fredag den 23. oktober 2009

Hvem slukkede lyset?




Frisk fra 'sundet': Pixie Carnation

Der er så mange fisk i havet... Små bitte band fisk, der vrimler ind i mellem hinanden - ganske ofte i stimer, og langt de fleste bliver spist af store glubske fisk som hedder 'Glemsomheden' og som er en af den type fisk de fleste flygter fra.

Men ind i mellem er der en lille fisk, der kommer på afveje og som begiver sig ud på eventyrer i den store verden og formår at sprælle sig væk fra vrimlen. Nogle niveau over dit gennemsnitlige øvelokaleband, finder du Pixie Carnation fra den anden side af Øresund.

Bandet forsøger måske at følge en anden stime - de lægger sig i hvertfald i halen af Band of Horses, The National, Editors, den pænere side af Alberta Cross (må snart blogge mere omkring AC, der har lavet en af årets bedste plader) og den mægtige Bruce Springsteen.

Men der er ambitioner der rækker længere end Malmö og Ørestads-regionen. Lyt til den storladne afslutning af 'Fresh Poems', eller 'Little Sister' der strejfer Springsteens E Street Band fra deres bedste tid i 70'erne.

Det bedste er og bliver dog 'When Did The Lights Go Out', som åbner den EP der havnede i mine hænder i foråret en gang - og som jeg netop har lyttet til igen. En orkestral indledning går over i et autentisk blues/rock drive og endelig videre til et gedigent "When Did The Lights Go Aaaauuut" kvæd, der kendetegner hele nummeret.

Alle 3 numre ligger på deres myspace, hvor der ellers ikke er meget aktivitet - så det kan være at Pixie Carnation er ved at finde tilbage til deres oprindelige stime - men for min skyld må de gerne være lidt længere tid ude på det dybe vand, hvor chancerne tages.

onsdag den 14. oktober 2009

Slå på jungletrommerne



Hype fra NYC: The Drums

Oprindelig kommer drengene vidst fra under palmernes skygge og flamingoernes lyserøde skær i Florida. Det er flyttet til østkystens mørke og væsentlig mere pulserende NYC og trækker alle inspirationer fra den britiske scene - fra 60'erne til 80'erne og en lille bitte smule 00'er.

The Drums er aktuelle ved Airwaves Festivalen i Reykjavik og tager efterfølgende til England for at spille i London og Manchester - byer hvor deres inspirationskilder oprindelig kommer fra.
De tæller The Cure, The Smiths og Joy Division som de mest tydelige - og mon ikke britterne tager godt imod kvartetten?

I mine ører lyder sange som 'Let's Go Surfing' og 'I Felt Stupid' som meget konsekvente og effektive numre, med gode vers, omkvæd og stemning. 'Submarine' og 'Down By The Water' er mindre catchy, men går tilbage til den spæde rock i 60'erne eller slutningen af 50'erne - så historisk virker det interessant.

Kunne være spændende at tjekke The Drums ud en dag ved lejlighed i DK. De er iøvrigt også Barometer-aktuelle på dr.dk/barometer med 'I Felt Stupid' som har et rigtig fedt omkvæd med linierne 'I Wanna Hear Every Beat of Your Heart'. Helt klart et af månedens fedeste numre.

tirsdag den 13. oktober 2009

Weak/End premiere!



Nye danske: The Olympics

Weak/End premiere! (klik for video)

The Olympics har lavet en fin video til sangen 'Weak/End'. Videoen har masser af effekter og melankoli - og credit til Andreas Munksgaard, som står bag værket.

Hånden på hjertet, så er musikken dog bedre end videoen. Jeg mangler i den grad noget visuelt Olympics i de 5 minutter, og som sådan virker det som en fin lille film, med noget god musik som følger med - eller omvendt.

The Olympics er med i Karrierekanonen på P3 med sangen 'Another Height', som trækker på inspiration fra både Vampire Weekend og Paul Simon (der har haft samme udtryk, image og udseende i 500 år - godt gået). Det er fedt!

De øvrige navne i Karrierekanonen 2009 er Non+, The Politics (link følger snart) samt Leonora. Mere om det senere.

mandag den 12. oktober 2009

Køb mig en kærlighedssang


Nye danske: Among Relatives

Mere af det gode danske, som kommer til at cirkulere i hjernen i et stykke tid, når du først har hørt lininen "Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song", som kommer igen og igen i sangen 'Devils Work' med Københavner-bandet Among Relatives.

Simple guitarfigurer danser henover et stramt og tungt groove, som senere udvikler sig til et hårdtslående og håndfast rocknummer, stadig med samme melodi-linie der går igennem hele nummeret.

Det er ikke rocket-science på nogen måde. Her er ingen nye idéer eller banebrydende sangskrivning - tilgengæld virker det konsekvent og man har på fornemmelsen at hele bandet er nærværende i sangen, inspilningen og skriveprocessen.

"Buy Me A Love Song / Buy Me A Love Song" - linien, har en så delikat og karakteristisk klang, at det lyder som en klassiker i samme øjeblik du hører den første gang. Om bandet har så meget mere, ved jeg ikke endnu - der er kun 2 tracks på myspace - og det er 'Devils Work' der tager alle keglerne dér.

Før showet


Nøøøjhhhr...... der er vidst gået lidt, siden jeg fik skriblet et indlæg her - og uden at love noget, så vil jeg prøve at få banket lidt inspiration over linierne til dig, der er interesseret.

Stødte på et band i dag - en fyr der sidder et sted i København og laver glimrende musik. Så glimrende, at du også bør høre om det. Han hedder Laurids og har samlet et band som går under navnet Before The Show. Har set navnet tidligere, men er aldrig dykket ned i musikken.

Det har jeg gjort nu, og der er mange fine momenter på albummet, der er ude om snart på et udenlandsk label, hvis alt falder på plads. På Before The Shows myspace ligger den mest poppede sang 'Gabriel' sammen med det fede tunge groove i 'Sufficiency' og den stemningsfulde 'Roads'.

Jeg sidder og lytter på hele albummet, som gemmer på andre fede sange som åbningsnummeret 'Construktions', den dynamiske og 'Lessons' og hitpotentielle 'Stalking'.

Tilfælles for alle sange med Before The Show, er at de enten har en fed nerve, en god melodilinie, sejt groove og trækker på en masse indie-inspirationer, som hverken ligger langt fra The Kissaway Trail eller Coldplay. Indpakningen er en god tung varm klang.

Pladen har sine faldgrupper her og der - lidt anonymitet i visse perioder og versefødder, der falder over hinanden. Men det overskygges af de mange gode og opløftende momenter som jeg kan andet end af have dyb respekt overfor.