fredag den 26. februar 2010

Dragonette

Pop fra Canada: Dragonette

The Dragonette er en trio, der lige nu florerer i USA og Canada - og på blogsne i Europa. Sangerinden i front hedder Martina Sorbara og har en solokarriere kørende, samtidig med at hun har lagt stemme til et Basement Jaxx track.

Nu er hun sammen med hendes mand Dan Kurtz i bandet Dragonette, som i Europa (nok mest DK) må være Canadas bedst bevarede hemmelighed. Jeg faldt over nummeret 'Pick Up The Phone', som er skåret til et verdenshit.

Fin stille start, rammende vokal, en rytmesektion der begynder at pumpe og et omkvæd, der simpelt lyder 'Pick Up The Phone, Pick up the Phone'. Nydeligt og ligetil! Tjek også andre gode numre ud med Dragonette på deres myspace, hvor der også er links til en række gode remix.

Især er dette fedt:



Dragonette - pick up the phone - Arithmatix! Remix by Michael Van She by rachelleah

og dette fungerer også!:




Dragonete "Pick Up The Phone" - disko dali remix by rachelleah








søndag den 21. februar 2010

Fra min lytteliste



Nyt og gammelt: Lige for tiden er dette noget af det der får flest afspilninger i min mp3afspiller.

Yeasayer - ‘Madder Red’
And So I Watch You From Afar - ’S is for Salamander’
Ben Howard - ‘Three Tree Town’
FM Belfast - ‘Per Avion’
Marina And The Diamonds - ‘I Am Not A Robot’
Miike Snow (billedet)- ‘Animal’ (Peter, Bjørn & John rmx)
Miike Snow - ‘Silvia’ (Hook N Sling & Goodwill rmx)
Archie Bronson Outfit - ‘Sharks Tooth’
Kashmir - ‘Still Boy’
Crystal Fighters - ‘I Love London’

Har fundet en form for glæde ved Miike Snow i et par gode rmx, Marina’s album ’The Family Jewels’ har mange fine sange - jeg håber at ’I Am Not A Robot’ også ender som single i DK.
Archie Bronson Outfit’s skæve 1. single fra deres kommende album er stærkt vanedannede - især den tematiske tone der bliver slået an i starten af nummeret og Kashmir har lavet en af deres bedste sange, nogensinde - den hedder ’Still Boy’.
Oplevede And So I Watch You From Afar (rock uden ord) og Ben Howard (akustisk næsten uden sidestykke) på Eurosonic i år, der er spændende nyt islandsk musik fra FM Belfast og Yeasayer er blevet ihh og åhh så pæne - men hvor det klæder dem på ’Madder Red’

tirsdag den 9. februar 2010

Ude godt - hjemme bedst



Hippies og hillbillies: Edward Sharpe and the Magnetic Zeros


Edward Sharpe and the Magnetic Zeros har udsendt albummet 'Up From Below' sidste år. Et album, der umiddelbart ville efterlade mig med en times 'tjaaah...', 'tjooooh', tjææææh'... hvis ikke det lige var for sangen 'Home'...

Et nummer strukket sammen af et steady stortromme beat, klaverbokser, trompet, harmonika, bas, guitarer og så de to vokaler fra Alex Ebert og Jade Castrinos. Især Jade Castrinos har en unik stemme, som er dejlig autentisk og autoritær.

Det er svært at undgå det gode humør, når du har haft 'Home' i ørene - en ny-klassiker, fordi den trækker på alle country klichéer - både musikalsk og lyrisk - leveret i 2010. Og midt i den sprudlende kærlighedshistorie, kommer beretningen om dengang Jade faldt ud af vinduet, slog røven i stykker og blodet flød!!!

På indspilningen til albummet, er der en kemi mellem Alex og Jade, som kan være en hel lærebog for duetter! Og tjek lige klippet fra David Letterman... det må være den dag, hvor livet kom ind i de 'sjove' rammer - nærmest en invasion af talkshowet - men hippier, der hopper og danser rundt på scenen. Ikke hverdagskost for Letterman, men virkelig tiltrængt!!!

Har ikke fået lyttet albummet i sin helhed siden jeg faldt over 'Home', men vil gøre det - for det kan være, der gemmer sig flere sjove, spændende, kærlige historier i nogle sange, som ved første ørekast altså ikke siger mig så forfærdelig meget... måske bliver jeg klogere!

onsdag den 3. februar 2010

Hjem i koldt mørke



I ørene: The XX

Det er koldt her til aften, hvor jeg skal hjemover... Vidst nok minus grader, og sneen ligger højt langs cykelstierne. Så må varmen komme fra The XX - for det er umiddelbart en meget kold plade, som de udsendte sidste efterår. Og minus og minus giver plus - bl.a. i form af 'Basic Space', 'Islands' og 'Shelter'.

Lige så snart at albummet sætter sig i kroppen, får man nærmest en åbenbaring. Spøjst med musik, der er SÅ stille og næsten afskrækkende og ekskluderende skokiggende. Den lade og meget tilbagelænede facon bliver ens ven, og musikkens forskellige elementer bliver karakterer i sig selv...

Imponerende!



Og

Tack så hemskt mycket






Live i København: Jose Gonzalez

’Tack så hemskt mycket’ var nogle af de få ord der kom fra José Gonzalez i Koncerthuset i DR Byen tirsdag d. 2. feb. Ellers havde han ladet sin guitar og vokal sige hvad der skulle siges i de små 75 minutter han sad på scenen, halvdelen af tiden flankeret af sangerinden (og kæreste) Yukimi Nagano og percussionisten Erik Bodin. De 3 har turneret rundt i hele verden, i det meste af de seneste 4-5 år, og er en homogen lille familie.

Men ’Tack så hemskt mycket’ rungede ydmygt ud i den flotte ’Koncerthuset’, efter Jose Gonzalez havde afleveret sit sidste nummer på sætlisten, nemlig versionen af Massive Attacks ’Teardrop’ og inden han kastede sig over fortolkningen af Kylie Minogue’s ’Hand on Heart’. Der var også noget at takke for - for de 1500/1800 mennesker, der havde bænket sig på lægterne i Koncerthuset takkede Jose med stående applaus, da han forlod scenen.

Inden koncerten, var en pæn højlydt summen fra hele salen, men i samme sekund - og jeg mener praktisk talt samme sekund - som lyset blev dæmpet, kunne man høre en knappenål falde til gulvet. Som om alle vidste, at dette meget tyste, skrøbelige og indadvendte ville blive en massiv oplevelse hvis der var HELT stille... Og det var der... stille! Klapsalver da Jose kom gående ind på scenen med sin guitar, satte sig til rette og så igen, stille...

Man kunne høre en svag knirken fra guitaren, de små ’wushh’ når fingerende finder deres plads på gribebrættet, og et enkelt lille smask - BAM!!! Jose Gonzalez slog den første tunge, dybe og kraftige akkord an i ’Deadweight on Velveteen’ og slog samtidig aftenens dynamiske menu på plads. Fra den totale stilhed, pakket ind i Koncerthusets lyddøde rum, og strengenes voluminøse magt. Det gør indtryk!

De første sange fungerede som Jose Gonzalez, der spillede sig ind hos publikum - vi fik ham for os selv, som forret. Første senere kom Yukimi og Erik på scenen, og krydrede de mere uptempo sange, med beats, klap og vokal - som der også er på Jose Gonzalez’ indspilninger. Der var intet overladt til fantasien, alt var live, som det lyder på de to plader ’In Our Nature’ og ’Veneer’ - måske lige på nær en ekstra akkord, som han havde tilføjet sangen ’Heartbeats’.

De par gange, hvor jeg tidligere har oplevet Jose Gonzalez, har været lidt mere uformelle steder - i 2005 i Lille Vega, hvor han knap nok kunne få luft pga den megen røg i lokalet (det var dengang) og i Nordhavn på København, hvor han en sensommer søndag eftermiddag spillede i en helt dags-oplyst sal. Men på en eller anden vis, passede den stille svensker, til disse lidt mere stive og formelle rammer. Og teknisk set, var det den bedste optræden jeg har hørt med ham.

Han kunne sagtens komme afsted med et par yderligere bemærkninger til publikum - det ville måske klæde koncerten en smule - men det samspillet mellem musikken og lyset i salen, sagde næsten mere end tusind ord. Når Jose var færdig med at spille, stoppede han gerne med et hårdt anslag på guitaren, og bøjede sit hoved ned over guitaren. I samme øjeblik blev der helt mørkt på scenen - ikke mere at sige, lukket ned, slukket og først tændt igen, når der kom nye toner fra scenen. God effekt!

Der var ingen nye sange på programmet - måske fordi Jose Gonzalez forlader sin krop lige om lidt, og går ind i en anden Jose Gonzalez - ham der er med sine to kammerater i Göteborg i bandet Junip, der skriver på en plade der kommer til næste år. Rygtet vil vide, at der første kommer en EP og siden et helt album - den tid den glæde. Men for nu, er det bare om at tænke tilbage på en elegant aften i selskab med Jose Gonzalez. ’Tack så hemskt mycket!’

tirsdag den 2. februar 2010

Glimrende Gray




Live i DK: David Gray


Den engelske folkede sanger, der for 10-12 år siden blev pop-ikon med det legendariske album ’White Ladder’, var i stor og fin form, da han gæstede Falconer Salen i København d. 1. Februar. Med armene i vejret, store smil og jokes flyvende mellem medlemmerne på scenen, charmerede David Gray sig, igennem en omkring 2 timers oplagt, stilren og pæn koncert med omkring 2000-2500 fans.

Når David Gray står på scenen, virker han som en lettere kejtet og klodset version af Elvis Presley, med guitaren hængende løst på kroppen, hænderne rækkende ud mod publikum og små vraltende hop. Samtidig har han et hoved der kører mere rundt end en karrusel - og det kan virke malplaceret til tider, i de meget stille og indadvendte sange - men samtidig har det stor underholdningsværdi og giver karakter.

Han har fået en stemme af Gud. Han synger vanvittigt godt, sikkert og kraftfuldt, at det var luksus at kunne nyde en sanger i 2010 med en stemme der har et særpræg, der gør den unik og ganske enkelt enestående. Han gav den så meget gas, at han i de sidste sange, blev helt rusten - og det klæder også stemmen og udtrykket i sange som ’Nemesis’ (der endte andægtigt og nærmest religiøst) og stor hittet ’Please Forgive Me’, der sædvanen tro afsluttede koncerten.

Men ellers var der ikke meget, der var sædvanen tro. Første gang jeg oplevede David Gray, var da ’White Ladder’ lige var begyndt at rygtes til Europa og havde massiv succes i England og Irland. Han var meget ydmyg på scenen, nærmest lidt forskrækket, over den store respons på sangene. Anden gang var da han turnerede med albummet ’Life in Slowmotion’, som var noget anderledes.

Her virkede David Gray meget indadvendt og skræmt, på trods af der stod 3000 mennesker i KB Hallen og skrålede med på sangene - men der var ikke meget ros fra omverdenen til ’A New Day At Midnight’ eller ’Life in Slow Motion’ albummene og attituden fra Gray var noget forsigtig. Begge gange havde dog én væsentlig ting til fælles. Craig ’Clune’ McClune - trommeslageren, som Gray har haft et mangeårigt samarbejde med.

’Clune’ er en karakter i sig selv - siddende med siden til publikum, i højre side af scenen, så publikum kan se hans statur. Han spiller godt og livligt - samtidig med at han har karisma og sender store brede smil til publikum, som han konstant kommunikerer med. ’Clune’ og Gray stoppede deres samarbejde for et par år siden, og derfor var ’Clune’ ikke med i Falconer - men erstattet af Keith Pryor.

Det kunne man godt savne - lidt personlighed fra Gray’s øvrige musikere - vi fik lidt fra bassisten, men jeg sad og savnede McClunes nærvær. Til gengæld var fokus 100% på David Gray - og han var denne gang ekstremt oplagt - næsten overgearet i perioder - men det afspejlede meget godt den gode kemi man kunne mærke mellem musikerne på scenen.

David Gray spillede overraskende mange sange fra ’A New Day At Midnight’, som små ’statements’ igennem koncerten, som om han VIL have at man skal kunne lide albummet - som mange heldigvis også kan (undertegnede syntes det er OK, men langt fra toppen). Heldigvis kom der også en lang række af sange fra det seneste ’Draw The Line’, som er det bedste fra Gray, siden ’White Ladder’.

Sange som ’Draw The Line’, ’Kathleen’ og åbneren ’The Fugetive’, blev leveret med overskud og meget kompetent. Hits som ’Sail Away’, ’Babylon’ og ’Please Forgive Me’ kom i lettere omskrevne eller omarrangerede versioner og det gav ny næring til sange, som Gray potentielt kan være ked af at skulle spille - metaltræthed. En gammel Gray fan savnede sange fra før ’White Ladder’ - men sådan må det bare være.

Med det udvalg af sange, leverede David Gray det man kunne forvente - en sanger præsenterede sit repertoire fra dengang han fik stor succes, og der er masser af gode sange at vælge imellem. Bandet spillede godt, lyset passede flot - alt var næsten for godt og perfekt, men det illustrerer meget godt at David Gray hvordan han behager masserne og viser nærhed - i kraft af det der er mandens ubestridte force - stemmen!