret til et verdenshit.

Fin stille start, rammende vokal, en rytmesektion der begynder at pumpe og et omkvæd, der simpelt lyder 'Pick Up The Phone, Pick up the Phone'. Nydeligt og ligetil! Tjek også andre gode numre ud med Dragonette på deres myspace, hvor der også er links til en række gode remix.

Især er dette fedt:

Dragonette - pick up the phone - Arithmatix! Remix by Michael Van She by rachelleah

og dette fungerer også!:

Dragonete "Pick Up The Phone" - disko dali remix by rachelleah

Fra min lytteliste

2010-02-21T23:16:00.003+01:00

Nyt og gammelt: Lige for tiden er dette noget af det der får flest afspilninger i min mp3afspiller.

Yeasayer - ‘Madder Red’
And So I Watch You From Afar - ’S is for Salamander’
Ben Howard - ‘Three Tree Town’
FM Belfast - ‘Per Avion’
Marina And The Diamonds - ‘I Am Not A Robot’
Miike Snow (billedet)- ‘Animal’ (Peter, Bjørn & John rmx)
Miike Snow - ‘Silvia’ (Hook N Sling & Goodwill rmx)
Archie Bronson Outfit - ‘Sharks Tooth’
Kashmir - ‘Still Boy’
Crystal Fighters - ‘I Love London’

Har fundet en form for glæde ved Miike Snow i et par gode rmx, Marina’s album ’The Family Jewels’ har mange fine sange - jeg håber at ’I Am Not A Robot’ også ender som single i DK.
Archie Bronson Outfit’s skæve 1. single fra deres kommende album er stærkt vanedannede - især den tematiske tone der bliver slået an i starten af nummeret og Kashmir har lavet en af deres bedste sange, nogensinde - den hedder ’Still Boy’.
Oplevede And So I Watch You From Afar (rock uden ord) og Ben Howard (akustisk næsten uden sidestykke) på Eurosonic i år, der er spændende nyt islandsk musik fra FM Belfast og Yeasayer er blevet ihh og åhh så pæne - men hvor det klæder dem på ’Madder Red’

Ude godt - hjemme bedst

2010-02-09T13:01:00.006+01:00

Hippies og hillbillies: Edward Sharpe and the Magnetic Zeros

Edward Sharpe and the Magnetic Zeros har udsendt albummet 'Up From Below' sidste år. Et album, der umiddelbart ville efterlade mig med en times 'tjaaah...', 'tjooooh', tjææææh'... hvis ikke det lige var for sangen 'Home'...

Et nummer strukket sammen af et steady stortromme beat, klaverbokser, trompet, harmonika, bas, guitarer og så de to vokaler fra Alex Ebert og Jade Castrinos. Især Jade Castrinos har en unik stemme, som er dejlig autentisk og autoritær.

Det er svært at undgå det gode humør, når du har haft 'Home' i ørene - en ny-klassiker, fordi den trækker på alle country klichéer - både musikalsk og lyrisk - leveret i 2010. Og midt i den sprudlende kærlighedshistorie, kommer beretningen om dengang Jade faldt ud af vinduet, slog røven i stykker og blodet flød!!!

På indspilningen til albummet, er der en kemi mellem Alex og Jade, som kan være en hel lærebog for duetter! Og tjek lige klippet fra David Letterman... det må være den dag, hvor livet kom ind i de 'sjove' rammer - nærmest en invasion af talkshowet - men hippier, der hopper og danser rundt på scenen. Ikke hverdagskost for Letterman, men virkelig tiltrængt!!!

Har ikke fået lyttet albummet i sin helhed siden jeg faldt over 'Home', men vil gøre det - for det kan være, der gemmer sig flere sjove, spændende, kærlige historier i nogle sange, som ved første ørekast altså ikke siger mig så forfærdelig meget... måske bliver jeg klogere!

Hjem i koldt mørke

2010-02-03T23:45:00.004+01:00

I ørene: The XX

Det er koldt her til aften, hvor jeg skal hjemover... Vidst nok minus grader, og sneen ligger højt langs cykelstierne. Så må varmen komme fra The XX - for det er umiddelbart en meget kold plade, som de udsendte sidste efterår. Og minus og minus giver plus - bl.a. i form af 'Basic Space', 'Islands' og 'Shelter'.

Lige så snart at albummet sætter sig i kroppen, får man nærmest en åbenbaring. Spøjst med musik, der er SÅ stille og næsten afskrækkende og ekskluderende skokiggende. Den lade og meget tilbagelænede facon bliver ens ven, og musikkens forskellige elementer bliver karakterer i sig selv...

Imponerende!

Og

Tack så hemskt mycket

2010-02-03T01:30:00.005+01:00

Live i København: Jose Gonzalez

’Tack så hemskt mycket’ var nogle af de få ord der kom fra José Gonzalez i Koncerthuset i DR Byen tirsdag d. 2. feb. Ellers havde han ladet sin guitar og vokal sige hvad der skulle siges i de små 75 minutter han sad på scenen, halvdelen af tiden flankeret af sangerinden (og kæreste) Yukimi Nagano og percussionisten Erik Bodin. De 3 har turneret rundt i hele verden, i det meste af de seneste 4-5 år, og er en homogen lille familie.

Men ’Tack så hemskt mycket’ rungede ydmygt ud i den flotte ’Koncerthuset’, efter Jose Gonzalez havde afleveret sit sidste nummer på sætlisten, nemlig versionen af Massive Attacks ’Teardrop’ og inden han kastede sig over fortolkningen af Kylie Minogue’s ’Hand on Heart’. Der var også noget at takke for - for de 1500/1800 mennesker, der havde bænket sig på lægterne i Koncerthuset takkede Jose med stående applaus, da han forlod scenen.

Inden koncerten, var en pæn højlydt summen fra hele salen, men i samme sekund - og jeg mener praktisk talt samme sekund - som lyset blev dæmpet, kunne man høre en knappenål falde til gulvet. Som om alle vidste, at dette meget tyste, skrøbelige og indadvendte ville blive en massiv oplevelse hvis der var HELT stille... Og det var der... stille! Klapsalver da Jose kom gående ind på scenen med sin guitar, satte sig til rette og så igen, stille...

Man kunne høre en svag knirken fra guitaren, de små ’wushh’ når fingerende finder deres plads på gribebrættet, og et enkelt lille smask - BAM!!! Jose Gonzalez slog den første tunge, dybe og kraftige akkord an i ’Deadweight on Velveteen’ og slog samtidig aftenens dynamiske menu på plads. Fra den totale stilhed, pakket ind i Koncerthusets lyddøde rum, og strengenes voluminøse magt. Det gør indtryk!

De første sange fungerede som Jose Gonzalez, der spillede sig ind hos publikum - vi fik ham for os selv, som forret. Første senere kom Yukimi og Erik på scenen, og krydrede de mere uptempo sange, med beats, klap og vokal - som der også er på Jose Gonzalez’ indspilninger. Der var intet overladt til fantasien, alt var live, som det lyder på de to plader ’In Our Nature’ og ’Veneer’ - måske lige på nær en ekstra akkord, som han havde tilføjet sangen ’Heartbeats’.

De par gange, hvor jeg tidligere har oplevet Jose Gonzalez, har været lidt mere uformelle steder - i 2005 i Lille Vega, hvor han knap nok kunne få luft pga den megen røg i lokalet (det var dengang) og i Nordhavn på København, hvor han en sensommer søndag eftermiddag spillede i en helt dags-oplyst sal. Men på en eller anden vis, passede den stille svensker, til disse lidt mere stive og formelle rammer. Og teknisk set, var det den bedste optræden jeg har hørt med ham.

Han kunne sagtens komme afsted med et par yderligere bemærkninger til publikum - det ville måske klæde koncerten en smule - men det samspillet mellem musikken og lyset i salen, sagde næsten mere end tusind ord. Når Jose var færdig med at spille, stoppede han gerne med et hårdt anslag på guitaren, og bøjede sit hoved ned over guitaren. I samme øjeblik blev der helt mørkt på scenen - ikke mere at sige, lukket ned, slukket og først tændt igen, når der kom nye toner fra scenen. God effekt!

Der var ingen nye sange på programmet - måske fordi Jose Gonzalez forlader sin krop lige om lidt, og går ind i en anden Jose Gonzalez - ham der er med sine to kammerater i Göteborg i bandet Junip, der skriver på en plade der kommer til næste år. Rygtet vil vide, at der første kommer en EP og siden et helt album - den tid den glæde. Men for nu, er det bare om at tænke tilbage på en elegant aften i selskab med Jose Gonzalez. ’Tack så hemskt mycket!’

Glimrende Gray

2010-02-02T13:01:00.004+01:00

Live i DK: David Gray

Den engelske folkede sanger, der for 10-12 år siden blev pop-ikon med det legendariske album ’White Ladder’, var i stor og fin form, da han gæstede Falconer Salen i København d. 1. Februar. Med armene i vejret, store smil og jokes flyvende mellem medlemmerne på scenen, charmerede David Gray sig, igennem en omkring 2 timers oplagt, stilren og pæn koncert med omkring 2000-2500 fans.

Når David Gray står på scenen, virker han som en lettere kejtet og klodset version af Elvis Presley, med guitaren hængende løst på kroppen, hænderne rækkende ud mod publikum og små vraltende hop. Samtidig har han et hoved der kører mere rundt end en karrusel - og det kan virke malplaceret til tider, i de meget stille og indadvendte sange - men samtidig har det stor underholdningsværdi og giver karakter.

Han har fået en stemme af Gud. Han synger vanvittigt godt, sikkert og kraftfuldt, at det var luksus at kunne nyde en sanger i 2010 med en stemme der har et særpræg, der gør den unik og ganske enkelt enestående. Han gav den så meget gas, at han i de sidste sange, blev helt rusten - og det klæder også stemmen og udtrykket i sange som ’Nemesis’ (der endte andægtigt og nærmest religiøst) og stor hittet ’Please Forgive Me’, der sædvanen tro afsluttede koncerten.

Men ellers var der ikke meget, der var sædvanen tro. Første gang jeg oplevede David Gray, var da ’White Ladder’ lige var begyndt at rygtes til Europa og havde massiv succes i England og Irland. Han var meget ydmyg på scenen, nærmest lidt forskrækket, over den store respons på sangene. Anden gang var da han turnerede med albummet ’Life in Slowmotion’, som var noget anderledes.

Her virkede David Gray meget indadvendt og skræmt, på trods af der stod 3000 mennesker i KB Hallen og skrålede med på sangene - men der var ikke meget ros fra omverdenen til ’A New Day At Midnight’ eller ’Life in Slow Motion’ albummene og attituden fra Gray var noget forsigtig. Begge gange havde dog én væsentlig ting til fælles. Craig ’Clune’ McClune - trommeslageren, som Gray har haft et mangeårigt samarbejde med.

’Clune’ er en karakter i sig selv - siddende med siden til publikum, i højre side af scenen, så publikum kan se hans statur. Han spiller godt og livligt - samtidig med at han har karisma og sender store brede smil til publikum, som han konstant kommunikerer med. ’Clune’ og Gray stoppede deres samarbejde for et par år siden, og derfor var ’Clune’ ikke med i Falconer - men erstattet af Keith Pryor.

Det kunne man godt savne - lidt personlighed fra Gray’s øvrige musikere - vi fik lidt fra bassisten, men jeg sad og savnede McClunes nærvær. Til gengæld var fokus 100% på David Gray - og han var denne gang ekstremt oplagt - næsten overgearet i perioder - men det afspejlede meget godt den gode kemi man kunne mærke mellem musikerne på scenen.

David Gray spillede overraskende mange sange fra ’A New Day At Midnight’, som små ’statements’ igennem koncerten, som om han VIL have at man skal kunne lide albummet - som mange heldigvis også kan (undertegnede syntes det er OK, men langt fra toppen). Heldigvis kom der også en lang række af sange fra det seneste ’Draw The Line’, som er det bedste fra Gray, siden ’White Ladder’.

Sange som ’Draw The Line’, ’Kathleen’ og åbneren ’The Fugetive’, blev leveret med overskud og meget kompetent. Hits som ’Sail Away’, ’Babylon’ og ’Please Forgive Me’ kom i lettere omskrevne eller omarrangerede versioner og det gav ny næring til sange, som Gray potentielt kan være ked af at skulle spille - metaltræthed. En gammel Gray fan savnede sange fra før ’White Ladder’ - men sådan må det bare være.

Med det udvalg af sange, leverede David Gray det man kunne forvente - en sanger præsenterede sit repertoire fra dengang han fik stor succes, og der er masser af gode sange at vælge imellem. Bandet spillede godt, lyset passede flot - alt var næsten for godt og perfekt, men det illustrerer meget godt at David Gray hvordan han behager masserne og viser nærhed - i kraft af det der er mandens ubestridte force - stemmen!

Hajens skarpe tand

2010-01-28T22:37:00.005+01:00

På vej: Archie Bronson Outfit

Den 1. marts udsender Archie Bronson Outfit deres næste album med titlen ’Coconut’. Første single er dukket på, blandt andet på deres myspace, og lover virkelig godt for albummet! Singlen ’Shark’s Tooth’ er en dunkel, skramlet og virkelig effektiv tone fra Londoner trioen.

Produceren er Tim Goldsworthy, der bl.a. har arbejdet med LCD Soundsystem og The Rapture - hvilket samtidig er en meget god beskrivelse af hvor Archie Bronson Outfit er havnet i dag, i hvert fald at dømme ud fra ’Shark’s Tooth’ med et fremadrettet beat og den overstyrende produktion, som ABO sikkert selv har iscenesat - tilsæt så lidt Bronski Beat for halv kraft, så er den der!

En ny fortolkning af bandets ellers så karakteristiske drive, som har fundet sit udspring i stenerrocken, men som bringer dem både forbi britpop, tidlig punk, americana og rå indietoner. Sange som ’Cherry Lips’ og ’Dart for My Sweetheart’ er mine favoritter fra deres rigtig fede album ’Derdang Derdang’, som efterhånden er 4 år gammelt - og er deres seneste!

Nu er ’Coconut’ på vej! Tjek traileren - der er tale om et meget varieret album, som virkelig smager af mere...

Tjek også ABO-classic-hits (begge fede videoer):

og

Næsten alle produkter er fine

2010-01-28T22:03:00.003+01:00

DK/US-trio: All Products Made Nice

Lige et pip omkring en århusiansk/amerikansk trio, der sidste efterår udsendte EP’s ’Aerobics & Dispair’, som jeg egentlig har haft lyst til at fremhæve i et stykke tid. Singlen ’My Indescretion’ signalerer et meget ambitiøst band, med en god solid produktion og en meget autoritær, rolig og selvsikker vokal fra Henrik Rivera Hansen.

Desværre havner ’My Indescretion’ i samme forfatning som to andre sange på EP’en - nemlig som sange, der har gode idéer, stemninger og energier - men der mangler de afgørende forløsende, overraskende og mindeværdige øjeblikke, som gør at man har lyst til at gå tilbage til sangene igen og igen.

Men til gengæld er der to vanvittigt fede numre, som sætter sig lige dér hvor de gør allermest godt. EP’en andet nummer ’We Managed Without prime Numbers’, som også har Iris Marie Jakobsen på sang, er en fed melodiøs afvigelse fra de andre sange, og har et temastykke der er stærkere end omkvædet og som også nærmest bruges som omkvæd.

Dertil skal lægges at trioen kan tælle til andet end 4 - og det er så forfriskende på den danske scene, at vi bliver beriget med lidt skævvridning - og der skal ikke meget til. Personligt har jeg aldrig haft forstand på mange andre takter end de klassiske, så jeg aner ikke hvordan All Products Made Nice egentlig tæller - men det fungerer godt fordi trioen ubesværet kaster sig over det... Det er noget af det, der kan gøre dansk musik en smule mere udfordrende.

Og så EP’ens afslutning...! Jeg ved ikke hvornår jeg har hørt noget, der er SÅ fint som dette. Et akustisk mesterstykke i skrøbelig duet med de to stemmer, som fletter sig ind mellem hinanden henover et fingernemt guitarspil. ’Arizona’ er titlen, og du er dybt inde i USA på de bare 1 minut og 49 sek., som sange varer.

De øvrige sange er som nævnt OK - men i forhold til ’We managed...’ og ’Arizona’ har de ikke meget at gøre i det selskab. Der er de et par klasser under... Lyt til alle numre på trioens glimrende hjemmeside.

De gjorde det sgu!

2010-01-25T22:59:00.008+01:00

Nyt album: Kashmir - 'Trespassers'

Det må være svært at være et band som Kashmir - uden pis - 5 album bag sig, flere af dem som toneangivende på den danske scene, og en status som et af landets største rockbands - blandt veteranerne, vil nogen mene.
Bandet skal forny sig med hvert eneste album - næsten hver eneste tone. Forny sig eller i det mindste gå tilbage til deres oprindelige ståsted - men i hvert fald skal de være vedkommende, bevæge og give noget fra sig, som ingen anede de havde i sig.

Samtidig kan de ikke lægge sig op ad de vinde, der nu engang blæser på rockscenen - eksempelvis tage med arme og ben fra Arcade Fire, Fleet Foxes eller Interpol - for at nævne en lille række inspirationskilder fra den seneste dekade. Kashmir har lige snittet Radiohead for nogle år siden og fik på snuden for det - samtidig med at bandet har fundet deres egen lyd, stil og måde at komponere på.

Ergo skal alt hvad der er essensen af Kashmir udvikles, genopfindes og genopdages hvis Kashmir anno 2010 stadig skal kunne regnes for at være et dansk rockband, med respekten for sig selv, musikken og hinanden som musikere intakt - et dansk rockband med noget på hjerte - og et dansk rockband i den særklasse, som bandets 5 tidligere udgivelser og en enkelt biograffilm er det klare bevis på.

’Trespassers’ er titlen på det 6. album, der har klinget i et par måneder på dansk radio med singlen ’Mouthful of Wasps’. I sig selv et godt nummer, som vokser - og som også har en tendens til at fade hurtigt ud igen, og smutter lige udenfor den top af sange, som indeholder stensikre Kashmir-klassikere. Men nyklassikere er der masser af på ’Trespassers’ og sange der nemt klatrer helt i top, på den førnævnte liste.

’Still Boy’ er måske albummets stærkeste skæring, med et varmt vers der går over i en god opbyggende bro og udmunder i et omkvæd, hvor der bliver sat ekstra ilt til guitaren og hvor albummet for første gang virkelig præsenterer topmålet af dynamik. Rytmen er dreven, fremadrettet og noget af stemningen rammer ’Petite Machine’ fra ’Zitilites’ albummet, som umiddelbart står som min personlige favorit.

’Zitilites’ formåede at skabe tæthed og nærvær i Kashmirs store sange, pga. produktionen, der netop foregik i Petite Machine - bandets eget studie, som de i dag har erstattet med et andet. Efter min smag blev ’No Balance Palace’ for komplekst, som om det ikke kunne blive stort, større og bedst nok. Men ’Trespassers’ er en fuldendt kombination af de to og ud af en sublim produktion kommer noget tredie...

Det tredie er det storladne, det pompøse og svulstige. ’Bewildered in the City’ er en 6½ minutters opbygning, forløsning og nedtagning. ‘Danger Bear’, hvor Kasper Eistrup lader sin genkendelige klang falde ned i et hav af strygere, som også ender med en ren orkestral afslutning på ’The Indian (That Dwells Inside This Chest)’, hvilket opsummerer hvad Kashmir står for i 2010 - det kommer jeg tilbage til.

For inden albummet slutter, har du også stiftet bekendtskab med Kashmirs vel nok bedste vers i sangen ’Mantaray’ (It’s your sun, it’s your waves, it’s your water - siger dig ikke noget, hvis du ikke hører det i sammenhæng :-)). ’Time Has Deserted Us’ er en afbalanceret melankolsk tone med lidt ekstra percussion end vi er vant til og ’Intruder’ kører formegentlig i albummets højeste gear, i en dramatisk og næsten filmisk sammensætning af akkorder på en bund af Pink Floyd.

Albummets lille legestykke, kommer i skikkelse af ’Pallas Athena’, der har en middelhavs-lignende guitar liggende som motoren under Eistrups sci-fi stemme - et lille stykke kunst, som har melodi og udvikler sig - men er mere et stykke legetøj end et stykke sjælefred - ja hvem ved - måske er der sjælefred for nogen. Men det er med til at forme Kashmir anno 2010...

Store sange, GODE sange, fine melodier, personligheden der skinner igennem i spillet fra ALLE de fire Kashmir drenge, Henke, Asger, Mads og Kasper. Det er skiftet mellem dur og mol, skiftet mellem glæde og knuste forhåbninger, skiftet mellem rock og alt det andet. Kashmir hvæser stadig og viser fortsat tænder - men ligesom det musikalske skift mellem deres ’Cruzential’ album og ’The Good Life’ var et kvantespring fra spraglet og iderigt til formateret og ambitiøst, så er dette skift noget i samme retning.

Den eneste forskel er bare, at de fleste i dag er klar over, at Kashmir kan klare sådan et skift og ikke mindst stå bag ambitiøse toner - så det kommer måske ikke som den store overraskelse - men måske mere som et: ”Jo for fanden... De gjorde det sgu!”

We Are The World

2010-01-25T22:47:00.005+01:00

Ikke stemt ind på 'High 5': We Are The World

For et par uger siden var jeg glad for at se, at Soundvenue redaktionen havde taget det amerikanske designer-elektro-tech-clash band We Are The World til sig, og testede bandets umiskendelige hit ’Clay Stones’ for brugerne på ’High 5’.

Det var lidt nedtrykkende at se, at nummeret ikke kom ind i denne uge - for det er sgu et godt nummer. Et af årets højdepunkter 2009, da jeg opdagede We Are The World, fordi de blev annonceret til vores egen Distortion festival.

Tidligere havde jeg ikke hørt om bandet, men er klart blevet fanget af deres mystik omkring personerne i bandet, deres flotte dragter og flere af deres sange, som er hårde, kantede og alligevel melodiøse med en stemme, som kunne være elektroens svar på Karen O fra Yeah Yeah Yeahs.

Under alle omstændigheder - High 5 or not - ’Clay Stones’ er fedt - tjek det her i HD video. Og så er der iøvrigt masser af gode numre på Soundvenue - som sædvanlig!

Solens hænder

2009-11-26T22:30:00.002+01:00

Intet nyt under solen - men hvilket intet nyt: Local Natives

Dette vestkyst band fra Staterne har bestemt ikke opfundet den dybe tallerken og kommer måske aldrig til at opfinde noget som helst. Bandets stil er en halv forlænget arm af US-indie, som hverken skræmmer eller giver aha-oplevelser. En skønsom blanding af Arcade Fire, Wild Beasts, Midlake, TV On The Radio, Fleet Foxes og sæt selv flere navne på - listen er temmelig uendelig.

Deres debutalbum blev udgivet tidligere på måneden, og selvom det har fået denne mindre flatterende intro, så dukker der nogle ret gode kvaliteter frem på albummet - så hvis man har forliget sig med, at der nok ikke titter noget ekstra ordinært frem på albummet, så finder man en række gode sange - og de bliver bedre og bedre for hvert lyt.

Local Natives’ ’Gorilla Manor’ vokser sig større mod albummets afslutning, med den kontrollerede og soulede ’Who Knows, Who Cares’ med storladne orkestrale armbevægelser og den udviklende ’Shape Shifter’, som næsten har armløftende religiøse omkvæds toner.

Paradoksalt nok er der kun to af de mere spændende tracks fra albummet ’Gorilla Manor’, som ligger på bandets Myspace - nemlig ’Sun Hands’, som er en lille danse-indie-darling og et covernummer af Talking Heads - ’Warning Sign’. Et nummer, som også fungerer rigtig godt i Local Natives indpakning.

Local Natives gæster København d. 29. januar i Vega.

Jul i Nineveh

2009-11-19T14:31:00.005+01:00

Jul: Hymns from Nineveh

Hvad Nineveh er, kan du tjekke på Wiki. Hymns of Nineveh er noget helt andet, og bliver kreeret af en af DK's mest talentfulde sangskrivere, Jonas Petersen. For et par år siden stod han i spidsen for bandet Attrap, der fik lavet albummet 'Happitalism'.

Umiddelbart efter indspilningerne gik bandet i opløsning og medlemmerne flakkede hvert til sit. Ikke desto mindre udkom 'Happitalism' i 2009 og er en af årets bedste danske udgivelser -ukomliceret indiepop, uden traditionel rytmegruppe men med sublime sange og idéer.

Jonas Petersen er dukket op som solist. Popmelodierne har han skiftet ud med folkede hymner, som han har pudslet med i et par år, og de sange der indtil videre har været publiceret på Myspace er umiddelbart pakket ind i en skrøbelig uniform.

Men knægten har tidligere på året været i julehumør, og komponeret sangen 'Christmas is here' eller 'Uncomplicated Christmassong', som i sin sidste halvdel får mere rytmisk tyngde og form. God dynamisk udvikling i et iøvrigt rigtig fedt nummer, som gør højtiden, der for mange mennesker er lig med ulidelige dage med pålagt hygge, lidt mere uhøjtidelig.

Lyt til julesangen på Hymns from Nineveh's myspace, glæd dig til EP'en med julesange som er lige på trapperne - og tjek en lille dokumentar om Jonas og Hymns..., hvor der bliver spist kebab, snakket og spillet guitar her:

Glædelig jul - sådan lidt tidligt...

Non + flirter med US

2009-11-17T13:03:00.005+01:00

Nye danske: Non+

Non+ er en del af Karrierekanonen 2009 og består blandt andet af medlemmer fra Boom Clap Bachelors og Quadron. Deres album 'Sound of Chance' blev udsendt i Danmark, efter at de blev indlemmet i Karrierekanonen og det ultimative hit fra albummet 'Wake' kom i rotation på P3.

Men 'Wake' er også havnet på den anden side af Atlanten, hvor en ung 17-årig rapper/souldude har taget sporene fra 'Wake' op, og lagt sig selv og sin rap ovenpå. Det fungerer temmelig fedt og giver en helt ny dimension til et i forvejen dejligt funky track.

Den 17-årige hedder Kris Mars og skulle i følge gode kilder, være på vej til at komme i lære blandt nogle af de store rapkanoner i US of A. Hvis Non+ samtidig kunne få en lillefinger ind på den bane, vil det da kun være for fedt.

Let me hear you say YEA

2009-11-16T15:49:00.007+01:00

Fænomenalt: Yeasayer

Brooklyn bandet Yeasayer er klar med nye toner på albummet 'Odd Blood' er der noget at kaste sig over. Let indiepoppede 'Love Me Girl', 'Ambling Alp' (singlen) og 'Madder Red' den meget dansable 'O.N.E.' med et touch af Afrika og den tungere 'Rome'. Samtidig er 'Grizelda' og åbneren 'The Children' nogle bassede små bastarder, som står for de mere kunstfærdige krumspring.

Tjek singlen 'Ambling Alp' ud her:

og download singlen gratis her!

Inden vi falder

2009-11-16T14:31:00.002+01:00

Svensk: Jonathan Johansson

Falder du, så nå lige at lyt til 'Innan vi Falder' med Jonathan Johansson - så lander du lidt blødere. En melankolsk svenskklingende pop-perle, som blandt andet har det særkende at den varer 6 minutter. Uhørt for et popnummer - omvendt er det ikke ukendt, hvis man ønsker en stemning, som man kan forsvinde ind i - så er 6 minutter mininum!

Det var oprindelig min gode medblogger M fra Sundialing, der i sin tid gjorde mig opmærksom på nummeret og jeg er glad for at det nu er med på albummet 'En Hand i Himlen', som også netop er blevet udsendt i DK. Der er flere gode sange som 'Säg Vad Ni Vill', 'En Hand i Himlen' og 'Högsta taket, högsta våningen' og albummet er imponerende hyggeligt, trygt og varmt.

En gentlemans avantgarde

2009-11-16T14:15:00.005+01:00

Skævt britisk: Wet Sans Brolly

Har igennem de sidste par uger jævnligt været forbi Wet Sans Brolly's myspace for at tjekke deres numre ud - mest af alt fordi jeg ikke har kunnet bestemme mig til om det var noget der var noget værd, eller hvord'n...

Og jeg er stadig ikke sikker - men nogle af plusserne er de småhysteriske kor-idéer i nummeret 'Mortal Flesh Bloodless Children' og nogle referencer til et af Tortoise's bedste album 'Millions now living will never die' i nummeret 'Fuzz Minor'.

For afvekslingens skyld er der fin vokal på 'Lullaby' og alt i alt findes der guldkorn i et mærkværdigt virvar, som jeg ikke kan finde ud af er kontrolleret - eller en blindt famlende musikers idéer.

Men det er det musikalske link til Tortoise her og der, der gør at jeg vil tjekke op på Wet Sans Brolly af og til - selvom musikken ligger et bizard sted mellem tjekket avantgarde og røvballe-højskole-syng-med-rundt-om-klaveret-sange...

Det er somom de britiske gentlemen ikke helt kan finde ud af, at slå sig løs - man kan jo håbe på, at det kommer - og ellers kan du hjælpe dem på vej, ved at remix deres skidt - flere numre ligger nemlig i bits og pieces - så kan du bare tage for dig og lege løs.

Nye kampe

2009-11-05T07:26:00.003+01:00

Kampene fortsætter: Battles

Et af denne jordklodes mest inspirerende orkestre, kvartetten Battles, har i forbindelse med deres seneste koncertrække spillet nogle helt nye numre.
Det første af dem der er links til her ('Sanford & Son') er umiddelbart det sejeste af dem og som samtidig viser Battles når de er bedst; bygger deres sange godt op, ender i et groove og har deres signatur (de små legende anslag på guitaren i små figurer) over hele fladen.

Tjek også 'Sweetie & Shag'

og endelig 'SDICT'

Ved ikke hvornår Battles udkommer med deres næste - opfølgeren til et af årtiets bedste værker 'Mirrored' - men mon ikke vi er heldige, at det bliver næste forår.

Kryds fingre

Hvem slukkede lyset?

2009-10-23T15:51:00.003+02:00

Frisk fra 'sundet': Pixie Carnation

Der er så mange fisk i havet... Små bitte band fisk, der vrimler ind i mellem hinanden - ganske ofte i stimer, og langt de fleste bliver spist af store glubske fisk som hedder 'Glemsomheden' og som er en af den type fisk de fleste flygter fra.

Men ind i mellem er der en lille fisk, der kommer på afveje og som begiver sig ud på eventyrer i den store verden og formår at sprælle sig væk fra vrimlen. Nogle niveau over dit gennemsnitlige øvelokaleband, finder du Pixie Carnation fra den anden side af Øresund.

Bandet forsøger måske at følge en anden stime - de lægger sig i hvertfald i halen af Band of Horses, The National, Editors, den pænere side af Alberta Cross (må snart blogge mere omkring AC, der har lavet en af årets bedste plader) og den mægtige Bruce Springsteen.

Men der er ambitioner der rækker længere end Malmö og Ørestads-regionen. Lyt til den storladne afslutning af 'Fresh Poems', eller 'Little Sister' der strejfer Springsteens E Street Band fra deres bedste tid i 70'erne.

Det bedste er og bliver dog 'When Did The Lights Go Out', som åbner den EP der havnede i mine hænder i foråret en gang - og som jeg netop har lyttet til igen. En orkestral indledning går over i et autentisk blues/rock drive og endelig videre til et gedigent "When Did The Lights Go Aaaauuut" kvæd, der kendetegner hele nummeret.

Alle 3 numre ligger på deres myspace, hvor der ellers ikke er meget aktivitet - så det kan være at Pixie Carnation er ved at finde tilbage til deres oprindelige stime - men for min skyld må de gerne være lidt længere tid ude på det dybe vand, hvor chancerne tages.

Slå på jungletrommerne

2009-10-14T13:55:00.007+02:00

Hype fra NYC: The Drums

Oprindelig kommer drengene vidst fra under palmernes skygge og flamingoernes lyserøde skær i Florida. Det er flyttet til østkystens mørke og væsentlig mere pulserende NYC og trækker alle inspirationer fra den britiske scene - fra 60'erne til 80'erne og en lille bitte smule 00'er.

The Drums er aktuelle ved Airwaves Festivalen i Reykjavik og tager efterfølgende til England for at spille i London og Manchester - byer hvor deres inspirationskilder oprindelig kommer fra.
De tæller The Cure, The Smiths og Joy Division som de mest tydelige - og mon ikke britterne tager godt imod kvartetten?

I mine ører lyder sange som 'Let's Go Surfing' og 'I Felt Stupid' som meget konsekvente og effektive numre, med gode vers, omkvæd og stemning. 'Submarine' og 'Down By The Water' er mindre catchy, men går tilbage til den spæde rock i 60'erne eller slutningen af 50'erne - så historisk virker det interessant.

Kunne være spændende at tjekke The Drums ud en dag ved lejlighed i DK. De er iøvrigt også Barometer-aktuelle på dr.dk/barometer med 'I Felt Stupid' som har et rigtig fedt omkvæd med linierne 'I Wanna Hear Every Beat of Your Heart'. Helt klart et af månedens fedeste numre.

Weak/End premiere!

2009-10-13T21:16:00.006+02:00

Nye danske: The Olympics

Weak/End premiere! (klik for video)

The Olympics har lavet en fin video til sangen 'Weak/End'. Videoen har masser af effekter og melankoli - og credit til Andreas Munksgaard, som står bag værket.

Hånden på hjertet, så er musikken dog bedre end videoen. Jeg mangler i den grad noget visuelt Olympics i de 5 minutter, og som sådan virker det som en fin lille film, med noget god musik som følger med - eller omvendt.

The Olympics er med i Karrierekanonen på P3 med sangen 'Another Height', som trækker på inspiration fra både Vampire Weekend og Paul Simon (der har haft samme udtryk, image og udseende i 500 år - godt gået). Det er fedt!

De øvrige navne i Karrierekanonen 2009 er Non+, The Politics (link følger snart) samt Leonora. Mere om det senere.

Køb mig en kærlighedssang

2009-10-12T15:58:00.003+02:00

Nye danske: Among Relatives

Mere af det gode danske, som kommer til at cirkulere i hjernen i et stykke tid, når du først har hørt lininen "Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song", som kommer igen og igen i sangen 'Devils Work' med Københavner-bandet Among Relatives.

Simple guitarfigurer danser henover et stramt og tungt groove, som senere udvikler sig til et hårdtslående og håndfast rocknummer, stadig med samme melodi-linie der går igennem hele nummeret.

Det er ikke rocket-science på nogen måde. Her er ingen nye idéer eller banebrydende sangskrivning - tilgengæld virker det konsekvent og man har på fornemmelsen at hele bandet er nærværende i sangen, inspilningen og skriveprocessen.

"Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song" - linien, har en så delikat og karakteristisk klang, at det lyder som en klassiker i samme øjeblik du hører den første gang. Om bandet har så meget mere, ved jeg ikke endnu - der er kun 2 tracks på myspace - og det er 'Devils Work' der tager alle keglerne dér.

Før showet

2009-10-12T14:40:00.005+02:00

Nøøøjhhhr...... der er vidst gået lidt, siden jeg fik skriblet et indlæg her - og uden at love noget, så vil jeg prøve at få banket lidt inspiration over linierne til dig, der er interesseret.

Stødte på et band i dag - en fyr der sidder et sted i København og laver glimrende musik. Så glimrende, at du også bør høre om det. Han hedder Laurids og har samlet et band som går under navnet Before The Show. Har set navnet tidligere, men er aldrig dykket ned i musikken.

Det har jeg gjort nu, og der er mange fine momenter på albummet, der er ude om snart på et udenlandsk label, hvis alt falder på plads. På Before The Shows myspace ligger den mest poppede sang 'Gabriel' sammen med det fede tunge groove i 'Sufficiency' og den stemningsfulde 'Roads'.

Jeg sidder og lytter på hele albummet, som gemmer på andre fede sange som åbningsnummeret 'Construktions', den dynamiske og 'Lessons' og hitpotentielle 'Stalking'.

Tilfælles for alle sange med Before The Show, er at de enten har en fed nerve, en god melodilinie, sejt groove og trækker på en masse indie-inspirationer, som hverken ligger langt fra The Kissaway Trail eller Coldplay. Indpakningen er en god tung varm klang.

Pladen har sine faldgrupper her og der - lidt anonymitet i visse perioder og versefødder, der falder over hinanden. Men det overskygges af de mange gode og opløftende momenter som jeg kan andet end af have dyb respekt overfor.

Nyt fra den slemme afro

2009-01-07T00:11:00.010+01:00

Dansk/Norsk syv tommer...

Det lader til, at vi går et rigtigt godt år i møde med masser af cool musik - både fra DK og udlandet. Mange danske branche- og festival-folk er allerede ude med de lange øre og bedømmende blikke, når Eurosonic Festivalen traditionen tro sparkes i gang i den hollandske by Gronningen. Hvis jeg når det, smider jeg et par linier om mit besøg dér, på bloggen hér.

Men for nu vil rette blikket mod et af de mest vedholdende danske labels, som på forunderlig vis får smidt den ene perle på gaden, efter den anden. Bad Afro er navnet, kendt af de få - men lige så vedholdende rockelskere. Og vi snakker rock, som i garage, som i muld, som i jord, som i bund solidt guitar rock.

The Flaming Sideburns, Baby Woodrose og 22 Pistepirkko aka The Others har udgivet både lak og laser disks med mærket af en jointrygende afro i nakken - og samtidig været bannerfører for et selskab, som forlængst kan vifte rundt om sig med kultstatus.

19. januar 09, er datoen for næste udgivelse med Bad Afro - en 7" med et af de mest respekterede skandinaviske rock outfit igennem de seneste 4-5 år - Serena-Maneesh. Singlen har titlen "Montrose Cadaveric" og selve tittelnummeret siger mig ikke det helt store. Det virker som om nummeret er blevet produceret og skrevet uden fokus og det ender i en mærkværdig følelse af ligegyldighed.

Men åbenbaringen er på b-siden "Oxygen, Please", som kysser psych-skyen noget så fint. 4 minutter og 2 sekunders smuk uptempo stemning, med plads til både reverb og støjflader, gungrende trommer og breakdowns. På mange måder minder lige præcis disse 4 minutter og 2 sekunders toner, en pæn sjat om et af 2008's bedste bands, The Black Angels. Og når sneen daler udenfor vinduet lige omkring midnat, en helt almindelig hverdags aften, kan man nå "moment-of-zen" højder med "Oxygen, Please" i ørene. Jo...ilt skal der til!

Godt nytår!

200 minutters sublime toner

2008-12-28T10:07:00.006+01:00

Årets 50 bedste tracks

Så skal der gøres status en gang for alle i 2008. Denne liste er lavet ud fra sange, som jeg enten har nydt at spille i Public Søndag på P3 eller som jeg hørt rigtig meget i løbet af året, der er ved at være gået.

Listen er ikke i nogen bestemt rækkefølge og indeholder naturligvis de obligatoriske mangler - men dette er hvordan toppen af toppen har taget sig ud, lyttet med mine øren. Det giver sammenlagt lidt over 200 minutters sublime toner - og der er lidt for alle mand og kvinde.

The Hold Steady – “Sequestered In Memphis”
Catfish Haven – ”Are You Ready?”
Lykke Li – “Dance Dance Dance”
Giana Factory – “Go Bananas”
Spleen United – “Dominator”
Tussle (billedet) – ”Night of the Hunter”
Menomena – “Wet And Rusting”
Death Vessel – “Bruno’s Torso”
Emiliana Torrini – “Me And Armini”
Kings of Leon – “Sex On Fire”
Crystal Castles – “Vanished”
The Black Angels – “You On The Run”
The Bronx – “Knifeman”
Adele – “Chasing Pavements”
Neon Neon – ”I Told Her on Alderaan”
Barra head – “Undermine”
Peter Sommer – “Hvad sker der I dit hoved?”
Tim Christensen – “Love Rears It’s Ugly Head”
AC/DC – ”Rock N Roll Train”
Gang Gang Dance – “House Jam”
Hot Chip – “Ready For The Floor”
Throw Me The Statue – ”Your Girlfriend’s Car”
The Kooks – “Always Where I Need To Be”
Hellraiser Ten – “HG MG”
Wild Beats – “Devils Crayon”
Late of the Pier – “Heartbeat”
Nick Cave & The Bad Seeds – “Dig, Lazarus Dig”
Choir of Young Believers – “Hollow Talk”
The Blue Van – “Silly Boy”
The Late Parade – “The Red Song" (Kyte remix)
MGMT – “Kids”
Yoav – “Club Thing”
Lily Electric – “You’re In the Painting You Saw”
Ladyhawk – “S.T.H.D.”
As In RebekkaMaria – “Army of Foxy”
Santogold – “L.E.S. Artistes”
The Black Mountain – “Stormy High”
Lack – ”Hund”
Troels Abrahamsen – “End Scene”
M83 – “Kim & Jessie”
The Ting Tings – “Great DJ”
Shearwater – “Leviathan, Bound”
Veto – “Unite” (James Braun Crushing Digits Appendix)
The Black Marquee – “Pulses”
Jakob Dylan – “War Is Kind”
Foals – “Balloons”
Grand National – “Animal Sound”
The Black Kids – “I’m not gonna teach your boyfriend how to dance with You”
Larsen & Furious Jane – “Fine”
Wilderness – “Chinese Whisperers”

Kongen er død - længe leve...

2008-12-16T11:33:00.008+01:00

Årets danske: LACK

Kigger man på historien, så er kendte og ukendte musikere, kunstnere og forfattere blevet verdensstjerner og bestsellere i flere år efter at de er afgået ved døde. I musikkens verden er folk som Jimi Henrix, Freddie Mercury og Jeff Buckley blevet tilskrevet en nærmest religiøs status efter deres død, har fået et storslået eftermægle og er blevet legendariske inspirationskilder.

Nu hvor vi er ved at pakke 2008 sammen, så lad og kaste et blik på årets danske plade, der kommer fra et band, hvor alle medlemmer stadig lever, men ikke længere sammen. Københavner-baserede Lack udsendte i vinter deres album ”Saturate Every Atom”, som virkelig tog fuglen på mig og mange andre anmeldere, og spillede i efteråret deres sidste koncert på spillestedet Stengade 30 på Nørrebro.

”Saturate Every Atom” er i min optik årets bedste danske album – og måske årets bedste plade i det hele taget. Ikke pga. det faktum, at Lack ikke er længere – selvom det kan være ganske påfaldende, da vi syntes at ville fremdyrke det ukendte, glemte eller bortgåede. Men slet og ret fordi ”Saturate Every Atom” indeholder 13 kontrollerede rock perler, som hver i sær har en lyd, et riff eller et omkvæd, der karrakteriserer sangens varetegn.

”O.R.A.L.” er indfølende og skæve vokalharmonier og guitar-tema, ”Hund” er topmålet af groove og har et af DK’s historiens sejeste riffs, i stærk konkurrence med det vanvittige afbræk som riffet efter 1 minut og 11 sekunder i ”Cocky” disker op med. ”Happiest Thing Alive” er det poppede tiltag, som egentlig irriterer, når man får sangen på nethinden – men når den spreder sine vinger i stuen med tonerne fra albummet, så er man hooket igen.

Et enkelt nummer er på albummet overskrider 3-minutsgrænsen på 8 sekunder, ellers er alle andre tracks barberet ned og kogt ind til kernen. Der bliver ikke tid til at pynte på noget, eller distrahere lytteren med lange tematiske kompositioner, for at fortælle deres yndige musikalske historier.

Lack har vidst altid været set som en bastard på den danske scene, en ubestemmelig størrelse, som har haft hjemsted mellem punk og rock, uden det store tilhørsforhold nogle af stederne. Med ”Saturate Evey Atom” pustede de nyt liv i den klassiske danske rock, med meget konkrete midler, særlige melodier og energi. Albummet indeholder kunsten af at kunne være stramme og præcise i riffs og sange, og samtidig åbne op så horizonten er uendlig.

Men alting har en ende, og Lack’s kom i efteråret. I stedet for at begræde det, skal deres sidste krumspring hyldes – fordi det er god musik og i den grad fordi Lack ikke lyder som noget eller nogen. Lack var Lack. Tak!

Bombing the moon - Lack

Impulser pulserer pulsende

2008-12-11T17:35:00.000+01:00

Måske har jeg lige hørt det nye gamle Radiohead...

Når nu psych-bølgen ruller, med de to 80’er-hippie knægte fra MGMT i forgrunden, så kan man jo ligeså godt hoppe på.
Det gør engelske bands også – de gør det så bare på deres måde, som fx. The Black Marquee, der ligner en krydsning af The Faces, Rolling Stones og Oasis (øhhh... nej, jeg mener ikke at det er The Blue Van) – og lyder som et uomtvisteligt mix af Free, Stone Roses og Radiohead – blandt mange flere.

De er eftersigende blevet dannet i legendariske Manchester i maj 08, og taget i betragtning, at det er et så ungt band, så er deres musik rimelig sej. Det er på ingen måde raket-videnskab, men i halen af psych og bare i halen af britisk rock generelt, så swinger det ret fedt, hvor især et nummer som ”Pulses” minder mig om lidt tidlig og COOL Radiohead, med en smuk melankolsk melodi og en inderlig fed vokal fra Steven Young. ”Allusion” er også en god tone, mere i psych-genren.

De plastrer deres myspace til, med audio og visuelle detaljer, så brugeren virkelig får en god fornemmelse af, hvad det her er for et band, og de har engageret en fangruppe (måske er det i virkeligheden dem selv), som på rekordfart har skabt sig en vennekreds på 3929013984192843 – eller ca. deromkring. Jeg fik en request fra dem, ellers var jeg måske aldrig stødt på dem – ”Pulses” er på min liste over fedeste tracks lige netop nu.

Tjek dem ud – for hvadenten de opnår stjernestatus eller ej, så er det et bekendskab værd.

Dans i satans svin!!!

2008-12-09T15:55:00.000+01:00

Det bliver i familien!

Svenske Far Och Sön er samarbejdet mellem Frej Larsson og Simon Gärdenfors, der lige om snart bliver en Skadinaviensplage med ”Panik”. En sur omgang humor med alt hvad den kan trække af hip hoppens undertoner og sub genrer - det ender op i et elektroclash, som nærmest er mere underholdende end deres svenske land(s)mand og svensk-skrålende Familjen.
Måske er beat og stemning ikke lige så happy som Familjen, men det virker som om at Far Och Sön har så meget at komme med, så det kan være det samme, og tjek også gerne Phatzoo’s remix af Pani-i-i-i-i-i-i-i-i-i-i-k” ud... Dans i satans svin (ja ja... citat fra den skide sang!)

Far Och Sön gæster Lille Vega, Köpenhamn, 12/12-08....

The Smashing Sleeplings

2008-12-02T14:39:00.000+01:00

Nye danske: THE SLEEPLINGS

Indie-politiet burde afgrænse området omkring The Sleeplings øvelokale og kalde det crime-scene. Stedet hvor tyvekoster holdes gemt, er nu fundet og stilles frem i lys lue for folket - for kvartetten i Sleeplings forstår kunsten at have stjålet med arme og ben, fra 90’er og millenium-rockens skattekister.

Alle argumenter for ikke at kunne lide The Sleeplings uoriginale musik er linet op og advarselslysene blinker om kap. Riffs, melodilinier og stemninger er som snydt ud af næsen på klassiske album som ”Mellon Collie and the Infinite Sadness”, ”Adore” og ” MACHINA/The Machines of God” - Smashing Pumpkins 3 bedste album.

Men jeg sidder nu og lytter på EP’en "...for dare and farewell" for jeg ved ikke hvilken gang - fordi det er godt lavet, spillet og tænkt. Jesper, Karina, Cecilie og Steen er gode til at give sangene god tid. 6 numre fordelt på 26 minutter vidner om lidt mere end skarpskårede radiobaskere - blandt andet finder du flere instrumentale passager i musikken, understøttet af lidt guitartemaer eller kor, som slet og ret virker behagelige og drømmende, som deres cover med en lille blikflyver, holdt oppe af balloner under tyfoners uregerligheder.

Jeg mangler noget gennemslagskraft i Jespers vokal, og han lægger sig lige vel meget op ad Billy Corgans stemme. Der er heller ingen vers eller sætninger, som endnu har sat sig. Til gengæld er kompositionerne så tro mod Smashing Pumpkins, at det kunne være Corgans egne kompositioner - og jeg tror sgu han ville være stolt af dem! "Away", "A Murder of Cows" og "Vehicle" er sange, kunne jeg godt have brugt på SP’s seneste tynde album!

Og hvorfor burde du så lytte til The Sleeplings (tidligere Oziris), hvis du har de 3 førnævnte SP album? Fordi du rent faktisk vil kunne lide The Sleeplings - og ikke blot som SP’s aftagere, men som et lille missing link i den Corgan-ske univers. Og hey... blev Muse ikke verdensberømte fordi de kopierede Radiohead?

Toner fra skævpoppens fabrik

2008-11-28T11:35:00.000+01:00

Nye danske: GIANA FACTORY

I foråret 2008 stødte jeg på Giana Factory for første gang med sangen "Go Bananas", som med sin simple tilgang til groove går rent ind. De spiller ikke talenterne på at pøse effekter og akkorder på "Go Bananas" - tvært i mod skærer de det hele ind til benet - et stramt beat, gode vokaler og et fængende omkvæd - mere har du ikke brug for, så længe det er lavet ordentligt. Og "Go Bananas" har mere hitpotentiale end så meget andet, som får prime-time-tid lige nu.

Giana Factory består af Loui Foo (Sharin Foo's (The Raveonettes) søster) og Lisbet Fritze - der begge har spillet med The Ravenettes alt imens Sharin Foo er på barsel. Så er der Sofie Rasmussen og Giana Factory's eneste herre - på trommer David Ciccia, der også har sidder bag trommerne i Guddommelig Galskab og Oberst.

På bandets myspace, har de pt både "Go Bananas" liggende - samt den mørke dansevenlige "Trippin'". Tjek også de mere melankolske "Mexican" og "Rainbow Girl" i demo demo demo demo demo version. Sange, som de også fremførte midt i november, da de varmede op for Glasvegas i Lille Vega. En koncert, som ærlig talt lader meget tilbage at ønske, men publikum kunne ikke undgå at fornemme, hvor Giana Factory er på vej hen.

Endelig er det ikke fordi, at der har været overflod af rockbands med en overvægt af kvinder - så det klæder den danske musikscene på alle mulige måder, at Giana Factory er ved at komme ud af starthullerne og ud på spillestederne.

THE BRONX ligger ikke længere i New York

2008-11-21T22:18:00.001+01:00

På trods af, at dette er deres 3. album, er det nyt for mig!

The Bronx... det burde ligge i New York og at dømme ud fra navnet, så kunne det være hardcore ala Biohazard eller hipt alternativ indie som Vampire Weekend eller benhård techno.
Men The Bronx er tung rullende rock - fra Los Angeles! Så vidt jeg ved, er jeg aldrig stødt på dem før, så det er bedre sent end aldrig!

Nyt album "III" (deres 3.) er ude nu, og indeholder nogle glimrende kraftkarle i form af åbneren "Knifeman", "Past Life" og "Minutes In Midnight". I alt er det 11 numre for fuld skrald, hvor de fleste har en særegen charme, og der er en duft af både AC/DC, Danzig, Hives, Queens of the Stone Age, Kyuss og endda også en duft af parfumeret balsam - for enkelte Poison, Kiss og Mötley Crue inspirationer er her også.

Desværre er produktionen imod bandet og albummet. Trommerne står alt for uskarpe og svampede - hvilket gør bunden på albummet uheldig grynet, rund i kanterne og alt for gumpetungt. Det klæder ikke energien og de mange skarpe riff, så fra at være et album, som kunne være et af årets overraskelser, bliver det til en skive, hvor der er 3-4 topperler - for de tracks står i komposition så stærkt, at de kan skære sig igennem jern. Resten drukner producer-sølet.

Men The Bronx ryger trods alt direkte ind på "one to watch"isten.

Knifeman - The Bronx

GUNS N ROSES på kinesisk

2008-11-21T12:51:00.000+01:00

Antikke pistoler og tørrede roser

Guns N Roses er på gaden - efter en millard år, med albummet "Chinese Democracy". Axl Rose er det eneste tilbageværende medlem fra debutep'en "Live Like A Sucide" og albummet "Appetite for Destruction".

Jeg var stor Guns N Roses fan i slutningen af 80'erne og et par år frem, og selvom jeg ikke har regnet GNR som en del af rockscenen de sidste 15 år, så er der alligevel en snert af spænding i kroppen når "Chinese Democracy" sættes over i hjemmet.

For et par år siden stod jeg, med måske endnu større forventninger, foran Orange Scene, og oplevede en lidt blandet affære med GNR på scenen. Selvfølgelig var det sejt at høre "Welcome To The Jungle", "Paradise City" og alle klassikerne - men det er jo ikke rigtigt et seriøst band længere. Axl Rose er røget fra klichepræget rockfigur, som man enten elsker eller hader, til bare at være indbegrebet af en farce. Han har behandlet fans, musikere og musikken rigtig skidt i de sidste mange år, og at "Chinese Democracy" stadig hedder "Chinese Democracy" er jo kedeligt i sig selv. Albummet har været en så hård fødsel for Axl Rose, at man ikke automatisk sidder med god karma, når man lytter albummet igennem.

Så ville det være federe, hvis GNR-lejren for nogle år siden, truttede ren røv og sagde: "Venner - albummet holder ikke, vi kan ikke få neglet det - vi skrodter det - vent et øjeblik, vi er straks tilbage" - eller noget i den dur.

Men nu er det altså her - og får kun så meget omtale som det gør, fordi GNR hedder GNR - ikke fordi det er revolutionerende, smart eller decideret godt.

Track for track:
De første par tracks "Chinese Democracy" og "Shackler's Revenge" forsøger at komme ind i "You Could Be Mine"-stemingen og galskaben - mislykket.
"Better" er er af de bedre nummer - mest afbalanceret og fokuseret, med en god melodi.
"Street of Dreams" er lige gyldig rock.
"If The World" er direkte pinlig, med lidt r&b/Ricky Martin akustisk guitar, lidt poppede beats og tunge guitarklodser.
"There Was A Time" er det første værk-lignende track på albummet - næsten 7 minutters trivielt og symfonisk understøttet rock-frenzy, der går over i
"Catcher in the Rye", som helt klart har sine momenter, når ikke Axl kaster sig over Beatles og Soundgarden referencer i kompositionen og produktionen.
Hvad der lige foregår på "Scrapped" får jeg aldrig at vide. Skrig, skrål og kor åbner nummeret, der går over i tunge rockriffs og det tætteste vi kommer på inferno. Her er GNR vel egentlig bedst.
"Raid N the Bedouins" er helt klart mere teknisk betonet, og vel nok her, hvor medlemmerne i bandet får lov til at rulle sig mest ud. "pludre, pludre, pludre" guitar ala Yngwie Malmsteen eller Joe Satriani - jeg er færdig med den periode af rocken!!!
"Sorry" - undskyld! Balladen, det store nummer. Det kan være lige meget.
Funky undertoner og simple produceret trommemaskine, bygger rundt om "IRS", der intet gør for hverken GNR eller rockmusikken. Temmelig sørgeligt, og på det her tidspunkt er det svært at skulle se de sidste 3 sange i ørene - men jeg gør det naturligvis:
"Madagascar" - downtempo soulbeat og en Axl Rose i det eftertænksomme hjørne, med dybere stemme, som han måske lyder om morgenen. Orkesteret stemmer ind i omkvædet.
"This I Love" - endnu et "værk" - ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke... sørgeligt at et ikon for mig og så mange andre drenge (og piger måske) skal falde så dybt.
"Prostitute" leder mine tanker hen på Queensrÿche og deres album "Promised Land". Lidt progressiv og poppet heavy rock, og så er albummet slut.

På det her album, er der så mange produktionsmæssige ting, som ville have være meget fede, frække eller bare naturlige og lige oppe i tiden, for 10-15 år siden. Hvor Guns N Roses tidligere fik rock n roll feelingen tilbage i befolkningen efter næsten et helt årti med pop, og var forgangsmænd for en kultur, miljø og holdningsændring blandt mange unge på verdensplan, er "Chinese Democracy" bare en prut som hverken har lyd eller lugt. På trods af, at den har været 15 år undervejs så virker det som om at den blev bare slået, og ubemærket forsvandt.

Al denne tekst, som egentlig kunne have været kogt ned til "Det er satme ringe".