Solens hænder

Intet nyt under solen - men hvilket intet nyt: Local Natives

Dette vestkyst band fra Staterne har bestemt ikke opfundet den dybe tallerken og kommer måske aldrig til at opfinde noget som helst. Bandets stil er en halv forlænget arm af US-indie, som hverken skræmmer eller giver aha-oplevelser. En skønsom blanding af Arcade Fire, Wild Beasts, Midlake, TV On The Radio, Fleet Foxes og sæt selv flere navne på - listen er temmelig uendelig.

Deres debutalbum blev udgivet tidligere på måneden, og selvom det har fået denne mindre flatterende intro, så dukker der nogle ret gode kvaliteter frem på albummet - så hvis man har forliget sig med, at der nok ikke titter noget ekstra ordinært frem på albummet, så finder man en række gode sange - og de bliver bedre og bedre for hvert lyt.

Local Natives’ ’Gorilla Manor’ vokser sig større mod albummets afslutning, med den kontrollerede og soulede ’Who Knows, Who Cares’ med storladne orkestrale armbevægelser og den udviklende ’Shape Shifter’, som næsten har armløftende religiøse omkvæds toner.

Paradoksalt nok er der kun to af de mere spændende tracks fra albummet ’Gorilla Manor’, som ligger på bandets Myspace - nemlig ’Sun Hands’, som er en lille danse-indie-darling og et covernummer af Talking Heads - ’Warning Sign’. Et nummer, som også fungerer rigtig godt i Local Natives indpakning.

Local Natives gæster København d. 29. januar i Vega.

Jul i Nineveh

Jul: Hymns from Nineveh

Hvad Nineveh er, kan du tjekke på Wiki. Hymns of Nineveh er noget helt andet, og bliver kreeret af en af DK's mest talentfulde sangskrivere, Jonas Petersen. For et par år siden stod han i spidsen for bandet Attrap, der fik lavet albummet 'Happitalism'.

Umiddelbart efter indspilningerne gik bandet i opløsning og medlemmerne flakkede hvert til sit. Ikke desto mindre udkom 'Happitalism' i 2009 og er en af årets bedste danske udgivelser -ukomliceret indiepop, uden traditionel rytmegruppe men med sublime sange og idéer.

Jonas Petersen er dukket op som solist. Popmelodierne har han skiftet ud med folkede hymner, som han har pudslet med i et par år, og de sange der indtil videre har været publiceret på Myspace er umiddelbart pakket ind i en skrøbelig uniform.

Men knægten har tidligere på året været i julehumør, og komponeret sangen 'Christmas is here' eller 'Uncomplicated Christmassong', som i sin sidste halvdel får mere rytmisk tyngde og form. God dynamisk udvikling i et iøvrigt rigtig fedt nummer, som gør højtiden, der for mange mennesker er lig med ulidelige dage med pålagt hygge, lidt mere uhøjtidelig.

Lyt til julesangen på Hymns from Nineveh's myspace, glæd dig til EP'en med julesange som er lige på trapperne - og tjek en lille dokumentar om Jonas og Hymns..., hvor der bliver spist kebab, snakket og spillet guitar her:

Glædelig jul - sådan lidt tidligt...

Non + flirter med US

Nye danske: Non+

Non+ er en del af Karrierekanonen 2009 og består blandt andet af medlemmer fra Boom Clap Bachelors og Quadron. Deres album 'Sound of Chance' blev udsendt i Danmark, efter at de blev indlemmet i Karrierekanonen og det ultimative hit fra albummet 'Wake' kom i rotation på P3.



Men 'Wake' er også havnet på den anden side af Atlanten, hvor en ung 17-årig rapper/souldude har taget sporene fra 'Wake' op, og lagt sig selv og sin rap ovenpå. Det fungerer temmelig fedt og giver en helt ny dimension til et i forvejen dejligt funky track.

Den 17-årige hedder Kris Mars og skulle i følge gode kilder, være på vej til at komme i lære blandt nogle af de store rapkanoner i US of A. Hvis Non+ samtidig kunne få en lillefinger ind på den bane, vil det da kun være for fedt.

Let me hear you say YEA

Fænomenalt: Yeasayer

Brooklyn bandet Yeasayer er klar med nye toner på albummet 'Odd Blood' er der noget at kaste sig over. Let indiepoppede 'Love Me Girl', 'Ambling Alp' (singlen) og 'Madder Red' den meget dansable 'O.N.E.' med et touch af Afrika og den tungere 'Rome'. Samtidig er 'Grizelda' og åbneren 'The Children' nogle bassede små bastarder, som står for de mere kunstfærdige krumspring.

Tjek singlen 'Ambling Alp' ud her:


og download singlen gratis her!

Inden vi falder

Svensk: Jonathan Johansson

Falder du, så nå lige at lyt til 'Innan vi Falder' med Jonathan Johansson - så lander du lidt blødere. En melankolsk svenskklingende pop-perle, som blandt andet har det særkende at den varer 6 minutter. Uhørt for et popnummer - omvendt er det ikke ukendt, hvis man ønsker en stemning, som man kan forsvinde ind i - så er 6 minutter mininum!

Det var oprindelig min gode medblogger M fra Sundialing, der i sin tid gjorde mig opmærksom på nummeret og jeg er glad for at det nu er med på albummet 'En Hand i Himlen', som også netop er blevet udsendt i DK. Der er flere gode sange som 'Säg Vad Ni Vill', 'En Hand i Himlen' og 'Högsta taket, högsta våningen' og albummet er imponerende hyggeligt, trygt og varmt.

En gentlemans avantgarde

Skævt britisk: Wet Sans Brolly

Har igennem de sidste par uger jævnligt været forbi Wet Sans Brolly's myspace for at tjekke deres numre ud - mest af alt fordi jeg ikke har kunnet bestemme mig til om det var noget der var noget værd, eller hvord'n...

Og jeg er stadig ikke sikker - men nogle af plusserne er de småhysteriske kor-idéer i nummeret 'Mortal Flesh Bloodless Children' og nogle referencer til et af Tortoise's bedste album 'Millions now living will never die' i nummeret 'Fuzz Minor'.

For afvekslingens skyld er der fin vokal på 'Lullaby' og alt i alt findes der guldkorn i et mærkværdigt virvar, som jeg ikke kan finde ud af er kontrolleret - eller en blindt famlende musikers idéer.

Men det er det musikalske link til Tortoise her og der, der gør at jeg vil tjekke op på Wet Sans Brolly af og til - selvom musikken ligger et bizard sted mellem tjekket avantgarde og røvballe-højskole-syng-med-rundt-om-klaveret-sange...

Det er somom de britiske gentlemen ikke helt kan finde ud af, at slå sig løs - man kan jo håbe på, at det kommer - og ellers kan du hjælpe dem på vej, ved at remix deres skidt - flere numre ligger nemlig i bits og pieces - så kan du bare tage for dig og lege løs.

Nye kampe

Kampene fortsætter: Battles

Et af denne jordklodes mest inspirerende orkestre, kvartetten Battles, har i forbindelse med deres seneste koncertrække spillet nogle helt nye numre.
Det første af dem der er links til her ('Sanford & Son') er umiddelbart det sejeste af dem og som samtidig viser Battles når de er bedst; bygger deres sange godt op, ender i et groove og har deres signatur (de små legende anslag på guitaren i små figurer) over hele fladen.



Tjek også 'Sweetie & Shag'



og endelig 'SDICT'



Ved ikke hvornår Battles udkommer med deres næste - opfølgeren til et af årtiets bedste værker 'Mirrored' - men mon ikke vi er heldige, at det bliver næste forår.

Kryds fingre